Pressemeddelelse fra Mosson Stable
Den danske hestebranche har traditionelt set været meget analog, men det vil et århusiansk søskendepar lave om på. Med app’en Mosson Stable går Julie og Maria Morin efter at give stalddriften i Danmark et tiltrængt, digitalt løft.
Digitalisering. Onsdag d. 21. marts 2018 blev hestestalde landet over et vigtigt værktøj rigere. Mosson Stable udgør en digital platform for vidensdeling og overblik, som skal gøre hverdagen lettere for alle involverede i stalddrift. Direktør for Mosson Stable, Julie Morin, forklarer:
”I for eksempel konkurrencestalde er det enormt vigtigt at vide, hvor den enkelte hest er i sin træning. Den slags informationer bliver typisk båret fra mund til mund i dag eller på whiteboards, hvor man ikke gemmer historikken. Mosson Stable er et internt arbejdsredskab, som medfører, at alle kan se hvad planen er – både omkring hesten, men også i forhold til alt det udenom i stalden.”
Al data i én løsning
Mosson Stables formål er kort sagt at gøre de praktiske opgaver lettere i landets stalde. Alle detaljer omkring den enkelte hests behov og status – f.eks. i forhold til pleje, fodring og træning – registreres, så de involverede parter har mulighed for at følge med i udviklingen.
På den måde skal app’en fungere som et samlende værktøj, der kan bruges til bl.a. optimering af træning, stalddrift og løb. Én af dem, som kan se stor værdi i den digitale løsning er Paul Bjerring, Bestyrelsesformand ved Jydsk Væddeløbsbane:
”I min optik får du en større tryghed ved, at tingene bliver udført, som du gerne vil have det i stalden. Det er den moderne teknologi, du tager i anvendelse i stedet for at bruge tavlen ude i stalden.”
Topatleter med individuelle behov
I første omgang er Mosson Stable tiltænkt konkurrencestalde, men på sigt skal app’en kunne implementeres på tværs af branchen og i alle former for stalddrift. Årsagen til at fokusere på konkurrencestalde skyldes, ifølge Julie Morin, at den detaljegrad, der ligger i highperformance-heste, medfører, at det er den sværeste del af branchen at gå ind i.
Ligesom med en topatlet, er der hos konkurrenceheste en stor mængde detaljer at holde styr på, forskellige faste strukturer at følge og ikke mindst informationer, der skal deles på kryds og tværs. Med Mosson Stable bliver den slags data gemt og gjort tilgængeligt for alle medarbejdere, så de nemt og hurtigt kan få et overblik over forholdene omkring den enkelte hest. Og netop muligheden for at dele informationer om hestene blandt trænere, medarbejdere og ejere er fordelagtig, mener Henrik Friis, Direktør i Dansk Hestevæddeløb:
”Først og fremmest er det her jo et redskab, der kan hjælpe trænerne og deres personale i dagligdagen og være med til at digitalisere den viden, som de opbygger i den sammenhæng. Samtidig kan den være med til at mindske risikoen for fejl.”
Med fokus på brugerne
I udarbejdelsen af app’en har Julie og Maria Morin samarbejdet med House of Code – et full-service app-bureau med adresse i Odense. Udviklingen har båret præg af en høj grad af agilitet, hvor fokus hele tiden har været på de ”virkelige” brugere og deres behov. Derfor har processen også budt på løbende testning i hestestalde for på den måde, at skabe ægte scenarier med repræsentanter fra den virkelige målgruppe. App’en er derefter tilpasset brugernes adfærd, behov og ønsker.
Samtidig har det været vigtigt for Mosson-iværksætterne at sikre en løsning, som kan fungere nemt og hurtigt i en travl arbejdsdag med mange praktiske gøremål.
”I den her branche, hvor folk arbejder meget og som involverer dyr, har det været vigtigt at fokusere på, at gøre teknologien så let, så folk kan bruge den på stedet,” siger Julie Morin.
Mosson Stable i fremtiden
Selvom app’en havde lancering onsdag d. 21. marts, stopper udviklingen ikke her. Mosson Stable har store planer for fremtiden, som bl.a. indebærer mere tilpasning af app’en, men også ekspandering ud over landets grænser. Først og fremmest er målet dog, at Mosson Stable får god medfart i Danmark, og at brugerne kan se værdien i løsningen:
”Vi drømmer om, at Mosson Stable skal være en digital løsning på tværs af hestesegmenter. Én ting er at være med til at styrke hestenes performance, men det handler også om værdien i at mindske fejl i forholdene omkring hestene og om at øge medarbejdertrivslen med et redskab, der forbedrer kommunikationen. Både i forhold til hestevelfærden, men også i forhold til de mennesker, der arbejder i branchen,” afslutter Julie Morin.
Fakta:
House of Code er et tre år gammelt full-service app-bureau med hovedkvarter i Odense og kontorer i Aarhus og Cairo, der er gået fra 0-25 ansatte og en omsætning på næsten 9 mio. på blot 3 år. Bureauet er grundlagt på tanken om at; ”rådgive, designe, udvikle og drifte awesome apps, der skaber værdi for brugerne”, og kunderne tæller alt fra store etablerede brands som Stofa og GSK til nystartede forretninger som Mosson og Pindle
Mosson Stable er drevet af søstrene; Julie (35 år) og Maria Morin (36 år), og virksomheden har hentet finansiering hos Capnova, en mindre gruppe private investorer og Vækstfonden. Maria er uddannet kunsthistoriker og har tidligere arbejdet med kulturprojekter, mens Julie er ingeniør i Sundhedstekonologi og har arbejdet med at udvikle lydløsninger til kritisk syge patienter på intensive afdelinger og journalsystemer i sundhedssektoren. Omkring virksomheden er der etableret et advisory board bestående af kompetencepartnere og branchespecialister. Virksomheden har kontor på Jydsk Væddeløbsbane.