Lipizzaneren: Klassens kæledægge

Der er især tre racer, der har sat hver deres præg på hestesport, avl og krig. Araberen, med dens mellemøstlige skønhed og fysiske særpræg. Fuldblodshesten, der satte nye standarder for avl og hestevæddeløb. Og så er der lipizzaneren. Selvom den blev skabt i renæssancens Italien, så var den fra begyndelsen pære-spansk.

Dansende hvide heste

Historien om lipizzaneren starter i det 16. århundrede. Stedet er Lipica (dengang stavet Lipizza), der den dag i dag ligger i Slovenien. Karl II blev i 1564 ærkehertug over Østrig, Ungarn og Spanien, og besluttede at Lipica var det perfekte sted at starte et stutteri. Manége-ridning var dengang meget moderne, og Karl var hestenørd – på den fede måde. Han var med på moden, og så hjalp det jo at han var stenrig.

Læs også: Maremmana: Den rolige og intelligente

Karl havde et ønske om at kunne avle fra egen hestebestand, i stedet for at være afhængig af udenlandske importører. Derfor sendte han bud efter de bedste andalusiske heste, der kunne købes fra Spanien. Hans drøm var at skabe en race, der kunne levere toppræstationer indenfor Den Spanske Rideskole i Wien, og samtidigt kunne bruges i rollen som adelig kørehest.

Foto: Canva

Hans hesteprojekt opfyldte kravene om en stærk fysik til de ofte krævende og altid specielle dressurøvelser. Mange af disse øvelser er unikke indenfor netop denne stilart af dressur, og en del af dem er adopteret fra manøvrer i krig. Den oprindelige bestand af lipizzanere blev undertiden krydset med både tyske, italienske og danske heste. I det 19. århundrede brugte man også arabere i forsøget på at forbedre lipizzaneren. Alt sammen for at forbedre hestens evner indenfor dressur.

Den Højeste Skole
Den Spanske Rideskole er den allerførste af slagsen indenfor klassisk dressur. Den fik sin officielle start i Wien i 1572, da den blev grundlagt af det habsburgske monarki. Skolen har fået sit navn efter de spanske heste, der udgjorde fundamentet for rideundervisningen. Så snart lipizzaneren blev avlet, var det udelukkende denne race der blev brugt. Det kræver syv år at træne en hest fuldt ud. Skolens principper i disciplinen dressur, bliver også kaldt for ”den høje skole”. I 2008 blev den 18-årige amerikaner Sojourner Morrell og den 21-årige Hannah Zeitlhofer fra Østrig optaget – de første kvindelige elever i 436 år.

Hvordan ser den ud?

Når det kommer til lipizzanerens fysik, er der intet der er overladt til tilfældighederne. Hovedet er langt, ørene er spidse og vagtsomme og øjnene er store og udtryksfulde. Halsen er muskuløs og Skulderen skal være storfladet, muskuløs, skrå og under bevægelse fri dog ikke så skrå, som ved en Engelsk fuldblod eller Varmblodshesten.   Manken er forholdsvis lav, og der er ofte lidt svaj i ryggen. Lænden er bred og stærk, hvilket er et krav for at kunne udføre de ofte krævende øvelser indenfor dressur.

Læs også: Forbered din hest til forårsgræsset

Som dressurhest er balance og styrke en høj prioritet, og den har masser af kraft i dens robuste ben, der ender ud i små stærke hove. Højden ligger på mellem 155 og 165 cm, men kan godt overskride den øvre grænse. Den moderne lipizzaner er næsten altid skimmelfarvet, selvom brune eller sorte individer også forekommer.

Foto: Canva

Alle ka’ li’ pizza

Når det kommer til temperament, så har lipizzaneren fra naturens side lige så stærke kvaliteter. For at udfylde dens rolle som dressurhest, er den selvfølgelig både arbejdsvillig og klog. Racen er desuden kendt for dens kærlige temperament og modighed. Den er udholdende og balanceret, både fysisk og mentalt og er en hest der er rigtig god til, at håndtere stress. Selv om den er ret sen til at modnes, kan en lipizzaner præstere til den er langt oppe i tyverne.

I Østrig kan man opleve enten til opvisninger, eller når der trænes til hverdag på Den Spanske Rideskole i Wien. Her rides der udelukkende på lipizzanere, i hvad der snildt kan betegnes som verdens smukkeste ridehal.

Og hvis man ikke tænker man vil tage til Østrig, så er der stadigvæk rig mulighed for at se en ægte lipizzaner. For den avles stadigvæk i adskillige lande udenfor Østrig. Både Italien, Rumænien, den Tjekkiske Republik og Slovakiet har egne stutterier. Ligesom man under en weekend i Ungarn, kan tage et smut ud til Szilvasvarad hvor du kan opleve en historisk udstilling om lipizzaneren og se et af deres shows. Den nyder en stor popularitet i USA, mens den er mindre udbredt i Storbritannien. Men også Sydafrika og Australien er med til at bevare bestanden af de dansende heste. Så nu kan man næsten ikke kalde den for en spansk hest mere. Men navnet fortsætter, traditionen tro.


Kilder:  https://www.britannica.com/animal/Lipizzaner, https://equusmagazine.com/blog-equus/breaking-lipizzaner-ceiling-hannah-zeitlhofer-promoted-reiter-spanish-riding-school-vienna-54119/

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce