Kan du huske, hvornår du sidst har set din hest løbe rundt i et funklende, hvidt snedække? At få lov til at opleve det og måske endda være så heldig at fange det på et kamera hører efterhånden til sjældenhederne – i hvert fald hvis man har hest i Danmark. Andre steder i verden er synet af heste, der løber rundt i sneen noget mere let tilgængelig. Nogle af øjeblikkene har tyske Tara Weisemann fanget på sit kamera og givet os lov til at dele med jer. Dog er der ikke sne på alle billederne – for jo, man kan absolut også tage smukke billeder af sin hest om vinteren, selvom sneen mangler!
Vintrenes udvikling i Danmark
Sidste gang vi havde et ordentlig lag sne liggende landet over var i vinteren 2018. Siden 2015 er vinterens gennemsnitstemperatur steget med 2,3 grader og i 2019-2020 lå temperaturerne i vintermånederne hele 4,9 grader over normalen.
26 er det antal snedøgn, der normalt er på et år, men det er efterhånden rigtig mange år siden, vi har oplevet det. I vinteren 2014-2015 havde vi kun små 14 snedøgn, i 2015-2016 havde vi 7, i 2016-2017 og igen i 2017-2018 havde vi 6 og i 2018-2019 havde vi under 4 af slagsen. Derfor er sne blevet et mere usædvanligt fænomen herhjemme end nogensinde før.
LÆS OGSÅ: 8 wellness tips til at støtte din hest gennem vinteren
At fotografere heste i naturen
Fotografen Tara Wiesemann, der holder til i Köln i Tyskland, har siden hun var en helt lille pige været fascineret af heste og af naturen – og ikke mindst samspillet mellem dem. Vi er ikke i tvivl om, at du kan genkende noget af det, så derfor får du her et udsnit af de tanker, der ligger bag alle de billeder, du ser i artiklen her.
At rejse rundt og fotografere heste i forskellige landskaber og tilmed i forskellige dele af verden er Taras allerstørste passion.
“Særligt inden for de sidste par år er jeg begyndt at lægge meget vægt på, hvad der omgiver hestene. De er ikke bare objekter, som kan separeres fra naturen. Jeg vil gerne lægge vægt på, at de snarere er en del af naturen”, fortæller Tara.
“Desværre sner det sjældent herhjemme i den del af Tyskland, hvor jeg bor. Derfor er det ikke så tit, jeg får fotograferet heste i sneen. Af den grund føles det kun endnu mere specielt, når jeg engang imellem får muligheden for at fotografere en hest i et smukt, sneklædt landskab. Der er bare et eller andet magisk over en hest i den hvide sne. På en eller anden måde føles det som om, man bliver transporteret ind i en anden verden.”
Det særegne ved at fotografere heste i naturen er desuden, at ligesom vores heste skifter pels om foråret og efteråret og dermed kan se helt anderledes ud på den ene årstid end på den anden, så ændrer naturen sig også hele tiden.”
“Det er virkelig fascinerende, at man ville kunne lave hundrede fotoshoots på den samme lokation i løbet af et år og få vidt forskellige billeder ud af det – simpelthen fordi verden ændrer sig”, konstaterer Tara.
“Jeg elsker at fotografere heste, når de bare strejfer rundt i naturen, og jeg har det med bare at observere dem helt stille og roligt. På den måde kan jeg forsøge at fange essensen af et helt naturligt og uforstyrret øjeblik hos hesten,” siger hun.
Du skal du se et par af de billeder, hun har taget af tre forskellige hesteracer i den europæiske vintertid. Om den er fyldt med sne eller ej, så synes vi, den er noget af det smukkeste, der findes, og særligt når der går en hest rundt lige midt i den.
Kilde: Agria Dyreforsikring
Sådan ved du, om din hest fryser
Hvis du er i tvivl, om din hest fryser, så kan du holde øje med tre ting. Stiller hesten sin bagdel op mod vinden, så kan det være, at den fryser, men det kan også være, at den blot forsøger at undgå det. Det er først, når du kan se, at hesten ryster, eller at pelsen rejser sig, du kan være helt sikker på, at den er for kold. Et klassisk trick er desuden at mærke hesten ved roden af ørerne. Er den kold dér, så fryser den – og har måske gjort det et stykke tid.
Islandske heste tager ekstreme vejrforhold med ro
Islandske heste er bygget til kulde og sne. Mange vil endda mene, at det er dér, de har det allerbedst. De blev taget med til Island af vikingerne omkring år 800, og siden dengang er ingen anden hesterace kommet til landet. Islænderen, som hesten også kaldes, kan tåle temperaturer ned mod minus 20 grader, som man oftest møder på den koldeste del af året i Island i januar.
Om sin fotografering af islandske heste i den barske, nordiske natur fortæller Tara:
“Da jeg var i Island og tilbragte det meste af min tid på store, åbne arealer omringet af islandske heste, følte jeg mig fuldstændig afslappet – simpelthen på grund af den helt unikke energi, hestene udstrålede i naturen. Det er fascinerende, hvor tilpasningsdygtige de er. De modstår så ekstreme vejrforhold med en helt ophøjet ro. De bærer på en helt særlig energi, og på samme tid er de så fredfyldte. Det er en særlig kombination, synes jeg”.
Den spanske hest er vant til mild kulde
Den rene, spanske hest – også kendt under navnet P.R.E. eller Andalusier – er naturligvis ikke lige så rustet til kulden som en islænder. Den stammer fra sydens sol, hvor der om vinteren kan blive ned til fem graders kulde om natten. Derfor kan nogle spanske heste have brug for et dækken, når de lever i Danmark, og temperaturerne rammer minuspunktet. Fordi den spanske hest deler gener med mange moderne hesteracer, gælder det samme for de fleste andre varmblodsheste. De smukke fotografier af denne spanske hest er taget i en af Tysklands smukke skove i vinterhalvåret.
LÆS OGSÅ: Tre strategier til heste på vinterfold
Araberen kan klare store temperaturudsving
Selvom araberhesten stammer fra varmere områder i den arabiske verden og Lilleasien, kan den sætte en tyk vinterpels. I den arabiske ørken er hesten nemlig vant til store temperatursvingninger, der kan gå fra op mod 50 grader om dagen i sommerhalvåret til lige under frysepunktet om natten i vinterhalvåret. Dog er det forskelligt, hvor gode de forskellige typer arabere er til at holde varmen herhjemme. Nogle har måske brug for et dækken ved højere temperaturer end andre. Fotoshootet af denne araber fandt sted i de sneklædte, østrigske bjerge.
Giv din hest en god vinter
Om vi i år vil opleve en vinter, der er koldere end sidste år, eller om den måske vil blive endnu mildere end de forgangne, kan kun vejrguderne vide. Det, du kan gøre for at sikre din hest en god vinter, uanset hvordan vejret måtte blive, er at sørge for, at den er i god foderstand og har et tykt lag pels. Hvis du er nødt til at klippe din hest, så er et stærkt vind- og vandtæt dækken, hvis tykkelse passer til den aktuelle temperatur naturligvis en selvfølge. Derudover bør du sørge for, at hesten altid har noget at tygge i, og at den tildeles ekstra stråfoder, så snart temperaturerne falder yderligere. Det vigtigste, du kan gøre, er at lytte til din hest. For ingen heste er ens, og hvad den ene hest har brug for er måske slet ikke nødvendigt for en anden.
Følg Tara Wiesemann: @tara_wiesemann_photography
Kilder:
Dyrlægevagten / Pre-Horse
Netdyredoktor
Horsedoc
DMI