Når jeg kigger på at skabe holdbare heste, så kigger jeg altid på, at hesten skal være i balance både på det fysiske plan, men I særdeleshed også på det psykiske plan. For mig starter det med, at du forstår din hests væren og gøren, og at du forstår, at din hest er dit spejl.
Din hest har sin helt egen personlighed, ligesom du også har det. Der er kun én af dig og det samme gør sig gældende for hestene. Nok har jeg skrevet om hestepersonligheder i bogen Forstå din hest, men de kan mikses sammen på så mange måder og fremkomme så individuelt, så der ikke findes én drejebog, der skærer alle over en kam.
Jeg ser typisk, at en hest ofte er et miks af flere personlighedstyper. Derfor er det også blevet en mærkesag for mig og et mål at få så mange ryttere som muligt til at være i stand til at vide, hvilken eller hvilke personlighedsprofiler, deres heste er.
LÆS OGSÅ: Kan heste kopiere andre hestes adfærd?
En hest kan eksempelvis være en Sensitiv Prinsesse. Det er to meget forskellige personlighedsprofiler, som trækker i hver sin retning. Du kender det måske selv, hvis du har en hest, som nærmest kan opføre sig som om, den er skizofren. Den kan have en adfærd derhjemme og en helt anden adfærd, når den er på tur eller ude til stævner.
Kunsten for dig bliver at finde ud af, hvornår din hest er mest i den ene eller i den anden personlighed. Og ikke mindst, hvad har den så brug for, når den befinder sig der.
Din hest vil altid gå efter en følelse af tryghed. Trygheden starter med, at den føler sig forstået. At den føler sig forbundet i en flok – også med dig – og den er i balance rent fysisk. Hvis den mærker en ubalance på det mentale eller kropslige plan, vil dens flugt- eller kampinstinkt gå i gang med det samme.
Derfor er det vigtigt, at du forstår, hvilken personlighedsprofil, din hest har mest brug for støtte til. Hvis du formår at forstå alle aspekter af, hvad din hest har brug for, så behøver den ikke at gå i hverken kamp eller flugt. Så er den til stede sammen med dig og er i ro.
Det der gør, at jeg synes, det er spændende at arbejde med heste og ryttere er, at det er komplekst. Der er to personlighedsprofiler, som skal spille sammen, og der er to kroppe, som opfører sig forskelligt, som også skal samarbejde. Over årene vil de fysiske symptomer flyde sammen, og det din hest fejler, fejler du også – og vice versa. Hvis din hest låser i nakken, kan du få overført smerter til din egen nakke. Det er så simpelt. I ønsket om at blive til ét, bliver I det også på alle andre planer og mange flere planer, end du måske tror.
Jeg er meget optaget af partnerskabsrelationer, fordi det er dér, jeg oplever, at konflikterne opstår. Det er det, der skaber, at din hest ikke bliver forstået. En ting er, at du ved, hvilken personlighedstype din hest er. Men en helt anden ting er, om du kan acceptere det.
Det smukke ved samværet med hestene er for mig, at der ligger et helt uopdaget land sammen med din hest i at lære dig selv endnu bedre at kende. Derigennem hjælper din hest dig i din personlige udvikling. Hvis du ikke selv er i kontakt med dine følelser er det klart, at det bliver meget svært for dig at acceptere og rumme, hvis du har en meget sensitiv hest.
Hvis du er usikker som person, er det også klokkeklart, at det bliver en udfordring for dig at få en hest, som er en Prinsesse, og som typisk vil være dominant og vise sig frem hele tiden.
LÆS OGSÅ: Marianne Florman: ”Man får aldrig et tættere forhold til sine heste, end man har til sig selv”
Hestens indre er et spejl af alt det, som du enten elsker ved dig selv, eller ikke elsker hos dig selv, hvis du vælger at få øje på det. Din hests indre verden består af at være tryg. Hvis du ikke rummer din hest lige som den er, kan der unægteligt ikke opstå et rum af 100 % tryghed mellem jer.
Jeg hjælper hele tiden dyreejere med “adfærdsproblemer” og kan ikke lade være med at smile. Fordi jeg ved, at det er ikke dyret, der har et adfærdsmæssigt problem. Den er i verden på en bestemt måde. Problemet opstår i sekundet, den ikke bliver mødt, som den er, eller får de rammer, som den har brug for fra dig.
Det svarer til, at du får et barn, som udspiller en side, du har svært ved at acceptere at have selv. Det kan være vrede. Hvis du ikke rummer at barnet bliver vredt, så vil de fleste børn for en stund skrue op for deres vrede og råbe højere. Eller til sidst kaste sig ned på gulvet i et hysterianfald.
Jeg ser det samme gør sig gældende for hestene. De kalder på dig for, at du skal forstå dem. Når du ikke forstår dem, skruer de op for det. Hvis du fortsat ikke lytter, kan det blive farligt.
Et konkret eksempel kan være en hest, som er øm i den ene skulder af den ene eller den anden årsag. Det kan være at den starter med at skrabe med det ene forben på staldgangen. Du synes måske, at den virker utålmodig og bliver irriteret. Dernæst snubler den i træningen på det samme forben, og du opdager det stadig ikke, men synes blot, at den samarbejder med dig. For til sidst at bukke dig af, og så er den pludselig farlig for dig.
Hvem af jer er det så, der har problemet? Hesten der kalder på dig flere gange, hvortil du ikke lytter? Eller dig som ikke lytter, hvorfor hesten til sidst bliver farlig?
Når du vælger at se hestens indre verden, hænger sammen med din, så healer du, når du er sammen med din hest. Når du elsker den, så elsker du også en del af dig selv. Kun derigennem kan I blive til en enhed sammen. Fordi din hest er dit spejl. Det ved du, men den er det på mange flere planer, end du måske tror.