Når hesten går smalt med sine forben og svinger dem ind foran hinanden, vil dens forben spænde ben for den gode balance. Igennem denne artikel vil du lære hvad begrebet catwalk dækker over, hvorfor det er et problem, hvordan du spotter det og hvilke træningsøvelser, du kan lave for at afhjælpe catwalken hos din ridehest.
Læs også: En god kropsholdning er vigtig for hesten – også når vi ikke rider
Hvad betyder det, at hesten går catwalk?
For at give ridehesten det bedst mulige fundament, skal den kunne balancere sine forben lige ned under skulderbladene. Mange rideheste understiller eller “lukker” sine forben og lander derfor ikke vinkelret ned på jorden. Hvis det er tilfældet for begge forben, vil hesten gå det, man kalder for catwalk. Vi kender det fra modeshows, hvor modellen placerer sine fødder ned foran hinanden på en lige linje og det er i princippet det samme, hesten gør.
Når hesten lukker/understiller på et eller begge forben, vil vægten af hesten – og rytteren – blive fordelt uens ned gennem dens forben. Det kan blive til en overbelastningsskade af forbenene. Derfor er det vigtigt at hjælpe hesten til at balancere sine forben lige ned under skulderbladene.
Jeannette Glerup Skaarup, der er forfatter af denne artikel, står bag virksomheden Sunde & Holdbare Rideheste v/ Jeannette Glerup. Med sig i bagagen har hun:
- Uddannelsen som Fysiurgisk Hesteterapeut fra Center for Dyreterapi i 2015.
- Uddannelsen som BBH Basisinstruktør fra Blue Berry Hill i 2015.
- Uddannelsen som BBH Træner med speciale i Terapeutisk Træning fra Blue Berry Hill i 2019.
Hun tilbyder undervisning én til én, kurser og foredrag – både ved fysisk fremmøde og online – samt opstaldning i vandrefolde. Hun er desuden stifter af Facebook-gruppen Hestenørderi-Gruppen: Vejen til en sund & holdbar ridehest.
Skyldes hestens manglende kraveben
Årsagen til, at hesten kan “gå catwalk” er, at dens forpart er ekstremt fleksibel. Det er den, fordi en hest intet kraveben har. Der er med andre ord ingen skeletær forbindelse fra hestens forben og ind til brystkassen. Det er derfor alene muskelvæv, sener og bindevæv, der forbinder hestens forben ind til brystkassen. Hele dette ophæng kaldes for thoraxslyngen eller brystslyngen. Fordi thoraxslyngen er meget fleksibel, betyder det også, at hesten kan fremføre og placere sine forben på tre måder: Den kan lukke/understille, have dem i neutral/balance eller åbne det enkelte forben.
Kort sagt: Hestens forben skal placeres lige nede under dens skulderblad for at være i balance. Kommer forbenet ind mod hestens midte, vil det lukke/understille og hesten vil gå catwalk (billede 1). Er forbenet derimod trukket ud fra neutral, vil hesten åbne forbenet og catwalk undgås. I dette moment kan rytteren bede hesten følge tøjlen med det åbne drej til højre eller venstre, så hesten lander vinkelret på jorden i en god balance (billede 2).
Læs også: TTouch: Hjælpen til nervøse og anspændte heste er lige ved hånden
Sådan finder du ud af, om hesten går catwalk
For at finde ud af, om din hest går catwalk, er det mest givende at få en til at trække med hesten på lige spor, imens du ser hesten lige forfra. Her skal du kigge efter, om den afstand, der er i toppen af hestens forben ved bringen, er tilsvarende den afstand, hvor hestenes forhove lander. Hvis afstanden imellem forhovene er mindre end afstanden, der er ved bringen, vil hesten lukke/understille enten det ene eller begge forben. Lukker/understiller hesten med begge forben, går hesten catwalk og belaster sig dermed skævt ned igennem forbenene.
Du kan som rytter arbejde på at mærke, hvad hestens forben gør. I begyndelsen er det ofte til stor gavn at have en hjælper eller underviser på jorden, der kan fungere som rytterens øjne, imens du som rytter øver dig. Et set-up kan findes i nedenstående øvelse.
Øvelse: Åbner, lukker, neutral
- Rytteren skal for hvert enkelt trin i skridt fortælle, hvad hestens forben gør. Rytteren gør dette ved at sige “åbner, lukker, neutral”, alt efter hvad han/hun mærker, at hesten gør.
- Hjælperen eller underviseren fortæller, om rytteren mærker det rigtige.
- Synes rytteren, det er for svært at mærke, hvad der sker, kan rytteren lukke øjnene, trække vejret roligt og dybt, imens hjælperen eller underviseren siger “åbner, lukker, neutral”.
Det er vigtigt, at hjælperen eller underviseren fortæller, hvad hvert enkelt forben gør, lige inden det rammer jorden. På den måde vil rytteren lære at mærke, hvad hestens forben gør og kan på den måde selv tilrettelægge træningen og øvelserne
I løbet af en træningssession kan balanceringen af hestens forben ændre sig mange gange, hvorfor det er vigtigt rytteren hele tiden kan mærke hvad det enkelte forben gør.
Sådan afhjælper du catwalk
Hvis hesten går catwalk, vil den lukke/understille på begge forben. For at afhjælpe det, skal du have hesten til åbne sine forben og derved få dens forben i neutral/balance lige under skuldren. Til det kan nedenstående øvelser bruges.
Øvelse: Følg tøjlen – åbn forbenene
- Tilbyd hesten en let kontakt på tøjlen.
- I en glidende bevægelse fører du din hånd frem mod hestens mund og til den side, hesten skal åbne sin forben. (Højre hånd til højre forben, eller venstre hånd til venstre forben)
- Når du mærker, at hesten tager sit forben med ud til siden og følger tøjlen, tager du din hånd med ind til den oprindelige position (neutral position).
- Kontakten på tøjlen er genetableret.
Det er vigtigt, at du fører hånden frem mod hesten mund i drejet, så hesten får mulighed for at holde halsen ligeudrettet og samtidig forlænge sin hals. Det skaber bedre arbejdsbetingelser for hestens overlinje. Samtidig undgås det, at hesten drejer i halsen. Hestens forben skal åbne, imens hestens hals forbliver ligeudrettet.
Den rette timing
For at give hesten de absolut bedste betingelser for at kunne åbne sine forben og følge tøjlen, skal du dreje, når hesten står på det modsatte forben. Vil du gerne have, at hesten følger tøjlen og åbner venstre forben, skal hesten stå på højre forben.
Hvis du beder hesten om at følge tøjlen og åbne venstre forben, imens hesten står på venstre forben, har hesten to muligheder:
- Den kan dreje med det samme, ved at krydse højre forben ind foran venstre forben. Her vil den komme til at lukke/understille med højre forben.
- Den kan “overhøre signalet” og vente til den står på højre forben. Her vil rytterens følg-tøjlen-signal blive slidt med tiden og hesten vil oparbejde en længere responstid på signalet.
Letridningen kan fange det rigtige forben
Ovenstående øvelse kan bruges hver gang du mærker, at hestens forben understiller/lukker. Som rytter skal du blot altid være opmærksom på timingen af dit drej. Når du rider letridning i trav på rigtig diagonal vil du sidde ned i det sekund, hesten har sit udvendige forben i jorden. Når hesten har det udvendige forben i jorden vil dens indvendige forben være løftet op fra jorden og du kan derfor dreje til den indvendige side.
Alt i alt kan du bruge letridningstakten til at tænke: “Når jeg sidder ned kan jeg dreje hesten til indvendige side, og når jeg står op kan jeg dreje til udvendige side”.
Dressurøvelser hvor øvelsen kan bruges
Øvelsen kan bruges når du rider dressurøvelser, hvor du ændrer hestens retning. Et par eksempler kunne være:
- Slangeliner. Her får du flyttet hestens balancepunkt mellem højre og venstre og åbnet begge forben.
- Slalom mellem kegler eller på en cirkelvolte, hvor rytteren rider lidt ind og ud af volten.
- Slangegange på to, tre eller fire buer. Her får du åbnet det ene forben, ligeudrettet den og åbner derefter det modsatte forben.
Hvornår stopper hesten med at gå catwalk?
Hvornår hesten stopper med at gå catwalk afhænger af mange forskellige parametre. En af dem er rytterens træningsindsats. For hver eneste gang, hesten får sit forben balanceret lige ned under skulderbladet i neutral/balance øver dens krop sig i at bevæge sig på den rigtige måde. Den sunde og raske ridehest vil tage godt imod træningen og gradvist ændre bevægelsesmønster efter enkelte træningspas. Oplever du som rytter, ar hesten bliver ved med at gå catwalk eller kun lukke/understille på ét af sine forben, kan det skyldes alt fra spændinger i thoraxslyngen til låsninger i hestens skulderled, albueled, en rotation af brystkassen, at rytteren sidder skævt eller at sadlen bør omstoppes. Det kan også skyldes, at hesten har ondt i forbenet og derfor kompenserer ved at lukke/understille det.
Læs også: “Er du helt væk?” – om at forstå og misforstå sin hest