At få hesten op i traileren kan til tider være nemmere sagt end gjort. Hvis du har prøvet at stå med din hest foran traileren i timevis, ved du hvor frustrerende det kan være for både dig og din hest. Vi har taget en snak med hesteadfærdsspecialist Karin Rosenberg Engelbrecht om typiske trailerlæsningudfordringer og hvordan man løser dem.
Karin Rosenberg Engelbrecht kommer jævnligt ud til hesteejere, som har problemer med at læsse hesten. Og det er ifølge Karin slet ikke så underligt, hvis hesten ikke har lyst til at gå op i traileren.
”Da hesten er et planteædende flugtdyr er det at gå ind i en trailer direkte naturstridigt. Når man instinktivt er bange for at blive spist af en løve, er det ikke særlig smart at gå ind i et lille lukket rum som man ikke kan komme væk fra, hvis der kommer en løve og vil spise én,” forklarer Karin.
Når Karin er ude hos kunderne i forbindelse med trailerlæsning, er der nogle udfordringer, som går igen.
Læs også: Når temperaturerne stiger: Din hestetrailer kan blive som en ovn
1. Hesten står som en statue foran traileren
Karin bliver ofte kontaktet af hesteejere, som forklarer, at hesten ikke er bange, men at den bare ikke gider gå ind i traileren. Dette er ifølge Karin sjældent forklaringen.
”Heste har nogle helt naturlige reaktionsmønstre, hvis de føler sig presset, utrygge eller bange. De kan i disse tilfælde vælge mellem at flygte, angribe eller fryse. I tilfældet, hvor hesten står som en statue foran traileren, har den valgt den udvej, som hedder at fryse. Det er umiddelbart en rolig og ufarlig reaktion, fordi hesten ikke er udadreagerende. Men man skal ikke tro, at hesten ikke er bange eller at den er stædig. Det er helt misforstået,” siger Karin.
Mulig løsning
Løsningen i denne situation er at gå meget langsomt frem og ikke presse hesten. Man skal være taknemmelig for hvert et skridt, hesten tager mod traileren.
”Her er det vigtigt at rose hesten, hvis den går frem. Også selvom det kun er et enkelt skridt. Og så skal man lade hesten gå væk, hvis den ønsker det. Hesten vil så være mere tilbøjelig til at prøve igen, fordi den ikke oplever et pres, og derfor har en positiv oplevelse,” forklarer Karin.
2. Hesten flyver tilbage, når du vil lukke bagbommen
Det kan virke meget voldsomt, hvis hesten bakker ud meget hurtigt, lige når man prøver at lukke bagbommen. Man skal for alt i verden ikke prøve at stille sig i vejen, for det kan være farligt. Hvis man ser på reaktionen ud fra et adfærdsmæssigt perspektiv, er reaktionen ifølge Karin dog helt naturlig.
”I denne situation er hesten bange for at blive fanget, og den reagerer bare ud fra sine instinkter. Her er det flugtinstinktet, der sætter ind, og tingene sker helt automatisk. Den opfatter situationen som ubehagelig eller farlig, og så prøver den at flygte,” siger Karin.
Mulig løsning
Når du har fået hesten op i traileren, er det vigtigt at vænne den til det med at lukke bommen i små steps. Ofte reagerer hesten på den raslen, den kan høre, når du prøver at lukke bagbommen.
Start derfor i stedet med at rasle med den forbom, som er ved siden af der hvor hesten står. Prøv at sætte bommen på og tage den af igen. Når hesten har det ok med det, gentag så sekvensen med den forbom, som er lige foran hesten. Og når den er afslappet omkring det, kan du prøve med bagbommen. Hvis hesten bliver utryg undervejs, så tag et skridt tilbage og gør øvelsen lettere.
3. Hesten går ikke helt ind i traileren
Kender du det? Du har endelig fået hesten op i traileren, men den stadig står med baghovene halvt ude på rampen, og du kan bare ikke få den til at gå helt ind. Der mangler lige det sidste.
”Når hesten ikke vil gå helt ind, kan det skyldes, at du bremser den. Hvis forbommen er sat på, skal du under den, for at hesten kan gå helt ind. Og noget så simpelt som at du bukker dig og måske vender ryggen til hesten, kan være nok til, at den ikke vil gå med helt ind i traileren. Du stopper op, hesten mister sit flow og bliver i tvivl om opgaven,” siger Karin.
Mulig løsning
I dette tilfælde er det ifølge Karin en god idé at fjerne forbommen, så du selv kan gå helt ind i traileren. Når hesten er kommet helt ind, er det vigtigt, at den har en god oplevelse, og at opholdet i traileren er rart. Du kan eventuelt give den lidt at spise derinde og tage den ud igen.
Når hesten er tryg ved at stå i traileren, kan du prøve at rasle lidt med forbommen og lege med at sætte den på. Du kan også lade en person stå på rampen, mens du læsser hesten. Så vænner den sig til, at der foregår noget, mens den er i traileren.
Læs også: Ferie er dejligt. Ferie med din hest er endnu skønnere
Generelle huskeregler for trailerlæsning
Ifølge Karin er det vigtigt med tålmodighed, tid og ros, når du træner trailerlæsning. Pres aldrig hesten for meget. Hvis du lægger pres på, så husk at slippe presset, lige så snart at hesten tager det mindste skridt eller gør noget rigtigt.
Du kan også lave forarbejdet udenfor traileren, som senere kan overføres direkte til traileren. Øv at gå gennem smalle passager, gå på forskelligt underlagt og prøv at få hesten til at træde op på ting så som paller eller madrasser.
Hos Skydsbjerg Horsetrucks kan du købe markedsledende hestetrailere og -transportere med fokus på tryghed og komfort. Hestetransporterne er bygget op som en boks, og hestene behøver derfor ikke være bundet, når de transporteres. Det giver hestene mulighed for at bevæge sig lidt rundt, selv bestemme retning og spise fra gulvet under transporten. Alle hestetransportere fra Skydsbjerg Horsetrucks leveres med ventilationsanlæg og kamera.