Er du til heste, adrenalin, præcision, samarbejde, sammenhold og fart? Så kunne det være, at du skulle se lidt nærmere på Mounted Games disciplinen. For de ryttere, som allerede dyrker Mounted Games, er det blandt andet energien, spændingen og ikke mindst følelsen af adrenalinen, som får blodet til at suse, som giver dem lysten til sporten.
Mounted Games er kort fortalt en galopsport, hvor ekvipagerne samarbejder om at udføre en række finmotoriske stafet-discipliner fra hesteryg så hurtigt som muligt.
Det er en disciplin, som tiltrækker en del opmærksomhed fra publikum, og det er ikke uden grund. Underholdningsværdien er ikke til at tage fejl af. Det lynhurtige tempo og opsigtsvækkende øvelser, hvor rytteren hænger ned på siden af hesten, hopper af og på hesten og samtidig skal udføre præcisionskrævende øvelser, kan tage pusten fra de fleste.
Et sandt publikumshit
Som publikum til Mounted Games er der noget at se på, og disciplinen er af samme grund ofte et tilløbsstykke ved større arrangementer og opvisninger. Man kan ikke undgå at blive grebet af stemningen, når jorden dundrer under hovene på hestene, der løber for fuld kraft, men rytterne sætter flag i kegler, flasker på tønder eller kopper på pæle.
Læs også: Pony games: 8 sjove udfordringer på hesteryg
Mounted Games Danmark hører under det internationale forbund IMGA (International Mounted Games Association). Mounted Games har i Danmark et forbund og en bestyrelse. Herudover har forbundet også en repræsentant i det internationale forbund, så Danmarks interesser også varetages på internationalt niveau.
En sport for alle
Sporten dyrkes af både mænd og kvinder, drenge og piger i alle aldre. Disciplinen findes i 22 nationer på verdensplan, og på trods af at Mounted Games som udgangspunkt er en holdsport, rides der også individuelt og som par.
De fleste ryttere kan godt lide at ride lidt af hvert. I Danmark har Mounted Games en “lillebror” som hedder Pony Games. Mange Mounted Games ryttere har startet med at ride Pony Games, og siden er de rykket videre til Mounted Games.
Uhøjtideligt og afslappet
Det som fanger mange ryttere ved Mounted Games er det uhøjtidelige, farten, kammeratskabet og samarbejdet med både hest og kammerater.
Rytterne rider i mørke bukser, korte støvler og sportsbluser. Så er man ikke til skjorter, jakker, slips og hvide bukser, så kan Mounted Games noget helt andet. Her må man gerne blive beskidt.
For hele familien
Mounted Games er en familiesport på den måde at der er plads til alle og brug for alle. Der er brug for forældre, søskende, kærester og bedste forældre til at heppe, bygge baner, bage en kage eller bare være til stede, for sporten giver plads til samvær.
Der skal IKKE være stille, når der rides, musikken spiller, publikum må klappe, huje og heje. Alene det gør det lidt ekstra sjovt at være med, hvis man ikke selv skal ride.
Alle racer, størrelser og ambitionsniveauer
Alle racer kan bruges, og ponyerne må være op til 153 cm inkl. sko. Alle ryttere kan ride Mounted Games. Man må gerne bruge bøjlen til at komme op, hvis det med at hoppe op ikke lige er noget for en.
Når man dyrker Mounted Games er at have det sjovt, ville fællesskabet og har lyst til at kunne udvikle sig sammen med sin pony det vigtige. Om man vil ride på hyggebasis eller helt til tops internationalt bestemmer man helt selv.
Den 6. juni, som er 2. pinsedag, kl. 10.00 til 15.00 inviterer Mounted Games Association Danmark til åbent hus på Vallensbæk Rideakademi. Arrangementet er for alle og vil være som følger:
kl. 10.30 A finale Individuelle Danmarksmesterskaber Mini (Ryttere født i 2010 eller senere)
kl. 11.15 A finale Individuelle Danmarksmesterskaber Junior (Ryttere født i 2004 eller senere)
kl. 12.00 A finale Individuelle Danmarksmesterskaber Open (Ryttere født i 2003 eller før)
kl. 13.00-13.30 Opvisning og Clinic hvor publikum vil få forklaret og vist enkle teknikker og metoder til at komme godt i gang med Mounted Games.
kl. 13.30 – 14.00 Pause hvor ryttere, der medbringer egen pony kan sadle op og varme op.
kl. 14.00 til 15.00 Gratis Mounted Games træning.
Du kan medbringe din egen pony og få en times gratis træning, hvor du rider sammen med andre ryttere og også sammen med en af vores dygtige erfarne ryttere. Meld dig til træning på forhånd ved at sende en e-mail til mgadk@live.dk med dit navn og din alder. Du behøver ikke være modig eller erfaren, bare du har lyst til at have det sjovt. I rider på små hold med egen træner på hver bane.
Der vil være kaffe, saftevand og kage hele dagen og vores søde medlemmer står klar til at forklare, hygge og snakke.
Læs også: Fuld fart i Mounted games