Hvorfor bliver vi ved med at vælge hestelivet?
Læs mere →
Hvis man skulle sælge idéen om hestelivet til en, der aldrig havde prøvet det, skulle man måske vælge sine ord med omhu.
Det koster penge. Det tager enormt meget tid. Vejret får overraskende stor indflydelse på ens planer, og weekender kan begynde tidligere, end de fleste mennesker synes er rimeligt. Man bliver beskidt, ens kalender bliver mere kompliceret, og begrebet “bare lige” mister stort set al betydning. Alligevel vælger vi det igen og igen – så der må jo være noget ved det.
Man kan selvfølgelig kalde ridning for en hobby. Men på et tidspunkt begynder ordet måske at føles lidt utilstrækkeligt. For hestene fylder ikke kun de timer, man rent faktisk er i stalden. De sniger sig også ind i kalenderen, økonomien, ferierne og weekendplanerne.
Man indretter simpelthen en del af sit liv efter dem og mærkeligt nok føles det sjældent som noget, man ville undvære.
Der er næsten altid noget i horisonten. Et mål, man arbejder hen imod. En træning. Et stævne. En tur, man har glædet sig til. Eller bare noget, man gerne vil blive bedre til. Når én ting lykkes, dukker den næste op. Man bliver med andre ord aldrig rigtig færdig med hestelivet – og det er måske lidt af pointen.
Man kan bruge lang tid på at overveje, om man virkelig har brug for et nyt par sko til sig selv. Men noget til hesten? Pludselig ser økonomien helt anderledes ud.
Det samme gælder tiden. En tidlig aftale lørdag morgen kan virke urimelig, indtil den involverer hesten. Så står man åbenbart gerne op, mens resten af verden stadig sover. Hestelivet har sin egen prioriteringslogik.
Der er noget, der skal gøres, uanset om det er mandag, fredag eller søndag. Det kan selvfølgelig være besværligt. Men det betyder også, at hestene bliver et fast holdepunkt i hverdagen. Man kommer afsted. Man kommer udenfor. Man har noget, der kræver ens opmærksomhed her og nu. Også på de dage, hvor sofaen ellers havde et meget overbevisende tilbud.
Ikke nødvendigvis større stævner, højere klasser eller flottere resultater. “Mere” kan også bare være at forstå sin hest bedre, lære noget nyt eller blive lidt bedre til noget, man troede, man allerede havde styr på. Heste har en ret effektiv måde at minde én om, at man aldrig bliver helt færdig med at lære.
Det kan være frustrerende og åbenbart også ret vanedannende.
Når man bruger så mange timer sammen, lærer man hinanden ret godt at kende. Du lærer hestens personlighed, særheder og små signaler at kende, og med tiden opstår der en relation, som kan være svær at forklare til mennesker, der ikke selv har heste.
For mange bliver hesten ikke bare den, man rider på eller tager ud til hver dag. Den bliver en fast del af livet – og måske også en af ens bedste venner. Den, man kan bruge timevis sammen med, fortælle alt til, og som selvfølgelig aldrig siger noget videre.
Hvad laver mennesker egentlig med deres weekender, hvis de ikke skal i stalden? Sover længe? Har en ren bil? Kan tage spontane weekendture uden først at arrangere noget som helst?
Det lyder da meget rart, men også lidt underligt. For når hestene først har været en del af livet længe nok, er det ikke længere kun noget, man går til. Det bliver en del af den måde, hverdagen hænger sammen på og måske er det derfor, vi bliver ved.
Ikke fordi hestelivet altid er nemt, praktisk eller billigt, men fordi vi efterhånden ikke rigtig kan forestille os livet uden det.