Horseback safari: Når drømmerejsen opleves fra hesteryg
Læs mere →
Du er midt i undervisningen, og noget føles forkert.
Måske bliver træneren ved med at bede dig gøre noget, du ikke føler dig tryg ved. Måske bliver tonen hårdere, end du bryder dig om. Eller måske bliver din hest håndteret på en måde, du ikke selv ville have valgt.
Alligevel siger du ikke noget.
For træneren ved jo mere end dig. Det er trods alt derfor, du betaler for undervisningen.
Og måske tænker du:
“Er det bare mig, der er for følsom?”
Det kan være svært at sige fra over for en træner. Særligt hvis det er en person, man respekterer, har redet hos længe eller måske ligefrem ser op til.
Men hvornår er undervisningen bare udfordrende – og hvornår bliver dine grænser faktisk overskredet?
God undervisning vil ikke altid føles behagelig.
Nogle gange skal man ride en øvelse, man synes er svær. Man skal måske ændre en vane, man har haft i årevis, eller høre noget om sin ridning, man egentlig helst var fri for. En træner skal kunne rette dig.
Og hvis undervisningen altid består af ros og øvelser, du allerede mestrer, er det svært at udvikle sig. Derfor er ubehag ikke automatisk det samme som en overskredet grænse. Men der er forskel på at blive udfordret og på at føle sig utryg, ydmyget eller presset til noget, man ikke ønsker at gøre.
Den forskel er vigtig.
Forestil dig, at din hest stopper på et spring.
Træneren beder dig ride på igen. Hesten stopper igen.
Du bliver usikker og siger, at du gerne vil sænke springet eller afslutte øvelsen.
“Nej. Du skal ikke lære den, at den kan slippe. Rid på igen.”
Hvad gør du?
Det kan sagtens være fagligt relevant at forsøge igen. Men hvis du som rytter tydeligt siger, at du ikke føler dig tryg ved situationen, bør det være muligt at tage den alvorligt og tale om, hvad der sker.
Undervisning bør ikke kræve, at man afleverer retten til at sige stop, når man rider ind på banen.
Noget af det, der gør situationen vanskelig, er forholdet mellem elev og træner.
Du betaler ikke kun for et ekstra sæt øjne. Du betaler for erfaring og faglig viden, som du måske ikke selv har. Derfor er det også naturligt at stole på trænerens vurdering. “Hvis hun siger, at jeg skal fortsætte, har hun sikkert ret.”
“Hvis han siger, at hesten bare prøver mig af, kan han nok se noget, jeg ikke kan.”
Netop den tillid er vigtig i et godt træningsforhold.
Men den skaber også et ulige forhold, fordi trænerens vurdering let kommer til at veje tungere end rytterens egen. Og jo mere anerkendt træneren er, desto sværere kan det føles at stille spørgsmål.
Grænser handler ikke kun om, hvad man bliver bedt om at gøre med hesten. De handler også om kommunikation.
Der er forskel på:
“Du mister balancen i overgangen. Prøv igen og hold mere ro i overkroppen.”
og:
“Hvor mange gange skal jeg fortælle dig det? Det burde du altså kunne finde ud af.”
Begge kommentarer kan handle om præcis den samme fejl. Men de skaber ikke nødvendigvis det samme læringsmiljø. Nogle ryttere trives fint med en meget direkte træner. Andre lærer bedre med en anden kommunikationsform.
Det behøver ikke betyde, at den ene træner eller den ene rytter er forkert.
Men gentagen nedgørelse, råben eller kommentarer, der bliver personlige, bør ikke automatisk accepteres som en nødvendig del af seriøs undervisning.
I nogle stalde bliver bestemte træneres temperament næsten en del af deres brand.
“Hun råber lidt, men hun er virkelig dygtig.”
“Han siger tingene ligeud.”
“Man skal have lidt hård hud for at ride hos hende.”
Og måske fungerer det fint for nogle ryttere.
Men en træners faglige niveau og vedkommendes måde at behandle elever på er to forskellige ting. Man kan være en dygtig fagperson og samtidig kommunikere på en måde, der ikke fungerer for den enkelte rytter.
At en træner har mange elever, flotte resultater eller et kendt navn betyder ikke, at du skal acceptere enhver form for kommunikation.
Det kan blive endnu vanskeligere, når grænsen ikke kun handler om dig. Måske sætter træneren sig op på din hest.
Du står på jorden og ser noget, du ikke er komfortabel med.
Måske fortsætter træneren, selvom hesten virker meget presset. Eller måske bliver der brugt en metode eller et hjælpemiddel, du ikke ønsker anvendt på din hest.
Her kan det føles endnu sværere at sige:
“Stop. Jeg vil gerne have, at du står af.”
For hvad hvis du tager fejl? Hvad hvis det bare ser voldsomt ud, fordi du ikke selv kan ride på samme niveau? Hvad hvis træneren bliver fornærmet?
Men ejerskabet og ansvaret for hesten forsvinder ikke, fordi en anden person sidder i sadlen. Hvis noget gør dig så utilpas, at du ønsker det stoppet, må du gerne sige stop.
Det kan gøre grænser endnu mere komplicerede, hvis metoden faktisk giver et resultat. Hesten går pludselig frem. Den stopper med at protestere.
Øvelsen lykkes.
Problemet er, at et resultat ikke i sig selv fortæller os alt om metoden, der førte til det. At hesten udfører en øvelse efter øget pres betyder ikke automatisk, at alt, der skete inden, var nødvendigt eller hensigtsmæssigt.
Det er derfor muligt både at anerkende, at en træner kan skabe et bestemt resultat, og samtidig beslutte, at man ikke ønsker at bruge den pågældende metode med sin egen hest.
Mange forestiller sig, at de selvfølgelig ville sige noget, hvis en grænse blev overskredet. I virkeligheden kan situationen være anderledes. Det går hurtigt.
Andre kigger på. Træneren fortsætter undervisningen. Og før man har nået at formulere sin indvending, er øjeblikket forbi.
Nogle reagerer ved at blive stille. Andre gør bare det, de bliver bedt om, og tænker først bagefter: “Hvorfor sagde jeg ikke noget?”
At man ikke protesterede i situationen, betyder ikke nødvendigvis, at man syntes, det var i orden. Man må også gerne reagere bagefter.
Hvis noget i undervisningen bliver ved med at føles forkert, kan det hjælpe at finde ud af præcis hvad.
Er det:
Jo mere konkret du kan beskrive problemet, desto lettere bliver det også at tage samtalen.
En træner behøver ikke forklare en hel lærebog midt i hver øvelse. Men som rytter bør man kunne stille spørgsmål til det, man bliver bedt om at gøre.
“Hvorfor vil du gerne have, at jeg gør det?”
“Hvad forsøger vi at opnå her?”
“Kan vi løse det på en anden måde?”
En forklaring kan nogle gange ændre hele oplevelsen.
Noget, der først føltes mærkeligt, kan give god mening, når man forstår formålet.
Andre gange bliver det tydeligt, at trænerens tilgang ganske enkelt ikke passer til ens egne grænser eller syn på træning.
Begge dele er nyttig information.
At sætte en grænse behøver ikke betyde en stor konfrontation. Det kan være så enkelt som:
“Det vil jeg ikke gøre med min hest.”
“Jeg vil gerne stoppe øvelsen her.”
“Den måde fungerer ikke for mig. Kan vi prøve noget andet?”
“Jeg vil gerne have, at tonen er anderledes, når jeg får undervisning.”
Du behøver ikke kunne bevise, at træneren objektivt tager fejl, før du må sige fra.
Det kan godt være, at en anden rytter ville være helt komfortabel med situationen.
Det ændrer ikke nødvendigvis din grænse.
Måske fortæller det vigtigste om træningsforholdet sig faktisk først, når du sætter en grænse. En træner behøver ikke være enig i alt. Vedkommende kan godt forklare, hvorfor en anden tilgang efter deres faglige vurdering ville være bedre.
Men der er forskel på faglig uenighed og på at latterliggøre eller ignorere et tydeligt nej.
Hvis du kan sige:
“Det her er jeg ikke tryg ved,”
og svaret er:
“Okay. Lad os finde en anden måde,”
er der mulighed for dialog.
Hvis svaret konsekvent er, at du er sart, besværlig eller ikke vil udvikle dig, er det værd at overveje, om samarbejdet fungerer.
Måske har du redet hos den samme træner i fem år. Træneren kender din hest.
Vedkommende har hjulpet dig gennem problemer og været med til stævner. Måske er relationen efterhånden blevet mere personlig end et almindeligt kundeforhold.
Så kan tanken om at prøve en anden træner føles næsten som et brud.
Hvad siger de andre i stalden?
Hvad siger træneren?
Kan man overhovedet komme tilbage senere?
Men undervisning er stadig et samarbejde. Og et samarbejde må gerne slutte, hvis det ikke længere fungerer. Man behøver ikke gøre den anden person til en dårlig træner for at konstatere, at vedkommende ikke længere er den rigtige træner for én selv.
Det er måske den vigtigste forskel på dig og din hest. Du kan gå hjem efter undervisningen og beslutte, at du aldrig vil komme igen.
Hesten kan ikke. Den er afhængig af, at du træffer beslutningen.
Det betyder ikke, at du altid ved mere end træneren, eller at du skal afvise faglig vejledning, så snart noget bliver svært. Men det betyder, at ansvaret ikke kan afleveres fuldstændigt til en person, bare fordi vedkommende er dygtigere eller mere erfaren.
En god træner kan udfordre dig.
En god træner kan være uenig med dig.
En god træner kan fortælle dig ting om din ridning, du ikke har lyst til at høre.
Men et godt samarbejde bør også have plads til spørgsmål, tvivl og et nej.
For træneren kan have ansvaret for undervisningen.
Men du har stadig ansvaret for de grænser, der gælder for dig og din hest.