5 tegn på Cushing hos den ældre hest, du nemt overser
Læs mere →
Pisken er et af ridesportens mest traditionelle hjælpemidler – og samtidig et af de mest omdiskuterede. For hvornår fungerer den som et tydeligt signal til hesten, og hvornår går den fra kommunikation til straf? I 2026 satte World Horse Welfare netop fokus på spørgsmålet med en ny guide baseret på læringsteori. Budskabet er ikke, at pisken altid er forkert – men at vi bør være langt mere bevidste om, hvorfor og hvordan vi bruger den.
Mange ryttere har en pisk med uden egentlig at tænke over det.
Den hører måske bare til udstyret. Man har altid redet med den. Underviseren har sagt, at man skal have den med. Eller den giver en følelse af sikkerhed, hvis hesten pludselig ikke vil frem.
Men World Horse Welfare stiller i sin nye guide et interessant spørgsmål:
Har du faktisk brug for pisken i dag?
Organisationen beskriver pisken som et valgfrit redskab, der kan bruges på en etisk forsvarlig måde – men kun hvis rytteren forstår hestens læring og bruger den uden at skabe smerte, frygt eller forvirring.
En pisk behøver ikke nødvendigvis blive brugt som et slag.
Den kan eksempelvis fungere som en forlængelse af rytterens eller trænerens arm og bruges til et let taktilt signal. Det kan være i arbejdet fra jorden, hvor man lærer hesten at flytte et bagben, eller under ridning, hvor et let signal kobles sammen med en allerede indlært hjælp.
World Horse Welfare beskriver, at pisken i sådanne situationer kan anvendes gennem negativ forstærkning: Et let pres eller en irritation gives, hesten udfører den ønskede respons, og signalet fjernes med det samme.
Det afgørende er at presset ophører.
Hvis hesten ikke kan gennemskue, hvilken reaktion der får presset til at forsvinde, bliver pisken ikke nødvendigvis et klart signal. Den bliver bare endnu en påvirkning, hesten skal forsøge at forstå.
I læringsteorien skelnes der blandt andet mellem negativ forstærkning og positiv straf.
Ved negativ forstærkning fjernes et ubehageligt eller irriterende signal, når hesten reagerer korrekt.
Ved positiv straf tilføjes der derimod noget ubehageligt efter en adfærd med det formål at mindske sandsynligheden for, at adfærden gentages.
Det kunne eksempelvis være, hvis hesten stopper ved et spring, og rytteren bagefter slår den.
Her bliver spørgsmålet ikke bare, hvor hårdt pisken anvendes, men også hvad hesten kan lære af timingen.
World Horse Welfare beskriver positiv straf som etisk problematisk og ofte uhensigtsmæssigt. Samtidig påpeger organisationen, at træning, der skaber frygt eller stress, kan forringe hestens mulighed for at lære.
Det er måske netop her, diskussionen bliver interessant.
For hvis hesten ikke udfører det, rytteren beder om, kan det være fristende at antage, at den er stædig, doven eller “prøver rytteren af”.
Så bliver pisken måske brugt til at gøre signalet kraftigere.
Men før man gør det, bør man ifølge World Horse Welfare overveje, om hesten faktisk har forstået opgaven. Deres guide lægger op til, at rytteren blandt andet spørger sig selv, om hesten kender signalet, om den fysisk er i stand til at udføre opgaven, og om brugen af pisken risikerer at skabe frygt eller smerte.
Det ændrer spørgsmålet fra:
“Hvordan får jeg hesten til at gøre det?”
til:
“Hvorfor gør den det ikke?”
Og de to spørgsmål kan føre til meget forskellige handlinger.
Hvis en hest pludselig ikke vil gå frem, nægter ved et spring eller reagerer anderledes end normalt, er mere pres ikke nødvendigvis den logiske løsning.
Hesten kan være usikker.
Den kan være fysisk træt.
Den kan have smerter.
Den kan have misforstået signalet.
Eller den kan ganske enkelt ikke være tilstrækkeligt trænet til den opgave, rytteren stiller.
World Horse Welfare fremhæver, at man ved træning ikke kun bør spørge, om en metode er effektiv, men også hvordan hesten oplever den. Træningsmetoder, der medfører frygt, stress eller fysisk ubehag, kan samtidig gøre indlæring vanskeligere.
Det betyder ikke, at enhver modstand fra hesten skyldes smerte.
Men pisken bør heller ikke være den automatiske løsning på enhver modstand.
Et almindeligt argument for at have pisk med er sikkerhed.
Ved eksempelvis trafik, terrænridning eller en hest, der pludselig bakker mod noget farligt, kan rytteren opleve behov for et ekstra fremaddrivende signal.
World Horse Welfare afviser ikke, at pisken kan have en sikkerhedsmæssig funktion i bestemte situationer, men understreger samtidig, at der mangler forskning på området. Derfor bør sikkerhed ikke automatisk bruges som begrundelse for enhver form for piskebrug.
Det samme spørgsmål diskuteres i væddeløbssporten.
British Horseracing Authority tillader fortsat pisk under strenge regler og betegner den som et hjælpemiddel til sikkerhed og “encouragement”. Samtidig begrænses både antal slag, placering, kraft og timing.
World Horse Welfare har imidlertid en mere kritisk position på brugen af pisk til “encouragement” i væddeløb og peger på, at forskningen ikke har dokumenteret, at piskebrug forbedrer præstationen eller sikkerheden.
Det viser måske meget godt, hvorfor diskussionen stadig eksisterer.
Selv inden for hestesporten er der ikke nødvendigvis enighed om, hvornår brugen kan forsvares.
Der er også forskel på at bruge pisken som et gennemtænkt signal og at reagere følelsesmæssigt med den.
En pisk, der anvendes i frustration, har sjældent samme præcision som et træningssignal.
Hvis rytteren er vred over et stop, en manglende overgang eller en hest, der “ikke hører efter”, risikerer brugen hurtigt at handle mere om rytterens følelse end om hestens læring.
Og her bør grænsen være tydelig.
Pisken bør aldrig bruges til at få afløb for frustration.
World Horse Welfare foreslår grundlæggende, at rytteren stopper op og overvejer tre ting:
Behøver jeg overhovedet at have en pisk med?
Er det nødvendigt at bruge den i denne konkrete situation?
Forstår hesten, hvad signalet betyder?
De spørgsmål lyder simple.
Men hvis de faktisk blev stillet hver gang, ville meget piskebrug måske se anderledes ud.
Det er nemt at gøre diskussionen sort-hvid.
Enten er pisken et legitimt hjælpemiddel.
Eller også er den et redskab til straf.
Men World Horse Welfares nye guide peger på en mere nuanceret virkelighed: Det samme redskab kan bruges på meget forskellige måder, og hestens oplevelse afhænger af blandt andet intensitet, timing, forståelse og sammenhæng.
Derfor er spørgsmålet måske ikke bare:
“Er det okay at ride med pisk?”
Men snarere:
“Hvad forsøger jeg at fortælle min hest med den – og er det overhovedet det, hesten hører?”
For hvis vi kalder pisken et kommunikationsredskab, følger der også et ansvar med.
Kommunikation kræver nemlig, at modtageren kan forstå beskeden.
World Horse Welfare – Should I carry or use a whip?
https://eu.worldhorsewelfare.org/advice/should-i-carry-or-use-a-whip
World Horse Welfare – We launch a practical guide to help riders answer the question ‘Should I carry or use a whip?’
https://eu.worldhorsewelfare.org/index.php/news/we-launch-practical-guide-to-help-riders-answer-the-question-should-i-carry-or-use-a-whip
World Horse Welfare – Why has World Horse Welfare produced guidance on whether and how to use a whip?
https://www.worldhorsewelfare.org/blog/why-has-world-horse-welfare-produced-guidance-on-whether-and-how-to-use-a-whip
World Horse Welfare – Is it acceptable to use a whip on a horse?
https://eu.worldhorsewelfare.org/index.php/blog/is-it-acceptable-to-use-a-whip-on-a-horse
World Horse Welfare – Training: how do horses learn?
https://www.worldhorsewelfare.org/advice/training-how-do-horses-learn
World Horse Welfare – Review of the use of the whip in racing
https://www.worldhorsewelfare.org/what-we-do/sport-and-leisure-horses/review-of-the-use-of-the-whip-in-racing
British Horseracing Authority – The whip
https://www.britishhorseracing.com/regulation/the-whip-2-2-2/