
Det starter måske meget uskyldigt. Dit barn vil gerne gå til ridning, og du tænker, at du bare skal stå på sidelinjen en times tid om ugen. Men pludselig ved du, hvilken hest der er sur ved opsadling, du har hø i bilen, og din weekend afhænger af, hvornår der er stævne.
For livet som forælder på rideskolen kan hurtigt udvikle sig. Og selvom ingen selvfølgelig passer perfekt ned i én kasse, er der alligevel nogle typer, man møder igen og igen.
Hvor mange kan du genkende?
Telefonen er fremme, allerede inden barnet er kommet op på hesten. Der bliver filmet trav, galop, det første lille spring og selvfølgelig præmieoverrækkelsen, hvis der er sådan en.
Og ja, familien har måske allerede set videoen. Men de kan sagtens se den igen. For når ens barn lige har redet sin første galop helt selv, er det altså stort.
For få uger siden var en grime bare noget, en hest havde på hovedet. Nu forsøger denne forælder at lære forskellen på grime og hovedtøj, forstå hvorfor man ikke bare kan gå om bag en hest og finde ud af, hvad underviseren mener med “diagonal”.
Der bliver stillet mange spørgsmål. Men giv det et halvt år, og så står samme forælder måske og forklarer en anden nybegynder, hvordan man renser hove.
Det går stærkt.
Det var barnet, der begyndte til ridning.
Det er bare vigtigt at huske.
Alligevel har denne forælder nu en yndlingspony, følger med i rideskolens Facebook-gruppe og spørger interesseret: “Skal I have Bella i dag?”
Barnet har fået en hobby. Forælderen har tilsyneladende også fået en.
“Har du husket handsker?”, “Skal du ikke have en ekstra trøje med?”, “Jeg har taget vand og en müslibar.”
Denne forælder kommer forberedt på det meste. I bilen ligger der ekstra strømper, snacks, plaster og sandsynligvis også noget regntøj.
Når alle andre opdager, at stævnedagen bliver tre timer længere end forventet, er det denne forælder, man gerne vil stå ved siden af.
Barnet: “Jeg skal springe i dag!”
Forælderen: “Nååå… hvor højt?”
Denne type prøver virkelig at se afslappet ud fra sidelinjen. Det lykkes bare ikke altid.
Et lille ekstra frisk galopspring kan få skuldrene helt op til ørerne, og til springstævnet bliver der måske kigget gennem fingrene på vej hen mod et par af forhindringerne. Barnet synes selvfølgelig bare, det er sjovt.
Denne forælder startede måske helt fra nul, men har taget opgaven seriøst. Nu kan vedkommende spænde gjord, finde det rigtige udstyr, rense hove og få en lettere modvillig hest med ind fra folden.
Spørgsmålet er ikke længere: “Hvad skal jeg gøre?”
Nu er det: “Jeg tager lige den anden side.”
Udviklingen er til at tage og føle på.
Her behøver ingen forklare, hvordan en hest skal sadles op.
Denne mor eller far har enten selv redet i mange år eller været hesteforælder så længe, at det efterhånden tæller som en uddannelse. De kender rutinerne, kan hjælpe med det meste og bliver sjældent imponerede over lidt mudder, en frisk hest eller en stævnedag, der starter før solen står op.
De har prøvet det før.
Denne forælder er med i stalden i dag, fordi den sædvanlige chauffør ikke kunne og det kan mærkes.
“Hvad hedder den nu?”, “Hvor ligger sadlen?”, “Er det den bane?”
Barnet går målrettet rundt og ordner det hele, mens forælderen følger efter og forsøger at se ud, som om situationen er fuldstændig under kontrol. Det er den ikke.
Ridningen varer måske en time, men denne forælder har for længst fundet ud af, at ventetiden kan bruges på noget.
Nemlig at snakke.
Der bliver vendt arbejde, weekendplaner, børn, heste og alt muligt andet, mens undervisningen kører i baggrunden. Efterhånden er det næsten lige så meget en ugentlig social aftale som barnets ridetime.
Og så er der selvfølgelig den forælder, der ikke kommer alene. Med på slæb er et barn, der absolut ikke deler familiens begejstring for heste.
Der er pakket snacks, iPad og underholdning til en mindre flyrejse, men efter 20 minutter kommer det alligevel: “Hvornår skal vi hjem?”
Og hvis det er stævnedag, og der stadig er fire timer tilbage?
Held og lykke.
Det sjove ved forældretyperne er selvfølgelig, at man sagtens kan være flere på én gang.
Du kan være den nervøse under springundervisningen, den praktiske på stævnedagen og den, der stolt filmer løs, når dit barn sidder i sadlen.
Og måske er det også noget af det hyggelige ved rideskolen. For mens børnene lærer at ride, lærer mange forældre langsomt en helt ny verden at kende.
En verden, hvor “jeg kører bare mit barn til ridning” pludselig kan betyde flere timer i stalden, mudder i bilen og en overraskende stærk holdning til, hvilken rideskolehest der selvfølgelig er den sødeste.