Når man skal træne en islandsk hest, er det vigtigt at tage højde for de ekstra gangarter, racen har. Derfor er man nødt til at træne takten i gangarterne. Dette guider islænder- og dressurrytter Simone Hoppe dig i, når hun giver sit bud på, hvordan træningsskalaen kan forstås og tilpasses til træningen af den islandske hest.
Læs også: Islandske heste, natur og livsglæde: “Det er bedre end at meditere”
Træningsskalaen
I dressur bedømmes ridning primært ud fra en træningsskala. Træningsskalaen er et værktøj, som er oprettet for at understøtte korrekt uddannelse af den enkelte hest med fokus på at uddanne hestene, uden at slide forkert på dem både fysisk og psykisk.
Træningsskalaen er også en god indikator for, hvornår ens hest er klar til at lære noget nyt og rykke op i trinnene.
Et sundt grundlag er alfa og omega for, at vores heste kan præstere. Derfor er det ærgerligt, at der ikke er flere, som kender denne gamle grunduddannelse. Træningsskalaen er oprindeligt udviklet i Tyskland omkring år 1900. Den var tænkt som en rettesnor for både hestens, rytterens og dommernes uddannelse, og den giver et grundlag for uddannelse af den unge hest, hele vejen mod topniveau.
Træningsskalaen til islandske heste
Sådan en skala findes ikke for islandske heste. Derfor har islænder- og dressurrytter Simone Hoppe lavet sit eget personlige take på, hvordan den kan overføres og forståes i forhold til træningen af den islandske hest.
Træningsskalaen er inddelt i seks trin, som dækker over tre forskellige faser: tilvænningsfasen, udvikling af hestens evne til at skubbe af og udvikling af hestens evne til at bære sig (se nedenstående billede). Ved at kombinere alle seks trin opnås total eftergivenhed.
Simone har lavet en træningsvideo for hvert trin for at forklare og demonstrere de forskellige begreber og trin. Men det er vigtigt at understrege, at alle trin skal hænge sammen og ikke kan opdeles firkantet. Det betyder, at man ikke altid kan sige: “Nu træner jeg trin 1, indtil det er 100% på plads, og derefter går jeg videre til trin 2.” Det kræver, at man bruger trinnene sammenhængende og forstår, at nogle heste har brug for, at man for eksempel træner rigtig meget løsgjorthed, hvor andre har brug for træning i accept af bid i en længere periode. Så selvom man har en model på uddannelsen af hesten, kan hestene altså ikke sættes i så skematiske systemer. Heste er meget forskellige, både af bygning og af sind, og skal derfor behandles individuelt. Men hvis man forstår at gøre korrekt brug af denne skala, er den en rigtig god rettesnor.
Læs også: Det danske islænderlandshold er et af verdens bedste – mød 4 ryttere her
Trin 1: Takt
Simone Hoppe om takt
Takt er det første vi arbejder med. Her er det vigtigt at understrege, at den islandske hest adskiller sig fra dressurhesten ved at have ekstra gangarter – tølt og pas. Så når vi er på første trin i tilvænningsfasen, så snakker vi om takt i skridt, trav og måske galop.
Nogle islændere har for eksempel så meget pas i sig, at galoppen først bliver helt taktfast og løsgjort, når hesten er længere fremme i sin uddannelse. Men som udgangspunkt arbejder jeg for, at alle mine ungheste er taktfaste i skridt, trav og galop, før jeg bygger mere på. Det er vigtigt fordi, jeg undgår skævheder og spændinger i kroppen. Hvis jeg ved, at min unghest er regelmæssig og frigjort i sine bevægelser og derved arbejder taktfast, så er den afslappet i kroppen, den er i ligevægt under mig, og den er klar til, at lade mig arbejde videre med accept af biddet og løsgjorthed, som er en del af de næste trin.
Så når vores heste ikke er taktfaste i eksempelvis trav, så fortæller det os, at den har en spænding et sted i kroppen. Den er måske lidt låst i sin lænd, den træder ikke lige meget ind under sig på begge bagben, eller den er stram i skulderen. Det er vores opgave som rytter at uddanne vores hest uden at skabe unødvendige spændinger og ride videre på skævheder. Derfor er fokus på regelmæssig takt meget vigtigt.
Når vi tilrider en hest, vil den altid være på forparten. 60% af hestens vægt vil være på forbenene ved opstart, og derfor skal hesten lære at balancere sig og langsomt få mere og mere vægt på bagbenene. Så kommer den i ligevægt og kan balancere og til slut ende med at bære sig mest på sine bagben – hvilket gør, at vi opnår samling.
Læs også: Tølt: Sådan træner du den behagelige gangart
Forfatteren af denne artikel er international dressurrytter og islænderrytter Simone Hoppe. Hendes mål er at konkurrere på højeste plan inden for begge verdener, men målet er lige så meget at opnå et godt samarbejde med hestene, hvor de er glade for at arbejde. Af samme årsag elsker Simone lige så meget en god tur i det fri som træningen i ridehuset eller på ridebanen. Hun har tidligere redet med i bruttotruppen til U25-dressurlandsholdet, og været ansat hos Hasse Hoffman og Andreas Helgstrand. Sammen med sin mand, springrytteren Søren Andersen, står hun bag S&S Equestrian.
Læs også: Forbud mod blood mares: Anima med underskriftindsamling
