Bliv medejer af en travhest: sådan virker Share A Horse
Læs mere →
Vandforhindringen er den ene ting på banekortet, mange får ondt i maven af. Ikke fordi springet er stort, men fordi vandet gør alting uforudsigeligt. Og sandheden er, at vand sjældent er et springproblem. Det er et tillidsproblem — og det løses i skridt, længe før du sætter fart på.
Der er noget særligt ved vandforhindringen. Det er mørkt, det spejler, det larmer, og bunden føles anderledes under hovene end alt andet på banen. Derfor er vandet også dér, hvor de fleste stop sker i de lavere klasser — og dér, hvor rytterens egen nervøsitet smitter allerhurtigst.
Den gode nyhed er, at vand ikke er en springteknisk udfordring. Det er et spørgsmål om, hvor grundigt hesten har lært, at underlaget under den er til at stole på. Og det kan du træne, uden at hesten nogensinde behøver at springe noget som helst.
En hest kan ikke aflæse dybden i en mørk, blank overflade. Den ved ikke, om der er 10 centimeter eller en meter, før den første hov rammer bunden. Oveni kommer lyden, plasket, modstanden mod benene og et fodfæste, der pludselig giver efter. Al den information kommer på én gang, i det sekund hesten træder ind.
Derfor er vandforhindringer bygget, så der ikke skal gættes. Efter Dansk Rideforbunds militaryreglement må vanddybden i en forhindring, hvor hestene skal gennem vandet, ikke overstige 35 centimeter. Bunden skal være ensartet fast og jævn, og vandfladen skal være mindst seks meter — mindst ni meter, hvis der indgår et spring. FEI’s vejledning til terrænbanebyggere peger på, at 10-15 centimeter normalt er rigeligt i de laveste klasser.
Med andre ord: den vandforhindring, du møder til et dansk terrænstævne, er langt lavere, end den ser ud fra sadlen. Det er en pointe, der er værd at tage med — både til hesten og til dig selv.
Den første øvelse har ét formål: at vand bliver kedeligt.
Find et lavvandet sted uden forhindringer — et vandhul på terrænbanen, en bred vandpyt på grusvejen, en å med fast bund. Tag hesten med ved hånden første gang, og hvis den er usikker, så tag en rolig makkerhest med, der går i uden at tænke over det.
Gå selv i først. Stil dig i vandet, slap af i linen, og lad hesten kigge. Beløn i det sekund, den flytter det første forben frem — ikke først når den står midt i vandet. Det er den lille bevægelse fremad, du vil have flere af.
Når hesten står i vandet, så bliv der. Lad den skrabe, snuse, drikke, kigge. Fem til ti minutter er nok. Ingen øvelser, ingen krav, ingen næste punkt på programmet. Gentag over tre-fire dage, indtil hesten går i uden at standse.
Nu sidder du op — og nu handler det om gentagelse frem for fremskridt.
Rid ind i vandet i skridt, gennem, ud igen, vend, og ind igen. Otte til ti gange, gerne fra skiftende sider, så hesten møder både op- og nedgang fra forskellige vinkler. Hold tempoet i skridt hele vejen. Formålet er ikke at komme igennem, men at vandet mister sin nyhedsværdi.
Hold øje med din egen siddestilling, for det er her, de fleste ryttere ubevidst modarbejder sig selv: overkroppen skal blive oprejst med skulderen bag hoften, benet skal ligge på, og tøjlen skal være lang nok til, at hesten kan sænke halsen og se, hvad den træder i. En kort tøjle og en fremadfalden overkrop er den klassiske kombination lige før et stop.
Først når hesten går ind uden tøven i skridt, tager du samme rute i trav. Og først når trav sidder helt roligt, tager du kortgalop.
Den tredje øvelse er den, alle vil starte med. Lad være.
Når hesten går roligt ind i alle tre gangarter, rider du en tydelig linje mod vandet i kortgalop: kig på et fast punkt på den anden side af forhindringen, ikke ned i vandet. Sæt farten ned et par galopspring før opgangen, hold benet på, og lad hesten selv finde ud af resten.
Regn med, at hesten sætter tempoet ned i selve indgangen. Det gør næsten alle heste, også de rutinerede — vand bremser rent fysisk. Planlæg det i stedet for at blive overrasket af det, og hold benet på hele vejen igennem vandet frem til udgangen. Det er i udgangen, fremdriften forsvinder, og det er dér, en stamme eller et bord lige efter vandet bliver svært.
Har du adgang til et anlæg med et lille spring efter vandet, så byg først op til det, når selve gennemridningen er kedelig. Ikke før.
Har hesten allerede en historik med stop i vand, eller har du selv en dårlig oplevelse siddende i kroppen, så få en træner med på folden fra første gang. Et etableret stop bliver hurtigt til en vane, og vanen er sværere at rette end den oprindelige usikkerhed.
Det samme gælder, hvis hesten viser tegn på reel panik frem for tvivl — bakker hurtigt, stejler eller kaster sig rundt. Der skal du have en beridder eller military-træner ind, både for din egen sikkerhed og for ikke at cementere problemet.
Og så en sidste ting: vandforhindringer er noget af det sjoveste, man kan lave med en hest. Når først tilliden er der, plasker de fleste heste gennem vandet med en energi, man ikke ser andre steder på banen. Det er hele pointen med de tre øvelser — ikke bare at komme igennem til stævnet, men at vandet bliver noget, I begge glæder jer til.
Efter Dansk Rideforbunds militaryreglement må vanddybden ikke overstige 35 centimeter, hvor hestene skal gennem vandet. FEI’s vejledning til terrænbanebyggere peger på, at 10-15 centimeter normalt er nok i de laveste klasser. Vandet ser altså langt dybere ud fra sadlen, end det er.
Ja, til de to første øvelser. Alt hvad du behøver er lavvandet vand med fast bund — en bred vandpyt, et vadested eller en å. Først den tredje øvelse med fart og linje kræver et rigtigt anlæg.
Det svinger meget fra hest til hest. Nogle går i på første forsøg, andre skal have tre-fire korte sessioner over en uge, før de går ind uden at standse. Progressionen skal styres af hesten, ikke af kalenderen frem mod næste stævne.
Hold benet på, ret linjen op og prøv igen roligt frem for at forcere. Efter stævnet går du tilbage til øvelse 1 og 2 derhjemme. Et enkelt stop er information — gentagne stop er en vane, der skal have en træner ind over.