Der som bekendt mange forskellige discipliner inden for hesteverdenen. Man kan hurtigt komme til at holde sig til sin egen disciplin og glemme at udvide sin horisont. Men hvorfor ikke lære af andre ryttere, som har fokus på noget andet i sin ridning, end man selv har? For Malgré Tout er diversiteten i ridesporten vigtig, og derfor sætter vi her fokus på, hvordan vi med hver vores træningsmæssige interesser kan inspirere og lære af hinanden.
Lær af hinanden og varier træningen
Der er så meget, vi kan lære af hinanden – både af dem der er i samme disciplin, men også dem der er i en helt anden disciplin end os selv. Du kan sagtens få en masse inspiration af en islænderrytter, selvom du selv er dressurrytter.
Det er unægteligt en stor fordel at kunne trække på andre discipliner og træne sin hest (og sig selv) i at lave nogle anderledes ting. Dette kan nemlig give inspiration til andre, interessante træningsformer, men også til tilgangen til det at have hest, og hvordan du træner din hest.
Der er nemlig både store fordele for dig såvel som for din hest, hvis i varierer jeres træning og ikke bare laver de samme dressurøvelser alle ugens syv dage. Her kan det være godt at få ideer fra andre discipliner og prøve sig frem med for eksempel nogle springøvelser eller at ride helt let for tøjlen.
Dressur- og islænderridning
Der er mange forskelle mellem dressur- og islænderridning, og disse verdener er ret forskellige. På trods af dette er der meget disse to discipliner kan lære af hinanden:
Islænderridning
- Gangartstræning
- Naturen som en del af træningen
- Afslappet forhold til hestene
- Afvekslende træning, og glade heste
Dressurridning
- Dressurøvelser
- Struktur af træning
- Fokus på forskellige muskelgrupper og træning af disse
- Smidighed
Når man for eksempel rider islændere er det stadig vigtigt at have styr på de basale dressurøvelser, og du kan også sagtens træne din islænder til at kunne nogle nogle lidt sværere dressurøvelser. Dette kan både være med til at udfordre deres hjerner, men også hjælpe dem til at gå bedre og gøre jeres samarbejde lettere. Derudover er det en super god ide at træne smidighed, som er mere i fokus i dressuren, da det kun kan gavne hestens gangarter og øge muligheden for, at hesten kan udføre øvelser korrekt.
Dressurrytteren kan derimod drage fordel af at have et mere afslappet forhold til hestene, som islænderrytterne måske indimellem har mere af. Dressurrytterne kan eventuelt også inddrage fokusset på at ride i naturen og have naturen som en del af træningen. Dette kan være rideture, men du kan også sagtens tage dine dressurøvelser med ud på marken for at øve. Dette udfordrer også din hest i at gå på forskelligt underlag og være opmærksom på dette.
Læs også: Islænder- og dressurrytter Simone Hoppe: “Jeg drømmer om at komme tip tops i begge verdener”
Find inspiration alle steder
Du kan selvfølgelig også lære af alle andre discipliner og lade dig inspirere af, for eksempel spring, western eller noget helt tredje. Så længe du er villig til at lade dig blive inspireret, er der masser af interessante måder, du og din hest kan træne på.