Test en ikke-hesteperson: Hvor mange af de her hesteord kan de?
Læs mere →
Du har set det. Bidkontakten der var for hård i opvarmningen. Hesten der gik lidt urent på det ene forben og alligevel blev redet færdig. Træneren der talte hårdere til en ung rytter, end nogen ville acceptere på en arbejdsplads. Og du sagde ingenting. Ikke fordi du er ligeglad, men fordi du udmærket ved, hvad der sker, når man er ham eller hende der siger noget. Nu skal et nyt nordisk forskningsprojekt undersøge præcis den mekanisme.
Tavshed er et af de mest udbredte fænomener i hestesporten, og et af dem vi taler mindst om. De fleste af os kan huske mindst én situation, hvor vi tænkte “det der er ikke i orden” og alligevel blev stående med striglen i hånden. Det er den situation, forskningen nu går efter.
Projektet “Ytringsatferd for dyrevelferd i ryttersport” ledes af Hans Erik Næss fra Høyskolen Kristiania i Norge og Susanne Johansson fra Gymnastik- och Idrottshögskolan (GIH) i Sverige. Det er finansieret af Stiftelsen Hästforskning med bidrag fra Agrias forskningsfond og løber fra 2026 til 2028. Forskerholdet tæller fire personer, og der skal desuden tilknyttes en ph.d.-studerende.
Ambitionen er ikke at pege fingre ad enkelte ryttere, men at forstå hvordan åbenhed og ansvar opleves på tværs af sporten, fra udøvere og trænere til klubber og forbund. Ifølge Susanne Johansson er åbenhed en forudsætning for tryghed og trivsel for både heste og mennesker, og når problemer ikke kan tages op uden frygt for konsekvenser, bliver forandring svær.
Det er en svensk-norsk undersøgelse. Men spørgsmålet oversætter sig uden problemer til danske forhold.
Det er vigtigt at holde fast i, for ellers bliver debatten hurtigt moralsk på den dovne måde. De fleste der ikke siger noget, er faktisk dybt uenige i det, de ser. De vejer bare situationen op mod noget andet: pladsen i stalden, forholdet til træneren, barnets holdtimer, ryet i klubben, chancen for at blive kaldt besværlig.
I en sport hvor rigtig meget hviler på relationer, og hvor man ofte skal se de samme mennesker hver eneste dag året rundt, er det regnestykke ikke irrationelt. Det er bare dyrt for hestene.
Det er værd at være konkret, for tavshedskulturen viser sig sjældent som store skandaler. Den viser sig som små øjeblikke:
1. Opvarmningsbanen, hvor en hest bliver redet stramt sammen, og alle kigger ned i telefonen. 2. Hesten der er uren på det ene ben, men “lige skal igennem klassen, for vi er kørt så langt for det”. 3. Den nye i stalden, der ligger sadlen alt for langt fremme, og som ingen får sagt noget til, fordi det er akavet. 4. Beskeden om at en bestemt underviser “godt kan være lidt hård”, som går fra elev til elev, men aldrig videre til bestyrelsen. 5. Foldkammeraten der bliver mast fra vandet, og som alle har set, men ingen har meldt til staldejeren, fordi de ved, at et foldskifte ikke falder i god jord.
Ingen af de fem situationer kræver en anmeldelse. De kræver én sætning. Og det er præcis dén sætning, der sidder fast i halsen.
Spørg dig selv ærligt, hvad du reelt frygter. For de fleste handler det ikke om at tage fejl fagligt. Det handler om at blive socialt isoleret. Om at blive den der ødelægger stemningen. Om at risikere at skulle finde en ny stald, hvilket i dele af landet er en meget konkret trussel og ikke et teoretisk ubehag.
Det er lige præcis den type barrierer, forskerne skal grave i. Ikke om folk ved, hvad god hestevelfærd er, men hvorfor viden ikke bliver til handling, når det koster noget at handle.
Dansk Rideforbund har etiske retningslinjer for brug af hest og et samlet afsnit om hestevelfærd, hvor udgangspunktet er, at hensynet til hesten går forud for alt andet. Forbundet har også en oversigt over, hvor man går hen, hvis man har oplevet eller set krænkende adfærd, herunder DIFs whistleblowerordning og FEIs rapporteringsformular.
De kanaler findes. Spørgsmålet er, hvor mange danske hestefolk der overhovedet ved, at de findes, og hvor mange der oplever, at det er socialt muligt at bruge dem.
I langt de fleste hverdagssituationer er alternativet til tavshed ikke en formel klage. Det er en almindelig bemærkning, sagt uden dommertone.
“Hey, går han lidt urent på højre for, eller er det mig?”
“Skal vi lige tjekke sadlen sammen?”
“Jeg synes, hun blev lidt hårdt derinde til undervisning. Hvad tænkte du selv?”
Spørgsmålsformen er ikke fejhed. Den er den mest effektive måde at åbne en samtale på uden at låse den anden fast i forsvarsposition. Og den virker i praksis, fordi den giver folk et sted at gå hen bagefter.
Det interessante ved tavshedskultur er, at ingen af os oplever os selv som dem, der skaber den. Vi oplever os som dem, der navigerer i den. Men en kultur er ikke andet end summen af, hvad et antal mennesker vælger at gøre en tirsdag aften ved boksen.
Så mens forskerne bruger de næste par år på at kortlægge mekanismerne i Norge og Sverige, kan vi passende stille os selv det danske spørgsmål med det samme: hvornår tav du sidst, hvor du gerne ville have sagt noget? Og hvad skulle der have været anderledes i din stald, for at du havde sagt det?