Føl trænings tips – sådan kommer I godt fra start

Det er utroligt spændende at få et føl eller en unghest, som man skal knytte bånd med, inden tilridningen skal begynde. Jeg elsker selv at lære både heste og ryttere nye måder at anskue verden på og nye måder at bevæge sig på. I denne artikel vil jeg derfor også give dig nogle grundlæggende øvelser, som sikrer at du og dit føl eller unghest kommer godt fra start.  

Om forfatteren  

Med sin virksomhed, Hestekræfter, udbyder Line Hummel webinarer og tilrettelægger undervisning til ekvipager, der ønsker at udvikle sig sammen. Ofte er det ekvipager, som enten har et problem eller ønsker at opnå bedre kommunikation. I Lines virksomhed er der ikke nogen skabelon for, hvordan man som hest og rytter skal bære sig ad. Derfor går Lines arbejde netop ud på at lære ekvipagens særegenheder at kende og skræddersy et udviklingsforløb ud fra det. I denne artikel giver hun råd til, hvordan du kommer godt fra start med dit føl eller unghest.  

Jeg har selv planer om, at min hoppe Karo snart skal have føl og dette føl beholder jeg. Der er så meget jeg gerne vil lære føllet, inden det skal blive til en fantastisk ridehest. Jeg vil blandt andet lege med target, nosework og opbygge muskler og knogler, som er sunde og stærke med masser af bevægelse og frihed. 

For at gøre dette, kræver det en del træning. Derfor har jeg fundet fire øvelser, som kan gavne både føl og ungheste. Jeg håber, at du også kan bruge disse øvelser allerede inden du begynder tilridningen.  

Forskellige underlag 

Hesten skal lære
  1. At gå frem på noget ukendt 
  1. At have tillid til rytteren 
  1. At have tillid til sig selv 

Dette er en øvelse, hvor føllet skal gå på forskellige typer af underlag. Når underlaget bliver mere blødt eller skifter karakter, vil det give føllet et signal om at skulle passe på. Hvis vores heste stadig levede frit i naturen, var det de føl og heste, der registrerer dette signal, som var overlevet, da de helt naturligt havde søgt uden om sumpede områder eller områder, der kunne give dem skader. I naturen er skader på ben nemlig ofte lig med døden. 

Så vi må huske på, at øvelser i denne form er naturgenstridigt, og jeg ville aldrig gå i gang med denne øvelse uden at have relationen på plads. For det jeg beder om, er at hesten skal stole mere på mig, end flere tusind år gamle instinkter. Derfor skal man altid passe på ikke at presse unghesten eller føllet, da det kan lede til unødige konflikter.  

Der er mange fordele ved at lære din hest at gå på forskellige underlag, og den kan danne et godt grundlag for, når du skal have hesten i trailer, skal have hesten igennem en mudret sti, skal have hesten på nye baneunderlag, skal have hesten over pletter på vejen, og mange flere situationer. Det er nemlig i alle disse situationer, at det er essentielt, at din hest stoler på dig.  

LÆS OGSÅ: Følg de 5 steps: Trailertræning skal være en positiv oplevelse

Lydighed eller nysgerrighed? 

Før du overhovedet begynder at træne med dit føl, vil jeg spørge dig om en ting: Vil du helst inviteres til en fest, eller vil have af vide, at du skal komme?  

Grunden til mit spørgsmål er, at der er alt for meget hestetræning, der foregår ved, at man siger til hesten, at den skal gøre noget. Og så skal den bare gøre det med det samme.   

Denne tilgang har været til stede længe, men jeg vil gerne udfordre den, så du kan komme i gang med dit føl eller unghest med de helt rigtige forudsætninger. 

Et føl som rækker hoved frem mod, en hånd.  Man kan se morens mave til højre i billede og at de står på en græs fold.
Foto: VIELBAUCH – Thorsten Schneider

Det betyder ikke, at jeg ikke får mine heste til alt muligt på banen eller ude til stævner, som egentlig ligger unaturligt for dem. Men hovedparten af min træning med mine heste er en invitation til forskellige øvelser. Nogle eksempler kunne være: ‘Kan du rette skulderen ind?’, ‘Kan du lægge vægten om på bagparten?’, ‘Kan du komme med op på rampen til traileren?’ Du kan sikkert finde på flere ting, du gerne vil med din helt unge hest. En invitation til vores træning eller leg kan give os mange sjove timer sammen.  

Det lyder måske vagt eller i hvert fald det modsatte af at være dominant. Men jeg er en Lead – et tydeligt menneske, som inviterer mine heste til træning og leg. Jeg er ikke i fare, tværtimod. Jeg syntes, at faren opstår, når vi har lokker og presser hesten til noget, den slet ikke er klar til. Det kræver derimod, at du ved, hvad du vil have af din hest, og at du har tillid til dig selv. På denne måde bliver din hest langt mere motiveret til at følge dig. Det er med dette mindset, du skal gå ud og lege med dit føl og gøre din unghest klar til tilridning. Den relation, du skaber mellem dig selv og dit føl, er rigtig vigtig for jeres videre samarbejde. 

Basissignaler gå – stop – gå og bak  

Hesten skal lære
  1. At blive ført af en rytter 
  1. At lytte til de små signaler fra rytteren 
  1. At et lille pres/signal bliver fjernet, når hesten giver efter 

Et føl kan lære alle basis-signalerne til ridning i alt det arbejde, du laver til daglig med den, hvis du tænker dig om i dit management. 

Inden du arbejder med grime og træktov på dit føl, så gå lige i gang med at arbejde med dine egne hænder først. Selvom du måske ikke bemærker det, så sender du signaler igennem træktovet med den styrke, du har i dine hænder. Derfor kan du prøve at låne en anden delskolet hest og lægge mærke til, hvad der sker imellem jer, når du spænder og holder hårdt i træktovet, og når du gør dine hænder bløde og afslappede og opmærksomme i stedet for låste. Det bør nemlig være med dine bløde hænder, at du kærligt tager dit føl i hånden. 

Jeg vil gerne lære mit føl nænsomt at bakke ved et pres på næseryggen. Dette gør jeg ved at tage et blødt tov og lægge det på føllets næseryg og bede den om at flytte vægten bagud. Så snart føllet lægger vægt bagud, vil jeg være præcis i min timing, flytte det lille pres og rose med ord eller godbid. 

Jeg vil bede føllet om det igen og igen og langsomt bede om tilbagetrædning. For nogle heste er det grænseoverskridende at bakke, og det er faktisk en underdanighedsøvelse. Jeg vil aldrig bakke for meget med en usikker hest eller føl, da jeg gerne vil have en selvsikker hest. 

Derefter vil jeg arbejde med vores gå-signal eller frem-signal. Her vil jeg lægge en blød grime på føllet og stille mig ved siden af det. Jeg vil bede en medhjælper stå med hoppen, i mit tilfælde Karo, lidt foran. Medhjælperen skal være opmærksom på mit frem-signal og gå frem, når jeg beder om det. Så snart føllet går frem, kan vi rose og bede om stop. Ved stop kommer endnu et ros til det dygtige føl. 

Husk, at gentag øvelsen en del gange. Du kan også øge sværhedsgraden ved at gøre øvelsen igen uden hoppen. Husk på, at den tid du lægger i det nu, er tid foræret til dit management med hesten, den senere tilridning og overgangen til ridehest. 

Mikado med bløde bomme 

Hesten skal lære
  1. At tænke over alle fire ben, ikke kun forbenene 
  1. At gå selvstændigt og selvsikkert igennem noget ukendt 
  1. At løfte benene over bomme og bruge hele kroppen til at arbejde sig igennem en opgave 
  1. At forbinde hjerne og krop 
  1. At gå frem ved mit signal 

Når dit føl ved, hvordan signalet er til at gå frem, kan I nu lege sammen ved, at du sender den frem igennem forskellige øvelser og opgaver. 

Jeg elsker mikadoøvelsen, fordi jeg ikke skal bestemme, hvor hesten sætter sine ben, eller hvilken vej den skal gå igennem øvelsen. Dit føl skal selv tænke en vej igennem, og du må ikke føre an. Det giver dit føl noget at tænke over, og den får en fornemmelse af, hvor de lange ben kan placeres. 

LÆS OGSÅ: Tovløs træning: Tør du slippe kontrollen og træne din hest løs?

På billedet er der nogle bomme og kegler, som der bliver beskrivet i teksten.
Foto: VIELBAUCH – Thorsten Schneider

Jeg fortrækker bløde bomme til unge heste, som har bløde hove og knogler. Der sker ikke noget ved at føllet træder på bommene, og føllet får ikke forkerte vrid i benene.  

Du kan sagtens bede en bulderbasse om at sænke tempoet og træde forsigtigt uden at røre bommene, ved at sænke dit tempo, gøre dine hænder bløde i træktovet og sende føllet blidt igennem øvelsen. Lad dit føl sænke hovedet og undersøge forhindringen og giv den tid til at tænke. 

Følg jeres hjerter 

Det er begrænsnings kunst at skrive om øvelser, da der er så meget at vælge imellem. Det er simpelthen ikke muligt at komme rundt om alle de øvelser, jeg selv glæder mig til at træne. Derfor vil jeg bare slutte af med at minde dig om, at vores heste har så forskellige behov og udfordringer, så derfor er det vigtigt, at du lytter til dig selv og din hest. Hvis der er øvelser som I begge elsker at lave sammen, så er det de helt rigtige øvelser for jer, uanset hvad andre syntes om det.  

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce