Er der stadig for mange fordomme om rideskoleelever?

Er man en mindre seriøs rytter, bare fordi man ikke har sin egen hest? Selvom vi alle deler den samme interesse, kan der stadig være forskel på, hvordan rideskoleelever og ryttere med egen hest bliver opfattet. Men hvorfor egentlig? Og er vi stadig for hurtige til at vurdere hinandens erfaring ud fra, om vi ejer den hest, vi rider på?

Der er mange måder at være en del af hesteverdenen på. Nogle har haft deres egen hest siden barndommen, andre rider undervisning en gang om ugen, og nogle bruger næsten al deres fritid på rideskolen uden nogensinde at have haft deres egen hest. Alligevel kan der nogle gange opstå en usynlig opdeling mellem dem, der har egen hest, og dem, der rider på rideskole.

For bliver man egentlig taget lige så seriøst, når man fortæller, at man rider på rideskole, som når man fortæller, at man har sin egen hest? Eller eksisterer der stadig en forestilling om, at man først er en rigtig rytter, når man har sin egen?

Er det at eje en hest lig med mere erfaring?

Der findes måske stadig en forestilling om, at rideskoleelever er begyndere, mens ryttere med egen hest automatisk er mere erfarne og dygtige. Men virkeligheden er langt mere nuanceret. En rideskoleelev kan have redet i 15 år, modtaget undervisning flere gange om ugen og have erfaring med mange forskellige heste. Omvendt kan en person med egen hest være forholdsvis ny i sporten.

Selvfølgelig er der forskel på at gå til ridning og have ansvaret for sin egen hest. Som hesteejer står man ofte med beslutninger om fodring, træning, sygdom, økonomi og hestens generelle trivsel. Det giver en anden form for erfaring og ansvar, som man ikke nødvendigvis får ved at ride undervisning en gang om ugen.

Til gengæld kan rideskoleelever lære at ride mange forskellige heste og tilpasse deres ridning til forskellige temperamenter og behov. Det kan være en stor fordel at have erfaring med både den rolige begynderhest, den mere følsomme hest og den pony, der måske kræver lidt ekstra tålmodighed.

Begge dele kan give værdifuld erfaring, bare på forskellige måder. Så hvorfor bliver den ene nogle gange betragtet som mere værd end den anden?

Når økonomi bliver forvekslet med engagement

At have sin egen hest er ikke en mulighed for alle. Det kræver både tid, penge og de rette omstændigheder. For nogle er rideskolen et bevidst valg, fordi de gerne vil ride uden at have det fulde ansvar for en hest. For andre er det den eneste økonomiske mulighed for at dyrke den hobby, de elsker.

Men gør det dem mindre engagerede? Man kan sagtens elske heste, prioritere sin ridning højt og have store ambitioner uden at have råd til sin egen hest. Alligevel kan det nogle gange virke, som om det at købe sin egen hest bliver betragtet som det naturlige næste skridt, hvis man virkelig vil noget med sin ridning.

Men måske er det netop den tankegang, vi bør udfordre. For hvorfor skal det at eje en hest være et mål i sig selv? Og hvorfor skulle en rytter, der har gået til undervisning i mange år, være mindre dedikeret end en, der har haft sin egen hest i kortere tid?

Har vi glemt, hvor mange der startede på rideskolen?

Mange ryttere har selv haft deres første oplevelser med heste på en rideskole. Det var her, de lærte at strigle, sadle op, ride letridning og måske oplevede deres første galop. Her blev de forelskede i en bestemt pony, glædede sig hele ugen til næste ridetime og drømte om en dag at få deres egen hest.

Rideskolerne spiller stadig en vigtig rolle i hesteverdenen. De giver både børn og voksne mulighed for at lære at ride, udvikle deres færdigheder og blive en del af fællesskabet omkring hestene. Derfor kan det også virke lidt paradoksalt, hvis rideskoleelever bliver set ned på i et miljø, hvor så mange selv har startet.

For hvornår går man egentlig fra at være rideskoleelev til at være en rigtig rytter? Er det, når man køber sin første hest, begynder at starte stævner eller får ansvaret for en hest i hverdagen? Eller har man været en rigtig rytter hele tiden?

Er der stadig et usynligt hierarki i hesteverdenen?

Selvfølgelig er det langt fra alle, der ser ned på rideskoleelever. Mange steder er der stor respekt mellem ryttere, uanset om de ejer, låner eller rider på rideskole. Men måske lever nogle af fordommene stadig i de små kommentarer og antagelser, vi ikke altid tænker over.

Som når vi automatisk går ud fra, at en rytter med egen hest ved mere end en rideskoleelev. Eller når vi undervurderer en persons erfaring, fordi vedkommende ikke har sin egen hest stående i stalden. Måske handler det ikke altid om bevidst at se ned på andre, men snarere om nogle forestillinger, der har fået lov til at hænge ved.

Hesteverdenen rummer både konkurrenceryttere, hobbyryttere, rideskoleelever og hesteejere. Vi behøver ikke have de samme ambitioner, den samme økonomi eller den samme hverdag for at høre til. For man bliver ikke nødvendigvis en dygtig rytter af at eje en hest, ligesom man heller ikke bliver en dårligere rytter af at lade være.