Horseback safari: Når drømmerejsen opleves fra hesteryg
Læs mere →
Du ved allerede, hvem der helst ikke må stå sammen på staldgangen. Hvem du skal passe på med at fortælle noget personligt. Hvem der bliver talt om, så snart vedkommende er kørt hjem. Og måske har du efterhånden lært, hvilke diskussioner du skal holde dig helt ude af. Alligevel bliver du. For stalden er ikke bare et sted, hvor hesten står. Det er stedet, du kommer næsten hver dag. Her har du måske venner, en træner, gode faciliteter og en opstaldningsplads, der fungerer perfekt for din hest.
Derfor kan beslutningen om at flytte være langt mere kompliceret end bare at finde en ledig boks et andet sted.
Hvor mennesker mødes hver dag, vil der opstå uenigheder.
Én mener, at der bliver brugt for meget hø. En anden er træt af, at ridehallen aldrig bliver revet. Nogen har glemt at lukke en låge, og andre mener, at bestemte ryttere fylder for meget på banen. Det er i sig selv ikke tegn på et dårligt staldmiljø.
Problemet opstår snarere, når konflikter bliver en fast del af hverdagen, og når man begynder at tilpasse sin egen adfærd for ikke selv at ende i centrum.
Måske holder man op med at sige sin mening. Måske tænker man over, hvem man rider sammen med. Eller man fortæller kun bestemte mennesker om problemer med hesten, fordi man ved, at historien ellers hurtigt kan være nået hele stalden rundt.
Så handler det ikke længere om en enkelt uenighed.
Det er blevet en del af kulturen.
De fleste stalde har en eller anden form for sladder.
Det er måske heller ikke så mærkeligt. Man bruger mange timer sammen, kender hinandens heste og følger med i hinandens træning, stævner, køb og problemer. Men der er forskel på at tale om mennesker og på systematisk at tale dem ned.
Hvis samtalerne ofte handler om, hvem der rider dårligt, hvem der ikke burde have den hest, hvem der har problemer med økonomien, eller hvem der “altid skaber drama”, kan det skabe en kultur, hvor alle ved, at de potentielt selv bliver næste samtaleemne.
Det kan også føre til noget paradoksalt:
Man deltager måske selv i samtalerne, selvom man egentlig ikke bryder sig om dem. Ikke nødvendigvis fordi man ønsker at tale dårligt om andre, men fordi det kan være svært at være den eneste, der ikke griner med, kommenterer eller tager parti.
I nogle stalde er hierarkiet næsten lige så tydeligt blandt mennesker som blandt hestene – selvom de to selvfølgelig ikke kan sammenlignes direkte. Der kan være dem, der har stået der længst. Dem, der rider på højeste niveau. Dem, der er tætte med staldejeren. Dem med de dyreste heste. Og dem, hvis mening tilsyneladende vejer lidt tungere end andres. Ingen har nødvendigvis besluttet, at det skal være sådan.
Alligevel kan der udvikle sig uskrevne regler for, hvem der kan tillade sig hvad.
Den nye opstalders fejl bliver måske kommenteret, mens den erfarne opstalders tilsvarende fejl bliver overset. Nogle føler, at de kan reservere bestemte tidspunkter eller områder uden egentlig at have ret til det. Andre oplever, at deres bekymringer ikke bliver taget lige så alvorligt. Sådanne dynamikker kan være svære at pege på, netop fordi de sjældent står skrevet nogen steder.
Udefra kan løsningen virke åbenlys: Hvis du er utilfreds, så flyt.
Men en opstaldningsplads vælges ikke kun efter det sociale miljø. Måske har stalden gode folde og en lækker ridehal, du kan bruge hele vinteren. Den ligger ti minutter hjemmefra. Din hest trives i flokken. Du har en træner på stedet. Prisen passer til økonomien. Og måske er alternativerne 30 kilometer længere væk eller indebærer mindre foldtid, dårligere faciliteter eller en væsentligt højere pris. Pludselig handler beslutningen ikke bare om, hvorvidt du trives.
Du skal også overveje, om din hest får det lige så godt et andet sted.
For mange er stalden også et vigtigt socialt fællesskab. Det er mennesker, man ser flere gange om ugen og måske har kendt i årevis. Man hjælper hinanden med indlukning, holder hesten for smeden, tager til stævner sammen og skriver til hinanden, når noget går galt. Hvis man flytter sin hest, risikerer man derfor også at miste en del af sit sociale liv. Man kan selvfølgelig aftale, at venskaberne fortsætter. Men når den daglige kontakt forsvinder, gør nogle relationer det også.
Det kan være en stor del af forklaringen på, hvorfor man bliver et sted, selvom man ikke længere glæder sig til at være der.
Et interessant spørgsmål er derfor ikke kun, hvor mange konflikter der er i stalden. Det er også, hvor meget de påvirker din hverdag. Begynder du at vælge tidspunktet for din ridetur efter, hvem der sandsynligvis er i stalden? Undgår du fællesområder, hvis bestemte personer er der? Holder du problemer med din hest for dig selv, fordi du ikke ønsker kommentarer?
Tjekker du en besked i staldgruppen flere gange, inden du sender den, fordi du er bange for, hvordan den bliver modtaget?
Eller tager du hjem fra stalden i dårligere humør, end da du kom?
En enkelt episode betyder ikke nødvendigvis, at det er tid til at flytte. Men hvis man konstant bruger energi på at navigere i andre menneskers reaktioner, er det værd at overveje, hvor meget det sociale miljø faktisk fylder.
I et dårligt miljø kan problemer hurtigt blive diskuteret med alle andre end den person, de handler om.
Hvis nogen gentagne gange efterlader staldgangen beskidt, kan historien eksempelvis blive vendt adskillige gange mellem de øvrige opstaldere, før nogen faktisk siger det til personen selv. Det løser sjældent problemet. Direkte kommunikation behøver ikke være konfrontatorisk. Tværtimod kan mange konflikter blive langt mindre, hvis de bliver taget tidligt og konkret.
“Kan du huske at feje efter dig?” er noget andet end flere ugers samtaler om, at en bestemt person aldrig rydder op efter sig selv.
Men direkte kommunikation kræver også en kultur, hvor man kan sige noget uden at risikere, at enhver uenighed udvikler sig til en større konflikt.
Staldkulturen skabes ikke kun af opstaldere. Klare regler og tydelig kommunikation fra staldejeren kan fjerne nogle af de områder, hvor konflikter ellers let opstår. Hvem lukker ud? Hvornår må hallen bruges til undervisning? Hvordan fordeles foldene? Hvad gør man, hvis noget går i stykker? Og hvem tager man fat i, hvis der opstår problemer?
Jo mere der overlades til uskrevne regler og individuelle fortolkninger, desto større bliver risikoen for forskellige forventninger.
Det betyder ikke, at staldejeren skal løse enhver personlig konflikt mellem voksne mennesker. Men rammerne omkring opstaldningen kan have stor betydning for kulturen.
Det er nok den vanskeligste del af diskussionen. For et dårligt staldmiljø bliver sjældent skabt af én enkelt person.
Det kan være nemt at identificere “de andre” som problemet, men værd at spørge sig selv, om man også selv bidrager til det, man er træt af. Fortæller du videre, når du hører noget? Taler du om en anden rytters ridning, når vedkommende ikke er der? Har du allerede besluttet, hvem den besværlige person i stalden er?
Og giver du nye opstaldere mulighed for selv at danne deres indtryk – eller fortæller du dem hurtigt, hvem de skal passe på?
Det betyder ikke, at alle har lige stort ansvar for enhver konflikt. Mobning, chikane og gentagen grænseoverskridende adfærd skal ikke bortforklares som “to sider af samme sag”.
Men i den almindelige staldkultur kan små bidrag fra mange mennesker være med til at holde en dårlig dynamik i live.
Der findes ikke en facitliste. Nogle konflikter kan løses. Relationer kan ændre sig, og en dårlig periode behøver ikke definere en hel stald. Men hvis du gennem længere tid føler dig utryg, bliver holdt udenfor, udsættes for personlige angreb eller konstant går på kompromis med dig selv for at undgå konflikter, er det rimeligt at overveje, om de gode faciliteter stadig opvejer det sociale miljø. Det samme gælder selvfølgelig, hvis konflikterne påvirker pasningen af din hest eller gør det svært at tage problemer omkring dens velfærd op.
At flytte er ikke nødvendigvis at give op. Men det er heller ikke altid den rigtige løsning ved den første uenighed.
Vi bruger enorme mængder tid, penge og energi på vores heste. For mange er timerne i stalden netop det tidspunkt på dagen, hvor arbejdet, telefonen og hverdagens andre bekymringer træder lidt i baggrunden. Derfor er det værd at tage alvorligt, hvis stalden i stedet bliver et sted, man skal tage sig sammen for at tage hen. Den perfekte stald findes næppe. Der vil være mennesker, man klikker bedre med end andre, forskellige holdninger til hestehold og irritationer over alt fra efterladte trillebøre til reglerne på ridebanen. Men der er forskel på almindelige uenigheder og et miljø, hvor man konstant føler, at man skal passe på, hvad man siger og gør.
Og måske er det vigtigste spørgsmål derfor ikke:
“Er der drama i min stald?”
Men snarere:
“Hvor meget af min tid med min hest bruger jeg på at bekymre mig om de andre mennesker?”