Andreas Schou stjal showet i Nations Cup på Fyn
Læs mere →
Kandaren har altid været debatteret. Hvornår skal den bruges? Hvornår skal den ikke bruges? Og skal den overhovedet bruges? Selvfølgelig er der ikke så meget at sige til, at en ekvipage bruger kandar, når hvor det er påbudt ved konkurrencer på et bestemt niveau. Men hvad så, når man rider med kandar til træning, selvom det ikke er påbudt i de klasser, man rider til stævne? Gør man det i virkeligheden i forsøget på at opnå anerkendelse, føle sig som en bedre rytter, eller er der tale om noget helt andet? Har vi i virkeligheden brug for kandaren? Det spørgsmål stiller vi her…
Lad os først få på plads, hvad reglerne for brug af kandar under konkurrencer egentlig siger. Engang var det tilladt at ride med kandar på LA-niveau. Det er det ikke mere. I Dansk Rideforbunds nyeste reglement, står der:
“Fra sværhedsgrad 3 er det valgfrit, om der rides med kandar eller trense. Ved A- og B-stævner er kandar obligatorisk fra sværhedsgrad 4 og opefter. I klasser udskrevet kun for junior- og young riders er det valgfrit, om der benyttes trense eller kandar. Se også særlige regler for mesterskaber og cups.”
Det betyder, at det for voksne ved E-, D- og C-stævner er op til rytteren selv at bestemme, om han eller hun vil ride sin hest på kandar eller trense, hvis der rides en MB0 eller derover. Ved A- og B-stævner (internationale stævner og landsstævner) er det derimod obligatorisk at ride med kandar, hvis man rider en MA0 eller højere.
Synes du, at reglerne er som de skal være? Der er især to forhold, der ofte diskuteres heftigt blandt os ryttere:
Lad os så gå videre til, hvilket formål kandaren er ment til at skulle opfylde. Om hensigten så er god eller dårlig kan vi diskutere. Sådan vil det altid være.
Nå, men altså: Kandaren er i følge dressurrytter Hasse Hoffmann til for, at rytteren kan anvende finere og lettere hjælpere.
“Kandaren er til for, at rytteren kan anvende finere og lettere hjælpere.”
Hasse Hoffmann til Dansk Rideforbund.
Det kræver ifølge Hasse, at rytteren er ekstremt teknisk dygtig. Du skal nemlig være i stand til at anvende tøjlehjælpen fuldstændig uafhængigt af de øvrige hjælpere. Og så skal du ikke mindst kunne manøvrere at have to tøjler i hånden på én gang, som skal bruges uafhængigt af hinanden:
“Når man rider med kandar, skal man kunne administrere ikke blot én men to tøjler og være i en sådan balance og ride med et sådant overblik, at man kan løsne stangtøjlen og stramme bridonen og omvendt uafhængig af hinanden. Derfor er ridning med kandar også forbeholdt mere erfarne ryttere og er absolut ikke en optømning for den ufølsomme rytter.”
Selvom stævnereglerne kun tillader brug af kandar på et vist niveau, så er det i princippet legitimt at træne med kandar uanset hvilket niveau, man rider på. Desværre er det måske bare ikke alle, der tænker over, at en kandar ikke er ment som et hverdagsredskab. Hertil fortæller Hasse:
“…flere Grand Prix-ryttere træner deres heste i dressurens vanskeligste øvelser på trense.”
Hasse Hoffmann til Dansk Rideforbund.
“Når hestene først er begyndt at gå med kandar, er det ikke sådan, at de skal gå med kandar hver dag. De erfarne dressurryttere rider oftest deres grundarbejde og løsgørende arbejde på trensen, så kan de evt. ride det mere samlende arbejde på kandar. Og flere Grand Prix-ryttere træner deres heste i dressurens vanskeligste øvelser på trense.”
Påfaldende er det altså, at ryttere på højt niveau træner selv svære øvelser på trense, før de gør det på en kandar. Lige så påfaldende er det, at en hest ifølge Hasse først går korrekt på et kandar, hvis den hviler på bridonet og ikke på stangen.
“Hvis en hest er korrekt samlet på kandar, så er det bridonbiddet, den støtter på. Stangbiddet tjener kun til nogle finjusteringer nu og da”, understreger Hasse.
Det skaber unægteligt et spørgsmål om, hvorvidt vi overhovedet har brug for kandaren som kommunikationsredskab. Har vi i virkeligheden selv skabt behovet for den? Hvad synes du?
“Hvis en hest er korrekt samlet på kandar, så er det bridonbiddet, den støtter på.”
Hasse Hoffmann til Dansk Rideforbund.
Kilde: Dansk Rideforbund.