Er det okay at være bange for sin egen hest?
Læs mere →
Du har sadlet op, men bliver stående lidt længere end normalt ved skamlen. Hesten har været frisk de seneste gange, og sidst vendte den rundt og satte af sted, før du nåede at reagere.
Du fortæller måske dig selv, at du bare skal tage dig sammen.
For det føles næsten forbudt at sige højt: Jeg er blevet bange for min egen hest.
I en sport, hvor mod ofte bliver betragtet som en selvfølge, kan frygt være forbundet med skam. Man har jo selv valgt hesten. Man burde kunne ride den. Og hvis andre kan håndtere den, hvorfor kan man så ikke selv?
Men frygt er ikke nødvendigvis et tegn på, at man er en dårlig rytter. Den kan også være vigtig information.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan man slipper af med frygten. Det er også, hvorfor den er opstået.
Frygt har en funktion.
Når hjernen vurderer, at en situation kan være farlig, reagerer kroppen. Pulsen kan stige, musklerne spændes, vejrtrækningen ændres, og opmærksomheden rettes mod det, der opleves som en mulig trussel.
Det er ikke noget, vi nødvendigvis beslutter os for.
Har man oplevet, at hesten løber, bukker, stejler eller pludselig springer til siden, kan kroppen derfor reagere næste gang, man befinder sig i en lignende situation.
Det kan ske, selvom man rationelt fortæller sig selv, at der ikke er noget at være bange for.
Man behøver ikke have brækket armen eller været involveret i et dramatisk styrt for at blive utryg.
Nogle gange kommer frygten gradvist.
Hesten bliver måske mere spændt på tur. Den begynder at vende rundt. Den reagerer kraftigere på omgivelserne. Eller du har haft en række rideture, hvor du hele tiden har siddet med følelsen af, at noget kunne ske.
Til sidst opdager du måske, at du ikke længere glæder dig til at ride.
Du vælger kun at ride, når andre er i hallen. Du undgår bestemte ture. Du skridter tidligere af. Eller du finder små grunde til at springe ridningen over.
Ingen af de ting betyder nødvendigvis, at der er et alvorligt problem. Men hvis dine valg igen og igen bliver styret af ønsket om at undgå bestemte situationer med hesten, er det værd at være nysgerrig på hvorfor.
Mange ryttere kender rådet.
Falder du af, skal du helst op igen med det samme.
Nogle gange giver det god mening. Hvis både hest og rytter er uskadte, og rytteren føler sig tryg ved det, kan det være uproblematisk at fortsætte.
Men det bør ikke være en regel, der gælder uanset situationen.
Hvis rytteren er kommet til skade, er stærkt påvirket, eller hvis man ikke ved, hvorfor hesten reagerede, som den gjorde, kan det være mere fornuftigt at stoppe og undersøge situationen.
Mod handler ikke nødvendigvis om at gøre det samme igen med det samme.
“Jeg er bange for min hest” kan dække over mange forskellige ting.
Er du bange for, at den:
Jo mere præcist problemet kan beskrives, desto lettere bliver det også at arbejde med.
Der er stor forskel på at være generelt nervøs og på at vide, at frygten især opstår, når hesten bliver spændt på vej væk fra stalden.
Det sidste giver noget konkret at tage udgangspunkt i.
Der findes situationer, hvor man ikke bør forsøge at tænke sig ud af sin frygt.
Hvis hesten gentagne gange udviser en adfærd, der gør situationen farlig, kan utrygheden være en rimelig reaktion på en reel risiko.
Det er vigtigt, fordi ryttere nogle gange får at vide, at problemet først og fremmest sidder “mellem ørerne”.
Men hvis en hest eksempelvis gentagne gange stejler, løber ukontrolleret eller reagerer voldsomt, er løsningen ikke nødvendigvis, at rytteren skal blive mere modig.
Først bør man spørge, hvorfor adfærden opstår.
En pludselig eller markant ændring i hestens adfærd bør ikke automatisk forklares med temperament eller ulydighed.
Smerter og fysisk ubehag kan påvirke hestens adfærd både under ridning og håndtering.
Det betyder ikke, at enhver bukken, modvilje eller kraftig reaktion skyldes smerte. Adfærd kan have mange årsager, herunder frygt, tidligere erfaringer, træning og den aktuelle situation.
Men hvis en hest, der tidligere har været stabil, begynder at reagere anderledes, er det relevant at undersøge, om der kan være en fysisk forklaring.
Dyrlæger og andre relevante fagpersoner kan derfor blive en del af løsningen, før problemet udelukkende bliver betragtet som et spørgsmål om træning.
Når rytteren bliver nervøs, kan ridningen ændre sig.
Man kan komme til at spænde i kroppen, holde vejret, gribe mere fast i tøjlen eller reagere tidligere på små bevægelser.
Hesten kan samtidig registrere ændringer hos rytteren.
Forskning har blandt andet vist, at heste kan reagere på menneskers følelsesmæssige signaler og fysiologiske tilstand. Men det er vigtigt ikke at gøre dette til den populære forklaring om, at “hesten kan mærke din frygt”, og derfor bliver bange.
Samspillet er mere komplekst.
Rytterens spænding kan påvirke hjælperne og bevægelsen, mens hestens adfærd samtidig påvirker rytteren. Dermed kan der opstå en situation, hvor begge bliver mere spændte.
Det betyder ikke, at rytteren har skylden.
Det betyder, at ekvipagen kan have brug for hjælp til at bryde mønstret.
Hvis du er bange for at ride ud og vælger ridehallen i stedet, falder uroen sandsynligvis.
Det føles rart.
Og netop derfor kan undgåelse være med til at fastholde frygt.
Hjernen lærer, at ubehaget forsvandt, da situationen blev undgået. Næste gang kan det derfor blive endnu sværere at forsøge.
Det betyder ikke, at løsningen er at tvinge sig selv ud på en lang tur på den hest, man er bange for.
Tværtimod arbejder man inden for psykologien ofte med gradvis eksponering: at nærme sig det, man frygter, i håndterbare trin frem for enten at undgå det helt eller kaste sig direkte ud i den sværeste situation.
Overført til ridning kan det eksempelvis betyde, at målet i første omgang ikke er en times tur alene.
Det kan være at ride fem minutter uden for banen sammen med en rolig hest.
Næste trin kan komme senere.
Når selvtilliden er blevet ramt, kan det være fristende at ville tilbage til udgangspunktet så hurtigt som muligt. Men det kan gøre målet unødvendigt stort.
Hvis du tidligere red alene i skoven, kan det føles som et nederlag, at du nu kun tør ride med selskab. Men hvis alternativet er slet ikke at ride ud, kan selskab være et fornuftigt trin på vejen.
Det samme gælder, hvis du i en periode har brug for undervisning, en person på jorden eller kortere træningspas. At gøre situationen lettere er ikke nødvendigvis det samme som at give efter for frygten.
Det kan være en måde at skabe nye erfaringer, hvor både hest og rytter lykkes.
Hvis problemet handler om ridningen, kan en kompetent træner være en stor hjælp.
Men det kræver en træner, der tager utrygheden alvorligt.
“Du skal bare vise den, hvem der bestemmer” eller “du tænker for meget” hjælper ikke nødvendigvis en rytter, der reelt er bange.
En god træner bør kunne se på både hesten, rytteren og situationen og hjælpe med at dele problemet op i mindre dele.
Hvis frygten er blevet meget omfattende, eller hvis den følger efter et alvorligt styrt eller en anden voldsom oplevelse, kan det også være relevant at tale med en psykolog eller anden kvalificeret fagperson.
Det behøver ikke betyde, at problemet er dramatisk.
Mental træning er allerede en del af mange andre sportsgrene. Ridesporten behøver ikke være anderledes.
Det er måske det største tabu.
For hvad hvis man har købt en hest, man ikke længere føler sig tryg ved?
Måske kræver den mere erfaring, end man har. Måske har dens temperament ændret sig. Eller måske passer kombinationen bare ikke så godt, som man håbede.
Her kan ønsket om at “vinde over frygten” blive problematisk. For ikke alle kombinationer af hest og rytter er nødvendigvis gode kombinationer.
Det er ikke sikkert, at løsningen altid er at træne sig frem til, at man igen tør ride præcis den samme hest i præcis de samme situationer.
Nogle gange kan en anden rytter hjælpe hesten gennem en periode. Nogle gange kan ændret træning eller management gøre en stor forskel.
Og i nogle tilfælde kan spørgsmålet om salg også blive relevant.
Det er en svær beslutning, især når man holder af hesten. Men at eje en hest bør ikke betyde, at man dag efter dag skal være bange for den.
Hesteverdenen har en stærk tradition for at rose rytteren, der kommer op igen.
Det kan være beundringsværdigt. Men vi bør også kunne respektere rytteren, der siger: “Det her føles ikke sikkert lige nu.”
Frygt skal ikke nødvendigvis bestemme alt, hvad vi gør. Hvis vi altid undgår det, vi er nervøse for, kan verden gradvist blive mindre.
Men frygt skal heller ikke ignoreres.
Nogle gange er den en reaktion på en tidligere oplevelse. Nogle gange er den blevet større end den aktuelle risiko. Og andre gange fortæller den os faktisk, at situationen ikke er sikker nok.
Kun når vi forsøger at forstå forskellen, kan vi beslutte, hvad næste skridt bør være.
For målet behøver ikke være at blive en rytter, der aldrig er bange.
Målet kan være at blive en rytter, der kan mærke frygten, forstå hvad den fortæller – og træffe et fornuftigt valg for både sig selv og hesten.
Keeling, L.J., Jonare, L. & Lanneborn, L. (2009): Investigating horse-human interactions: The effect of a nervous human. The Veterinary Journal, 181(1), 70–71. Studie af fysiologiske reaktioner hos heste og mennesker i en situation, hvor mennesket forventede, at hesten kunne blive forskrækket.
Smith, A.V., Proops, L., Grounds, K., Wathan, J. & McComb, K. (2016): Functionally relevant responses to human facial expressions of emotion in the domestic horse (Equus caballus). Biology Letters, 12(2). Forskning i hestes reaktioner på menneskelige følelsesudtryk.
Dyson, S. et al. (2018): Development of an ethogram for a pain scoring system in ridden horses and its application to determine the presence of musculoskeletal pain. Journal of Veterinary Behavior, 23, 47–57. Forskning i adfærd under ridning, der kan være forbundet med muskuloskeletale smerter.
Craske, M.G. et al. (2014): Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach. Behaviour Research and Therapy, 58, 10–23. Gennemgang af principperne bag eksponeringsbaseret behandling af frygt og angst.
British Horse Society: Fagligt materiale om rytteres selvtillid, sikkerhed og håndtering af nervøsitet i forbindelse med ridning.