Vi bevæger os mod koldere tider, og hvis du ikke allerede har givet din hest dækken på, er det for mange hesteejere ved at være tid til at iklæde hesten lidt ekstra beskyttelse mod kulden. Det ikke altid lige til at købe et dækken, og der er mange aspekter at overveje såsom pasform, egenskaber og funktion. Derfor har vi her på redaktionen samlet vores erfaringer og lavet en guide til, hvad du kan vælge at være opmærksom på, når du skal investere i et nyt dækken til din hest. Til sidst i artiklen har vi lavet en “Dækkenets ABC”.
Hvad skal dit dækken bruges til?
Før du køber nyt dækken, skal du overveje, hvordan du bruger det. Hvor koldt bliver det? Hvor meget går den ude, og er den klippet? Det er blot nogle af de spørgsmål, du bør stille dig selv. Hvis din hest skal gå med dækken det meste af døgnets 24 timer, er åndbarheden måske vigtigst. Omvendt, hvis hesten har tendens til at lege med andre (og deraf risikere at ødelægge dækkenet), skal du vælge et dækken med et højt denier-tal.
Normalt er det for mange ikke nok med et enkelt dækken til hele sæsonen. Det kan være nødvendigt at have et par stykker i forskellige tykkelser, så du kan skifte afhængigt af vejret.
Læs også: Undgå at din hests dækken bliver en bakteriebombe
Hvilken pasform og hvilken størrelse?
Et andet aspekt, som er vigtigt at huske på før du går ud og bruger store summer på et nyt dækken, er, hvordan hesten rent faktisk er bygget. Der findes ikke to dækkener med samme pasform. Det betyder, at en model, der måske passer godt på én hest, ikke nødvendigvis gør det på en anden.
Hestens bredde mellem benene, manens højde og bredde og længden af ryggen er faktorer, der påvirker, hvordan dækkenet ligger. Længden på ryggen bestemmer, hvilken størrelse din hest har brug for. Den finder du ved at måle din hest fra den forreste del af manken til haleroden.
Nogle vil måske gerne give hesten et stort dækken på, fordi det er mere luftigt. Man kan komme til at tro, at det forhindrer slid af hårene – især på bringen. Men faktisk har et overdimensioneret dækken den modsatte effekt. Det mister sin pasform og kan dermed begynde at slide på huden. Man bør altså hverken købe et dækken, som er lige til den store eller lige til den lille side, men fokusere på at finde et, der passer så godt som overhovedet muligt.
Hvis dækkenet har den rigtige størrelse, hviler det mod skuldrene, går op over manken og samtidigt giver god plads til, at benene kan bevæge sig fremad. Så har det den rigtige pasform og laver ikke slitage på hud og hår.
Læs også: Når dækkenet er en skadesynder
Et dyrt eller et billigt dækken?
Et dækken kan koste alt fra et par hundrede kroner til flere tusinde. Men hvor mange penge er det værd at give for et dækken, og hvad adskiller de dyre fra de billige? Nogle foretrækker billige, mens andre sværger til de dyre mærker – og der naturligvis være plads til begge dele.
Man kan være heldig at finde billige dækkener, som ligger godt på hesten, men som tilsvarende ville ligge helt forkert på en anden type hest – og det samme kan naturligvis gøre sig gældende for dyrere dækkener. Ligesom man ikke kan sammeligne pærer med bananer, gør man altså også klogt i ikke at sammenligne et dækken til en bred hest med et dækken til en mere smal race. Derfor er det bedste, man kan gøre, at rådføre sig hos en forhandler eller spørge en bekendt, som har en type hest, der minder om sin egen.
Dækkenets ABC
Denier
Denier (ofte markeret med D) er et mål for dækkenets holdbarhed. Jo højere denier, jo højere slidstyrke. Ofte ligger dækkenets denier mellem 600D og 2000D. Denier er således tykkelsen eller tætheden af tråden, hvorfra det ydre stof på dækkenet er fremstillet. Et dækken til brug udendørs bør selvfølgelig have et højere denier-tal end et til stald- eller ridebrug.
Rip-stop
Rip-stop betyder, at en stærkere tråd væves ind i et skakternet mønster på ydersiden af dækkenet. Hvis hesten river hul i sit dækken, vil de normalt være mindre og have svære ved at vokse sig større, hvis rip-stop er vævet ind i stoffet.
Vandttryk
Vandtryk beskriver, hvor meget vand, dækkenet kan modstå. Dækkenets vandtryk er normalt angivet i millimeter. Et tæppe med mindst 3.000 milliliter anbefales, hvis hesten går meget ude.
Gram
Fyldet eller foringen i dækkenet vejes pr. kvadratmeter og angives i gram foring per kvadratmeter (m2). Fyldet består normalt af et luftigt polyestermateriale. Regndækkener har som regel 0 gram i, hvorimod meget tykke vinterdækkener har op til 600 gram i.
Åndbarhed
Åndbarhed betyder transmission af fugt og sved og beskriver, hvor meget kondens stoffet slipper igennem.
Læs også: Studie: Heste kan selv fortælle, om de vil have dækkenet af eller på
Oprindelig bragt i april 2020.