“Man skal ikke se begrænsninger, kun muligheder – for alt er muligt”. Sådan fortæller den 32-årige viborgenser, Karina Vinther Kristensen, der for tre år siden valgte at blive selvstændig med sin virksomhed Horse Choice, der primært sælger hestefoder. På den måde kunne hun være en del af hesteverdenen fra morgen til aften, selvom det ikke var rytterkarrieren, hun valgte at satse på.
Karina Vinther: “You get what you give!”
Det er ingen hemmelighed, at størstedelen af hestefolket herhjemme må nøjes med at lugte af hest efter arbejde og tjene pengene et helt andet sted end i hestebranchen. Så er spørgsmålet bare, hvorfor en som Karina, der elsker alt, hvad der lugter af hest, ikke har kunnet nøjes med det. Her svarer hun, at hestesektoren – om end den er noget for sig – har en helt særlig ånd fyldt med drivkraft og gå-på-mod, som gør arbejdet mere medrivende end noget andet. ”Den passion, mange hestefolk har, er sindssygt spændende og skøn at arbejde med. Alt handler om heste, men der er stor forskel på de enkelte discipliner og folkene bag”, fortæller hun og tilføjer, at hestesektoren består af mange ambitiøse og målrettede mennesker, hvad enten de er forretnings- eller sportsfolk. “Og det kan altså noget!”, understreger hun.
Det, der har fået hende til at blive selvstændig fremfor at blive ansat i en eksisterende virksomhed, handler dog ikke så meget om selve hestesektoren, men om det at kunne styre selv. For som hun siger, så har hun arbejdet hårdt i mange år for både at kunne ride, tjene penge og dygtiggøre sig på arbejdsmarkedet, og derfor sprang hun ud i det. Heldigvis har hun kun været glad for beslutningen.
“Jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev selvstændig! Det er et job ligesom alt muligt andet, hvor man sætter sig nogle mål, og så kæmper man, til man er der”, forklarer hun og uddyber: “Jeg føler mig bare privilegeret at få lov til at leve af min passion og hver dag være med til at skabe flere gode resultater for andre. Det vil altid være win-win, for når andre får succes, får jeg det også.”
Det vigtigste, hun har lært – og som hun nu giver videre til dig, der også går med drømmen om at blive selvstændig inden for hestesektoren – er, at målrettethed og ambitiøse tanker betaler sig. Hun har nemlig stadig tid til familien og hestene, men det kræver også sit. Faktisk er der kun én præcis måde at formulere det på, og det gør Karina med ordene: “You get what you give!”.
Læs den fulde artikel gratis i Malgré Touts magasin #25.