“Ahva for noget!?”, tænker du måske og er ved at få dine egne ord helt galt i halsen, når vi nu fortæller dig et par sandheder om DRF’s dressurreglement. Mange ryttere – inklusiv diverse undervisere, og måske endda også et par dommere hist og her – har ikke styr på de opdaterede regler. Derfor har vi talt med en af landets største regelryttere, som i dén grad har styr på det. Hun ved lige præcis, hvad du og hesten kan komme afsted med, når I er til spring- eller dressurstævne. Her tager vi fat i dressurreglementet anno 2021, mens vi i en anden artikel retter blikket mod det, der gælder, når du er til springstævne.
Til stævne med brunt underlag og uflettet man
For at gøre opmærksom på, at mange af vores tanker om dressurreglement er ren og skær forestillinger, iførte Sascha sig tilbage i 2019 noget af et afvigende dressuroutfit. Det gjorde hun sammen med sin palominohest Champ, da de var til stævne. Hun selv var iført sorte ridestøvler, mørkebrun jakke og mørkegrå ridehjelm, mens hesten gik med brunt underlag og ikke havde set skyggen af en rosenknop. Manen hang løst, intet matchede og alligevel var ekvipagen helt reglementeret påklædt. Du kan følge Sascha på sin Facebook-side Golden World.
Google er ikke din ven
D-dommeren Sascha Norsbo kæmper en brag kamp for at få hestedanskernes øjne op for, hvad der egentlig står i DRF’s reglementer. Hun understreger, at meget af det, vi klæder os i til stævner, bygger på normer og forestillinger om reglerne, som slet ikke er rigtige.
Ofte bunder det i, at vi glemmer at kigge i de nyeste reglementer, mener Sascha.
“Folk er rigtig gode til at bare google dem, og det er desværre en faldgrube, for Google finder gerne de gamle reglementer frem først, fordi de ligger tilgængeligt på rideforbundets hjemmeside og derfor opfanger SEO de gamle. Den helt rigtige måde er at gå ind via rideforbundets hjemmeside og vælge de nyeste reglementer”, fortæller hun og fortsætter:
“Den største fejl, folk oftest gør, er at videregive informationer, som de tror er rigtige fordi det engang var sådan for 15 år siden, uden at de orienterer sig i gældende reglement og jeg tror det er derfor, de her gamle vaner og tidligere regler stadig florerer, fordi folk ikke holder sig opdateret. Der udkommer nye reglementer 2 gange årligt, så der kan ske meget med hvad der er reglementeret og hvad der ikke er”.
Bør og tilladt er ikke lig med påbudt
Én af de største grunde til, at vi fejlfortolker reglementerne, er at vi misforstår de ord, der bliver brugt. For eksempel støder man helt uundgåeligt på ordene “tilladt” og “bør” – og hvad indebærer de egentlig? At noget er tilladt eller bør være på en bestemt måde, betyder ikke, at det er påbudt. Det fortæller blot, at man har lov til at gøre det. Hvis noget derimod ikke er tilladt, så er det helt forbudt. For eksempel har det aldrig nogensinde været påbudt at ride med hvide bandager – men det har altid været tilladt at gøre det (gælder i dag til og med sværhedsgrad 1).
Sandheder om det nyeste dressurreglement
Måske troede du, at du kendte det nyeste dressurreglement. Men så kan du måske godt tro om igen. Med hjælp fra Sascha har vi samlet en række sandheder hentet direkte fra DRF’s dressurreglement. Og ja, et par af os fra redaktionen fik faktisk også kaffen lidt galt i halsen, da vi fandt ud af det…
- Hesten behøver ikke at være flettet, og halsen behøver ikke at kunne ses tydeligt. Det er efterhånden mange år siden, den regel blev fjernet.
- Rytterens hår behøver ikke at være sat op.
- Det er ikke et krav, at man rider med hvidt underlag. Det skal bare være diskret, hvilket er et fortolkningsspørgsmål.
- Hjelm, støvler og jakke behøver ikke at være sort eller have samme farve. Det skal bare være mørkt.
- Der er ingen regel om, at rytterens handsker absolut skal være hvide. De kan også være off white eller samme farve som jakken. Man må dog aldrig ride uden handsker.
- Dér, hvor beskyttelse på hestens ben er tilladt, må man ride med lige præcis de bandager og gamacher, man har lyst til – og de behøver ikke at være hvide. Det gælder til og med sværhedsgrad 1, det vil sige LA3 for hest og LB for pony. Derefter skal man ride uden. Derudover skal man også riden uden beskyttelse på hestens ben til alle former for mesterskaber.
- Brug af sporer er valgfrit på alle niveauer.
- Man må gerne ride med bomløs sadel, såfremt den ligner en dressursadel. Kombineret sadel og springsadel er tilladt til og med sværhedsgrad 4 for pony og sværhedsgrad 2 for hest.
- Uanset sværhedsgrad er det obligatorisk at ride med stævnenummer på ekvipagens venstre side, og det er rytterens eget ansvar at anskaffe sig det. Tallene skal være 3-6 cm høje. Dette står i rideforbundets fælles bestemmelser.
- Det stykke papir, du får udleveret med dommerens point og eventuelle kommentarer efter dit fuldførte dressurprogram, hedder ikke længere en kritik. Fra 1. januar 2021 blev det omdøbt til at hedde en protokol.
Bemærk, at det nyeste dressurreglement rummer mange nuancer, hvorfor vi anbefaler, at du nærlæser den nyeste udgave for en helt nøjagtig forståelse.
.