Skift tilstand og bliv bedre til at kommunikere med din hest

Du opnår et stærkere bånd til hesten, når du er positiv, nærværende og fokuseret. Det er det, der skaber den gode kommunikation. Det gælder uanset, om du er dressur-, spring- eller skovtursrytter, eller om du arbejder med din hest fra jorden. Men ved du, hvorfor det hænger sådan sammen? Ved du, hvordan du skifter tilstand? Og ved du, hvordan du kan se på hesten, når det lykkes?

Camilla Jacob

Camilla Jacobs står bag firmaet HorseMama, som tilbyder undervisning, foredrag og workshops i harmonisk horsemanship. Hun er uddannet Horse in Harmony Trainer hos Ute Lehmann og er desuden forfatter til børnebogen om horsemanship, Bravehart flytter ind.

Menneskets kommunikation

Lad os begynde med vores – menneskets – kommunikation. For den gode og effektive kommunikation er afgørende for at fremme og understøtte gode præstationer og trivsel, og for at skabe stærke og varige relationer. Også med hestene.

Vi kommunikerer hele tiden – på den ene eller anden måde. Ifølge Klaus Veile, mentaltræner og coach, så er det kun omkring 7 % af det, vi mennesker kommunikerer, som har med selve ordene at gøre. De resterende 93 % af vores kommunikation består af 38 % stemmeføring og 55 % kropssprog.

Ordene, stemmen og kropssproget, som vi bruger, påvirker både vores egne tanker og følelser og den respons, vi får fra andre. Og det er altså kropssproget, der har mest at sige.

En væsentlig del af vores samlede kommunikation er alt det, vi tænker og siger til os selv. Både det, vi siger med vores ydre, og det, vi siger med vores ’indre stemme’. Det, vi siger til os selv, er også delt op i 7 %, 38 % og 55 %, og det skal vi være opmærksomme på. Det har nemlig betydning, når vi skal sørge for at være i den tilstand, hvor vi kommunikerer bedst med vores heste.

Klaus Veile

Klaus er stifter og leder af firmaet Sapiens Performance. Han har gennem mange år udviklet og afholdt uddannelser og udviklingsforløb for enkeltpersoner og teams i erhvervslivet og i elitesportsverdenen. Desuden gæsteunderviser han på flere universiteter. Klaus betragtes som en af de ledende kapaciteter inden for præstationsfremmende psykologi, high performance mindset og mentaltræning. Han er blandt andet uddannet MA i Sports Psychology og har en MBA.

Man skal selv have det godt

Hvilken tilstand skal vi så være i? Jo, som jeg nævnte i begyndelsen, skal man være positiv, nærværende og fokuseret. Vi skal have det godt. Vi skal trives. Det er der flere grunde til.

Hvis vi er anspændte, nervøse, i dårligt humør, eller hvis vi har 1000 ting i hovedet, så kan vi ikke kommunikere optimalt. Er vi nervøse eller kede af det, så forsvinder vores fornemmelse for andre, og så kan vi ikke mærke hesten – eller andre mennesker. Vi skal derfor få vores følelser og reptilhjerne til at slappe af, så vi kan mærke hesten. Her er det essentielt, at vi sørger for at kommunikere med os selv på en måde, som gør, at vi er i den rigtige tilstand i forhold til at kommunikere med vores heste.

Derudover påvirker vores tilstand hesten på den måde, at hvis vores system er i alarmberedskab, så er der stor risiko for, at hesten opsnapper det og selv bliver nervøs, anspændt eller bange. Forskning har vist, at hesten har så god en lugtesans, at den kan lugte vores stresshormoner kortisol og adrenalin. Endvidere har forskning vist, at heste reagerer på lugten af et menneske, som er bange. Det er en del af årsagen til, at vi taler om, at hesten kan mærke, når vi er bange. Det er derfor vores ansvar at give vores heste det bedste setup, hvilket selvfølgelig også inkluderer, at vi skal hjælpe hesten med at få ro på reptilhjernen.

At skifte den tilstand, man er i

Det at skifte tilstand betyder, at vi foretager en positiv påvirkning af vores nervesystem, så vores tilstand passer til det, vi skal i gang med. Det gælder uanset, om det er hestetræning, matematik eller at give kæresten et kys på kinden. Alle vores præstationer bliver bedre, når vores tilstand passer til det, vi skal lave. Vi kan skifte tilstand ubevidst eller bevidst.

Du kender sikkert den ubevidste. Den dukker for eksempel op, når vi lægger mærke til en duft og straks husker tilbage på en begivenhed eller tilstand knyttet til den, og som på daværende tidspunkt gav os en bestemt følelse. Det kan også være et bestemt stykke musik, som på nanosekunder bringer os tilbage til sol, sommer og glade dage.

Vi kan også gøre dette bevidst, og det kan som regel være en god ting, når vi omgås vores heste og eventuelt skal præstere noget. Det kan for eksempel være i forbindelse med et stævne.

Annonce

Sådan skifter du bevidst tilstand

Som tidligere nævnt er det sådan, at uanset, om vi kommunikerer med et andet menneske, med et dyr eller med vores egen hjerne, så består 55 % af vores kommunikation af vores kropssprog. Derfor skal vi bruge vores krop til at skifte tilstand.

Forskere i kropssprog fra Harvard University og Columbia University har undersøgt og dokumenteret, hvordan vores kropspositioner påvirker os selv, og hvordan andre opfatter os. En ændring i din kropsposition ændrer øjeblikkeligt din kropskemi, og både position og kropskemi påvirker, hvordan du agerer og interagerer med andre.

Ved brug af såkaldte højenergi-kropspositioner kan du hurtigt og effektivt booste din energi og selvtillid og dæmpe stress. Højenergi-kropspositioner er typisk åbne og afslappede. Den positive effekt af højenergi-kropspositioner kan yderligere forstærkes med kontrollerede vejrtrækninger og øjenbevægelser.

Øvelse: Bliv fokuseret

Klaus Veile fortæller, at vi blandt andet kan bruge denne enkle øvelse til bevidst at skifte tilstand og derved blive mere fokuseret:

  1. Stil dig op og fokusér på et punkt foran dig over næsehøjde.
  2. Hold armene vandret ud til siderne i skulderhøjde og vend tommelfingrene opad (som et like på Facebook). Hold fokus på punktet i midten og bemærk samtidig dine tommelfingre ud af øjenkrogen (det perifere syn).
  3. Træk vejret dybt 7 gange – langsomt – ind gennem næsen og ud gennem munden. Sørg for at holde en lille pause mellem indåndingerne og udåndingerne.
  4. Samtidig med den sidste udånding fører du armene ind foran dig, så du samler hænderne. Når hænderne rammer hinanden, skifter du fokus og kigger på dine tommelfingre i stedet for punktet i midten.
  5. Voilá – du har hjulpet dine hjerne til at være fokuseret, og du har dæmpet nervesystemet. Mere skal der ikke til. Nu er din hjerne til stede, og du er klar til at kommunikere og præstere.

Ifølge Klaus Veile er det sådan, at dér, hvor vi mennesker retter hjernens opmærksomhed hen, bevidst eller ubevidst, er der, vi skaber og styrker hjerneforbindelserne. På den måde bliver de forbindelser i hjernen, vi øver os i at aktivere, stadig lettere og mere ubesværede at benytte. Det er sådan, vi danner nye mentale vaner over tid. Og det er faktisk samme sag for hestene.

Venstre: Punkt 1.-3. Højre: Punkt 4.
Foto: Camilla Jakobs / HorseMama

Hesten fortæller, når du er i den forkerte tilstand

Du kan selvfølgelig selv mærke det, når du er i den gode tilstand – og det kan hesten også. Det er der, det hele så at sige bare kører for jer begge to. Hesten skal nok fortælle dig, hvis du ikke er, hvor du bør være. Så vil den virke uinteresseret og have svært ved at forstå dine signaler. Måske går den fra dig. Eller måske kommer den ikke, som den plejer.

Jeg kom engang ud til en hesteejer, som ville have hjælp, da hesten ikke ville med ind fra fold. Hun havde aldrig oplevet samme opførsel hos andre heste. Det viste sig, at hesten reagerede på, at hun hele tiden var i en tilstand af stress. Der var fuld fart på, og hun udviste ubevidst en ‘nu skal vi’-attitude. Ved at stå helt stille og ikke have lyst til at følge med viste hesten, at mennesket var i den forkerte tilstand. Ved hjælp af de rette øvelser fik de heldigvis ændret på det.

Når du er i den optimale tilstand, vil du opleve, at din hest er interesseret og nysgerrig – at den er rolig, og at de opgaver, du stiller den, lykkes. Så husk at bestemme, hvilken tilstand du vil være i, inden du går ud til din hest.

Foto: Camilla Jakobs / HorseMama

Kilder

Christa Lesté-Lasserre, The Horse: Study: Horses Can Smell Human Fear, Happiness (thehorse.com, 2019)

Dana R. Carney, Amy J. C. Cuddy & Andy J. Yap, Havard University & Columbia University: Power Posing: Brief Nonverbal Displays Affect Neuroendocrine Levels and Risk Tolerance (Psychological Science 21(10), 2010)

Janet L. Jones, PhD: Horse Brain, Human Brain – The Neuroscience of Horsemanship (Trafalgar Square Books, 2020)

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce