De fleste ryttere har nok – desværre – oplevet, at en dårlig stemning i stalden kan gøre, at man knap nok har lyst til at tage ud til hesten, selv om det jo sjældent har noget med den at gøre. Som opstalder kan man selv gøre sit for at sørge for den god stemning i stalden, og her kan du blandt andet bruge vores staldbibel, men der ligger også et stort ansvar ved staldejeren.
Læs også: Sådan opnår du det bedste miljø i stalden for dig og din hest
Derfor har vi fået Birgitte Sauer Nielsen til at komme med sine 12 bedste bud på, hvordan hun som staldejer forsøger at sikre, at alle opstaldere både kommer og går med godt humør i stalden. Hun har privat opstaldning i Aalborg med plads til 27 heste, og hun har haft opstaldere i næsten 30 år sammen med sin mand Ole. Derfor har hun samlet en række erfaringer, når det kommer til at sikre den gode stemning blandt opstalderen på staldgangen såvel som ridehuset.
For Birgitte har det altid været vigtigt at tage tingene i opløbet, og det er med til at skabe god stemning og et godt sammenhold i stalden. På den måde bidrager alle til, at det bliver sjovt at komme i stalden, og det gør ofte, at man som opstalder har lyst til at engagere sig mere i alt fra ryttermøder til små stævner i stalden. Derfor er et godt staldmiljø afgørende, hvis man skal have opstaldning, hvor både heste og ryttere trives med hinanden.
Læs også: Tag testen: Så lang tid bruger du i stalden i løbet af dit liv
Generelt er tydelighed og klare retningslinjer et nøgleord, når man som staldejer skal være med til at sikre, at der er et godt staldmiljø. Derfor kan I også komme mange ting i forkøbet ved at have klare nedskrevne regler, som alle opstaldere bliver orienteret om, før de begynder at komme i stalden. Måske reglerne skal justeres hen ad vejen, men sørg for, at der er nogle grundregler, som I løbende kan tilpasse til netop jeres stald.
Derudover er det vigtigt, at man som staldejer får taget fat i tingene, hvis der opstår problemer blandt opstalderne, så tingene ikke hober sig op og bliver til snak i krogene. Den manglende kommunikation kan skabe konflikter, som man ofte kan undgå ved, at man som staldejer får taget hånd om tingene i god tid med en god dialog. Dette kan både gøres i det daglige, men også ved eksempelvis at afholde staldmøder, hvor I får vendt stort såvel som småt, der vedrører den daglige gang i stalden og de forventninger, I har til hinanden.
Stalden skal være et rart sted for alle at komme, hvor der er plads til forskelligheder, og hvor alle følger reglerne. På den måde har både opstalder og staldejer et fælles ansvar i forhold til at sikre, at alle – heste såvel som ryttere – trives i stalden og skaber det gode staldmiljø.
Læs også: Staldklimaet har stor betydning for hestens helbred