10 ting, du svor, du aldrig ville gøre som hesteejer
Læs mere →
Det tog en drone med varmekamera 30 minutter at finde det, to døgns eftersøgning til fods ikke havde fundet: et hestehoved, der stak op af en mose i et tilgroet skovområde nord for Juelsminde. Resten af nordbaggen Sol var under mudderet. Det, der skete i de følgende timer, er den slags historie, vi på redaktionen bliver nødt til at fortælle – ikke fordi den er dramatisk, men fordi den viser, hvor mange mennesker der dropper hvad de har i hænderne, når en hest, de aldrig har mødt, er i nød.
Sol forsvandt en tirsdag i slutningen af august fra et areal ved Rårup nord for Juelsminde. Det blev onsdag. Det blev aften. Og da hesten stadig ikke var dukket op torsdag, lagde ejeren Susanne Sig et opslag op på Facebook og spurgte, om der var nogen med en drone, der ville hjælpe.
Det er sådan, de fleste hesteeftersøgninger i Danmark starter i dag. Ikke med et beredskab, men med et opslag og et håb om, at nogen læser det.
Dronepiloten Imad Zaab fra Zaab Inspection kørte til Rårup sammen med en kollega. Med et varmesøgende kamera fløj de hen over det tilgroede område, hvor terrænet skifter fra skovbund til mose uden varsel – og hvor man til fods kan gå forbi en hest på få meters afstand uden at se den.
Efter en halv time var der noget på skærmen.
“Vi kan se hesten, der ligger og kæmper for livet i en mose. Vi kan kun se hovedet, der stikker ud,” har Imad Zaab fortalt til TV 2.
Susanne Sigs første tanke var ikke lettelse. Den var helt praktisk og ret fortvivlet: hvordan i alverden får man en voksen nordbagge op af en mose.
Sydøstjyllands Brandvæsen blev tilkaldt og mødte op med mandskab. Og så skete det, der gør historien værd at huske: der kom flere. Lokale jægere i området havde registreret usædvanlig aktivitet på deres vildtkameraer og kom til. Ifølge Horsens Folkeblad kom en del af hjælpen til eftersøgningen helt fra Fyn.
Ingen af dem ejede Sol. Ingen af dem fik noget for det.
Selve ophalingen foregik med reb og slange omkring hestens bagpart, hvor mandskabet trak, mens Sol selv skubbede fra. Det lykkedes ikke i første forsøg. En mose giver ikke slip, fordi man beder om det – den slipper lidt ad gangen, og hver gang et ben kommer fri, synker et andet. Men på et tidspunkt stod Sol på fast grund igen. Udkørt, men på sine egne ben.
En dyrlæge tilså hesten på stedet. Ifølge ejeren var Sol kold, nedkølet og havde feber efter to døgn halvt begravet i koldt vand og mudder – men reagerede på omverdenen. En uge senere havde Sol det godt, med mén i rygmusklerne som den væsentligste følge.
Det er værd at holde fast i, for det er ikke selvfølgeligt. En hest, der har ligget fast i to døgn, har arbejdet sin krop halvt i stykker i forsøget på at komme op. At Sol gik videre derfra med ømme rygmuskler og ikke andet, er en kombination af et sejt dyr og nogle mennesker, der fik gjort det rigtige i tide.
Susanne Sig har efterfølgende fortalt, at hun fik mareridt om det. Det tror vi gerne. Det er tit sådan, det virker: man holder sig oppe, så længe der er noget at gøre, og først når hesten står i boksen igen, kommer regningen følelsesmæssigt for de to døgn.
Der er en nem version af denne artikel, hvor vi bruger Sol som anledning til at skrive om foldsikkerhed, hegnstjek og farligt terræn. Den version skriver vi ikke i dag.
For det mest bemærkelsesværdige her er ikke mosen. Det er, at en hesteejer lagde et opslag op en torsdag, og at der så sad en dronepilot, et brandvæsen, nogle jægere med vildtkameraer og nogle folk fra Fyn og læste med. Og at de alle sammen tog derud.
De fleste af os har på et tidspunkt stået i en stald kl. 23 og hjulpet med noget, der ikke var vores. Hest ude, hest med kolik, trailer i grøften, en opstaldet der ikke selv kunne nå frem. Vi gør det, fordi vi ved, at det kunne have været vores hest – og fordi vi ved, hvordan det føles at stå alene med den.
Sol kom op af mosen, fordi der var nogen, der læste opslaget og tog af sted. Det er faktisk en ret god ting at vide om det hestefællesskab, man er en del af.
Se video fra redningen af Sol her: TV SYD: To døgns eftersøgning endte dramatisk – hest sad fast i mose