Er det okay at være bange for sin egen hest?
Læs mere →
Det er et spørgsmål, der hurtigt kan få temperaturen til at stige i kommentarfeltet: Hvor meget må en rytter veje i forhold til sin hest?
Nogle henviser til en bestemt procentdel af hestens kropsvægt. Andre mener, at en dygtig og velafbalanceret rytter kan veje mere end en lettere rytter, der sidder uroligt. Og så er der hele spørgsmålet om hestens størrelse, bygning, kondition, sadel og den type arbejde, den skal udføre.
Ryttervægt er samtidig et følsomt emne, fordi diskussionen let kommer til at handle om menneskers kroppe frem for om hestens belastning. Men hvis vi tager udseende og kropsidealer ud af ligningen, står et relevant spørgsmål tilbage:
Hvor stor en belastning kan den enkelte hest bære uden at dens bevægelse, komfort eller velfærd bliver påvirket negativt?
Forskningen giver nogle fingerpeg – men ikke den simple grænse, man måske kunne ønske sig.
Du har måske hørt, at en rytter inklusive udstyr højst bør veje 20 procent af hestens kropsvægt. Regnestykket er enkelt. Vejer hesten 500 kg, svarer 20 procent til 100 kg. Det vil i så fald være den samlede belastning fra rytter og udstyr.
Problemet er bare, at forskningen ikke har fastslået 20 procent som en universel biologisk grænse, der gælder for alle heste.
Der er gennemført en række studier af, hvordan forskellige belastninger påvirker blandt andet bevægelse, puls, fysiologiske reaktioner og adfærd. Resultaterne viser, at vægten har betydning, men også at sammenhængen er mere kompleks end ét procenttal.
Derfor bør en procentsats snarere betragtes som noget, der kan indgå i vurderingen, end som et facit.
Et britisk pilotstudie ledet af veterinærforsker Sue Dyson undersøgte seks heste, som blev redet af ryttere med forskellig kropsvægt.
Forholdet mellem rytterens og hestens vægt varierede fra omkring 10-12 procent i den letteste gruppe til cirka 24-28 procent i den tungeste gruppe. Hestene gennemførte en standardiseret dressurtest på op til 30 minutter.
Forsøget skulle afbrydes, hvis hestene blandt andet viste tilstrækkeligt mange adfærdstegn forbundet med smerte.
Alle forsøg med rytterne i de to tungeste kategorier blev afbrudt. I langt de fleste tilfælde skyldtes det halthed. Det lyder umiddelbart som et meget klart resultat.
Men studiet havde kun seks heste, og forskerne understregede selv flere begrænsninger. Sadlen passede eksempelvis ikke optimalt til alle kombinationer af hest og rytter, og forskellige ryttere betyder også forskelle i blandt andet kropsbygning, position og vægtfordeling.
Forskerne konkluderede derfor ikke, at en bestemt procentdel automatisk er for høj for alle heste. Tværtimod pegede de på behovet for mere forskning.
Et andet studie undersøgte 20 ekvipager.
Her red rytterne deres egne heste, men fik tilføjet ekstra vægt svarende til henholdsvis 15 og 25 procent af deres normale kropsvægt.
Det betød, at forholdet mellem rytter inklusive udstyr og hestens vægt i forsøgene nåede op til omkring 23 procent.
Forskerne målte blandt andet puls, variation i hjerterytmen, spytkortisol, bevægelsessymmetri og adfærd.
Under den forholdsvis kortvarige og lavintensive dressurtest fandt forskerne ikke nogen overordnet signifikant negativ effekt af den ekstra vægt på de målte parametre.
Det betyder ikke, at en hest uden problemer kan bære enhver rytter op til 23 procent af sin kropsvægt.
Det viser derimod, hvorfor man skal være forsigtig med at udlede en universel grænse fra enkelte studier. Hestene, arbejdsintensiteten, forsøgets varighed, rytterne og målemetoderne har betydning for resultaterne.
To heste kan begge veje 550 kg og alligevel være meget forskellige.
Den ene kan være kompakt og muskuløs med en forholdsvis kort ryg. Den anden kan have en længere ryg, mindre muskulatur eller en helt anden kropsbygning.
Alder, træningstilstand, tidligere skader og den muskulære udvikling omkring ryg og bagpart kan også være forskellige.
Derfor er det problematisk udelukkende at se på tallet på vægten.
Det samme gælder, hvis man forsøger at gøre en hest tungere for at opnå en mere fordelagtig procent mellem rytter og hest. En overvægtig hest bliver ikke nødvendigvis bedre rustet til at bære en tungere rytter, bare fordi dens samlede kropsvægt stiger.
Det relevante spørgsmål er altså ikke alene:
“Hvor meget vejer min hest?”
Men også:
“Hvilken hest er det, og hvad beder jeg den om?”
Arbejdsbelastningen har også betydning.
En rolig skridttur og en krævende dressurtræning med meget trav og galop stiller ikke de samme krav til hesten. Det samme gælder en kort ridetur sammenlignet med flere timers ridning. Fart, varighed, underlag, terræn, temperatur og disciplin kan alle ændre den samlede fysiske belastning.
Studier på blandt andet islandske heste har vist ændringer i bevægelsesmønstret, når belastningen øges. Det understreger, at hesten rent fysisk tilpasser sin bevægelse til den vægt, den bærer.
Hvor grænsen bliver problematisk for den enkelte hest, er imidlertid langt vanskeligere at fastslå.
Det er fristende at sige, at en tung rytter med god balance altid er lettere for hesten at bære end en let rytter med dårlig balance. Så enkelt kan det heller ikke dokumenteres. Men rytterens position og måden, vægten fordeles på, er relevante faktorer.
En rytter er ikke en sæk sand, der ligger stille på hestens ryg. Rytteren bevæger sig sammen med hesten og påvirker den gennem sæde, ben, overkrop og balance.
Derfor kan to ryttere med præcis samme kropsvægt potentielt belaste hesten forskelligt. Det betyder dog ikke, at god balance gør kropsvægten irrelevant.
Vægt er stadig vægt, som hesten skal bære og bevæge.
Den mest rimelige tilgang er derfor at betragte rytterens vægt og balance som to forskellige dele af den samlede belastning frem for at lade det ene ophæve det andet.
Når man taler om ryttervægt, bør man heller ikke glemme sadlen. For det første vejer den noget og bør derfor medregnes i den samlede belastning. For det andet skal den passe til både hest og rytter.
Hvis rytteren ikke har tilstrækkelig plads i sadlen, kan det påvirke positionen og dermed også fordelingen af trykket på hestens ryg. Forskning i tryk under sadlen har vist, at både rytterstørrelse og sadeltilpasning kan påvirke trykfordelingen.
Det gør spørgsmålet endnu vanskeligere at reducere til et enkelt tal.
Det er også værd at være forsigtig med alene at vurdere bæreevne ud fra højde.
En lav, kompakt hest kan have en betydelig kropsvægt og en kropsbygning, der er meget anderledes end hos en højere og mere spinkel hest.
Derfor giver det heller ikke mening automatisk at konkludere, at en høj hest kan bære mere end en lavere hest. Højde, kropsvægt og kropsbygning er forskellige ting.
Når forskningen ikke kan give os én grænse, bliver det endnu vigtigere at se på den enkelte ekvipage. Ændringer i hestens bevægelse, præstation og adfærd bør tages alvorligt.
Det kan eksempelvis være, hvis hesten:
Ingen af disse tegn fortæller i sig selv, at rytteren er for tung.
Der kan være mange andre årsager.
Men de fortæller, at noget bør undersøges frem for blot at blive forklaret med, at hesten er doven, stædig eller uvillig.
Noget af det vanskeligste ved emnet er, at ryttervægt hurtigt bliver blandet sammen med holdninger til menneskers kroppe.
Men man kan ikke vurdere en ekvipage ordentligt ved at se på et billede på sociale medier.
Man kender måske hverken hestens eller rytterens faktiske vægt. Man ved ikke nødvendigvis, hvordan hesten bevæger sig, hvordan sadlen passer, hvor længe der rides, eller hvilken fysisk form hesten er i.
Derudover siger rytterens BMI ikke i sig selv noget præcist om belastningen af den konkrete hest. I Dysons pilotstudie havde to af rytterne eksempelvis forholdsvis ens BMI, men forskellig kropsvægt og meget forskellige resultater i forsøgene.
Hvis diskussionen skal være relevant for hestevelfærd, må fokus derfor være på matchningen mellem hest, rytter, udstyr og arbejdsopgave – ikke på, hvordan rytteren ser ud.
Det utilfredsstillende svar er, at forskningen endnu ikke giver os et præcist kilogramtal eller en procentdel, der kan bruges på alle heste.
Det betyder ikke, at ryttervægt er ligegyldig.
Tværtimod viser forskningen, at øget belastning kan påvirke hestens bevægelse, og at uhensigtsmæssige kombinationer af rytterstørrelse, vægtfordeling og sadel kan have konsekvenser.
Men en ansvarlig vurdering kræver mere end en lommeregner.
Hestens størrelse og kropsbygning, muskulatur og kondition, rytterens vægt og balance, sadlens pasform samt arbejdets intensitet og varighed bør ses i sammenhæng.
Er man i tvivl om sin egen ekvipage, kan det være langt mere konstruktivt at få hjælp fra eksempelvis dyrlæge, træner og en kvalificeret faglig person end at forsøge at finde svaret i et kommentarfelt.
For spørgsmålet bør i sidste ende ikke være, om en bestemt menneskekrop er “rigtig” eller “forkert” til ridesporten.
Det bør være, om den konkrete hest er komfortabel og fysisk i stand til at udføre det arbejde, vi beder den om.
Dyson, S., Ellis, A.D., Mackechnie-Guire, R., Douglas, J., Bondi, A. & Harris, P. (2020): The influence of rider bodyweight ratio and rider-horse-saddle fit on equine gait and behaviour: A pilot study. Equine Veterinary Education, 32(10), 527–539. Undersøgelse af seks hestes bevægelse og adfærd med ryttere af forskellig størrelse.
Roost, L. et al. (2020): The effects of rider size and saddle fit for horse and rider on forces and pressure distribution under saddles: A pilot study. Equine Veterinary Education. Undersøgelse af rytterstørrelse, sadeltilpasning og trykfordeling under sadlen.
Christensen, J.W. et al. (2020): Increased Rider Weight Did Not Induce Changes in Behavior and Physiological Parameters in Horses. Animals, 10(1), 95. Studie af 20 ekvipager med øget belastning under en standardiseret rideprøve.
Stefánsdóttir, G.J. et al. (2017): The effect of rider weight and additional weight in Icelandic horses in tölt: part II. Stride parameters responses. Animal, 11(9), 1567–1572. Undersøgelse af ændringer i islandske hestes bevægelsesmønster ved stigende belastning.