Hvorfor bliver vi ved med at vælge hestelivet?
Læs mere →
Da Vestbirk Rideskole ved Brædstrup måtte lukke sidste år, lignede det den historie, danske hestefolk efterhånden kender alt for godt: en lokal rideskole, et regnestykke der ikke gik op, og en flok ryttere uden et sted at høre til. Men i stedet for at blive endnu en nedlagt klub på listen er Vestbirk Rideklub begyndt forfra fra familiens gård Lillegården, hvor søstrene Myl Blønd-Sørensen og Maria Blønd-Sørensen har sat sig for bordenden. Det interessante er ikke, at de har reddet rideskolen. Det er, at de er begyndt uden at genskabe den.
Rideskoler lukker sjældent på grund af én stor katastrofe. Det er som regel et budget, hvor de faste udgifter er store og forudsigelige, mens indtægterne er små og svingende. Foder, halm, beslagsmed, dyrlæge, forsikring og vedligehold skal betales hver måned, uanset om holdene er fyldte. Kommer der så en vinter med problemer, en hest på sygelisten eller en huslejestigning, tipper det.
Oven i det ligger den menneskelige del. Bestyrelser består af frivillige, der i forvejen har fuldtidsarbejde og egne heste, og når først en klub er kommet i økonomisk uføre, er det ofte de samme fem personer, der skal trække læsset. Frivillige brænder ud. Det er en af de mest velkendte mekanismer i dansk foreningsliv, og den rammer rideklubber hårdere end de fleste, fordi dyrene stadig skal passes hver eneste dag året rundt.
Det, søstrene gør anderledes, er at skille to ting ad, som vi normalt tænker som én: foreningen og rideskolen.
I den klassiske model ejer eller lejer klubben heste, ponyer og anlæg og sælger rideskoletimer. Det er den model, der er dyrest at drive, fordi klubben sidder med hele risikoen. Når Vestbirk Rideklub nu holder til på Lillegården, familiens egen gård og stutteri, ligger driften af stald og anlæg ikke på foreningens skuldre. Klubben er der, fællesskabet er der, men den tunge post på budgettet er flyttet.
Det gør medlemskabet billigt at drive og dermed billigt at have. Kontingentet ligger på 250 kroner om året, og for det beløb køber man ikke ridetimer, men adgang til en forening.
Og der sker faktisk noget. I august afholdt klubben klubmesterskab på Lillegården med både dressur, spring og klasser for kæphest. Der har været ridelejr, og der er startet nye undervisningshold op, blandt andet for begyndere og for kæphestryttere.
Kæphestklasserne er værd at stoppe op ved. De koster ingenting i foder, de kræver ingen pony i den rigtige størrelse, og de giver de mindste børn en reel måde at være med til et stævne på, uden at forældrene først skal investere i ponyen. For en klub, der skal bygge et medlemsgrundlag op fra bunden, er det svært at forestille sig et billigere fundament.
Det samme gælder undervisningsholdene. Når klubben ikke selv skal stille med heste, bliver undervisning noget, der kan skaleres op og ned efter, hvor mange der melder sig, i stedet for noget, der skal fylde et fast antal bokse hele året.
Det oplagte spørgsmål er, om andre lukningstruede klubber kan gøre det samme. Ærligt svar: ikke uden videre.
Modellen her hviler på, at der findes en privat gård med anlæg, heste og professionel kompetence i forvejen, og at ejerne har lyst til at lægge en forening ind i den. Det er ikke en mulighed, der ligger og venter i ethvert sogn. Myl Blønd-Sørensen er uddannet træner og arbejder professionelt med ridning og mental træning, og Maria Blønd-Sørensen står som næstformand i klubben. Fagligheden var der, før foreningen flyttede ind.
Men én ting er værd at tage med, også hvis man ikke har en Lillegården i baghaven: en rideklub behøver ikke at eje heste for at være en rideklub. Fællesskabet, stævnerne, ridelejren, det at have et sted at høre til, overlever fint uden en rideskolestald. Det er stalddriften, der vælter klubberne, ikke foreningslivet.
Detaljerne i den nye model er ikke offentliggjort i deres helhed. Hvordan undervisningen prissættes, hvor mange hold der køres, hvordan ansvaret er fordelt mellem gård og forening på papiret, og hvad planen er på længere sigt, er der endnu ikke et fuldt svar på. Det er den slags, der afgør, om en genopstart holder i mere end to sæsoner.
Indtil videre er det, vi kan se udefra, et klubmesterskab, en ridelejr, nye hold og en bestyrelse, der er i gang. For en klub, der var lukket for et år siden, er det ikke så ringe endda.
Vi følger gerne historien videre. For når vi skriver om rideskoler, handler det næsten altid om dem, der forsvinder. Det er befriende en gang imellem at kunne skrive om noget, der kommer igen, og som oven i købet ser lidt anderledes ud end det, der lukkede.