
Forårets føl er nu blevet store, nysgerrige unghingste og -hopper, og et sted i august eller september melder spørgsmålet sig: hvornår og hvordan skal I fravænne? Erfaringen fra danske opdrættere peger på, at svaret sjældent er ‘på én dag’. De bedste fravænninger starter nemlig længe før hoppe og føl overhovedet skilles ad.
Fravænning bliver ofte talt om, som om det er én bestemt dag, hvor føllet flyttes til en anden boks, og så er den historie slut. I virkeligheden er de dygtigste fravænninger en proces, der strækker sig over uger, og hvor det meste af arbejdet ligger, længe før mor og barn faktisk skilles ad. Her er de greb, mange danske opdrættere sværger til.
Den bedste forberedelse til fravænning handler ikke om selve adskillelsen – den handler om alt det, du gør inden. Brug sommeren på at vænne føllet til grime, til at blive ledet korte stykker væk fra hoppen, og til at stå roligt, mens du rører ved ben, hove og mule. Et føl, der allerede er tryg ved håndtering, klarer den følelsesmæssige belastning ved fravænning markant bedre end et føl, der oplever grime og alenetid for første gang samtidig med, at det mister sin mor.
Det er også en god idé at lade føllet stifte bekendtskab med andre heste i god tid, gerne jævnaldrende føl eller rolige, voksne heste, det kan læne sig op ad. En hest, der har et socialt netværk at falde tilbage på, står sig markant bedre den dag, hoppen forsvinder fra folden.
Den mest skånsomme metode er at trappe adskillelsen ned frem for at rive plastret af på én gang. I praksis kan det se sådan ud: I starter med at adskille hoppe og føl i korte perioder, for eksempel i forbindelse med fodring, hvor de kan se og høre hinanden gennem et sikkert hegn. Over nogle dage forlænges perioderne gradvist, og afstanden mellem dem øges lidt ad gangen.
En anden model, som mange stutterier med flere hoppe og føl bruger, er gruppefravænning. Her fjernes én hoppe ad gangen fra flokken, mens resten af føllene og hopperne bliver tilbage sammen. Det betyder, at det enkelte føl ikke mister hele sin verden på én gang, det beholder sine legekammerater og en tryg flok omkring sig, selvom mor er væk. Denne metode er ofte den mest lavstressede løsning, hvis I har mulighed for den.
Uanset hvilken metode I vælger, er det en god tommelfingerregel at undgå, at hoppe og føl kan høre hinanden kalde i den første tid efter den endelige adskillelse. Vrinsken kan holde begge parter i uro langt længere, end selve synet af hinanden ville gøre.
Både hoppe og føl vil typisk vise tegn på uro i overgangen, det er helt normalt og ikke i sig selv et tegn på, at noget er galt. Se efter kald og gentagen vrinsken, rastløs gang langs hegnet, nedsat interesse for foder, sved uden fysisk anstrengelse og en generel anspændthed i kropssproget.
Det er forskellen på normal uro og bekymrende stress, der er værd at holde øje med. Hvis føllet efter et par dage fortsat nægter at æde, virker sløvt eller isolerer sig fra andre heste i stedet for at søge selskab, er det tid til at give processen mere tid eller justere metoden. Hoppen bør på samme måde observeres for tegn på, at hun mistrives ud over det forventede – forlænget appetitløshed eller vedvarende uro er signaler, I ikke skal ignorere.
Mens I planlægger føllets overgang, skal I heller ikke glemme hoppen. Nogle dage før den endelige adskillelse er det almindelig praksis at skære ned på hoppens kraftfoder. Mindre energi i foderet betyder, at mælkeproduktionen begynder at falde, allerede inden føllet er væk, hvilket gør overgangen mere gradvis for hendes krop og mindsker risikoen for et smertefuldt, spændt yver.
Hold øje med hoppens yver i dagene efter fravænningen. Et vist tryk er normalt, men et yver, der bliver varmt, hårdt eller tydeligt ømt at røre ved, kan være tegn på begyndende yverbetændelse, og så skal dyrlægen involveres. De fleste hopper klarer selv at bringe mælkeproduktionen ned i løbet af nogle dage til en uges tid, hvis kraftfoderet er reduceret i god tid.
Fravænning bliver aldrig helt uden en dag eller to med uro, sådan er det bare, når to dyr, der har hørt sammen i et halvt år, skal lære at stå hver for sig. Men med god forberedelse, en gradvis proces og et vågent blik på begge parters signaler, kan I gøre den overgang markant blidere, både for hoppen og for det føl, der om nogle måneder selv er en selvstændig unghest på folden.
De fleste danske opdrættere fravænner, når føllet er mellem fire og seks måneder gammelt. Der er ikke ét rigtigt tidspunkt, det afhænger af føllets udvikling, hoppens huld og jeres praktiske muligheder for gradvis adskillelse.
Regn med, at den gradvise tilvænning kan strække sig over en til to uger, hvis I har mulighed for det. Jo mere tid I giver processen, jo mindre bratte bliver overgangene for både hoppe og føl.
Hold øje med yveret i dagene efter adskillelsen. Let hævelse og varme er normalt og aftager af sig selv, men bliver yveret hårdt, meget varmt eller tydeligt smertefuldt at røre ved, skal I have en dyrlæge til at vurdere, om der er begyndende yverbetændelse.
I den indledende, gradvise fase kan det være en fordel, at de kan se og høre hinanden gennem et sikkert hegn, det gør adskillelsen mindre skræmmende. Men når den endelige adskillelse sker, er det bedst, hvis de hverken kan se eller høre hinanden, da det ellers kan forlænge uroen unødigt.