Da redaktionen på Malgré Tout længe havde ønsket at sætte fokus på en topatlet i flere discipliner, faldt valget helt naturligt på Simone Lunding Hoppe. Hun er nemlig på vej til toppen i både dressur- og islænderverdenen og har som mål at komme på landsholdet i begge discipliner inden for de næste fem år. Simones vej ind i ridesporten er både en historie om at turde gå nye veje, at overvinde sig selv og trodse fordomme – og ikke mindst at gå efter at få det bedste med af begge verdener.
Sygdom tæt inde på livet
Simones passion for heste begyndte, da hun var helt lille. Lige siden hun kunne røre ved dyr og mærke deres rolige natur, har hun vidst at hun ville ride: “Jeg brugte det meste af min fritid på den lokale rideskole ligesom så mange andre børn i samme alder”, siger Simone med et glimt i øjet.
Men da Simones mor pludselig blev ramt af sclerose, vendte det op og ned på hele hendes tilværelse. Og som led i morens sygdomsforløb, blev hun tilbudt at ride på den lille hårdføre islandske hest med det rolige sind og positive arbejdsindstilling. Islændernes gangarter er nemlig som skabt til ryttere, der har fysiske udfordringer, og som ikke kan klare de store gangarter. For første gang så Simone, hvordan ridningen kunne lindre morens sygdom, og det gik op for hende, hvor mange kvaliteter den seje lille hest har. Dog blev islænderne lagt på hylden igen gennem Simones teenageår, hvor det hovedsageligt var dressurhestene, der stjal hendes opmærksomhed.
Bagsiden af medaljen
Simone fik sin første hest som 14-årig. Hun red middelsvær og konkurrerede på lige fod med de voksne. Hun blev udtaget til landsholdets bruttotrup for juniorer og young riders. Som 18-årig blev hun ansat hos Hasse Hoffmann og siden Andreas Helgstrand.
Men som 23-årig skete der noget, der skulle ændre Simones liv og gøre, at hun igen fik øjnene op for islænderen. Simone fortæller, at hun mærkede bagsiden af medaljen i dressursporten på sin egen krop. Hun havde haft en fantastisk hest i stalden, som hun havde lagt al sit hjerteblod i og var meget tæt knyttet til. Det var planen, at de sammen skulle ride U-VM og i Herning, men pludselig – og uden Simones viden – var hesten blevet solgt. Ikke nok med, at alle planerne gik i vasken, så var hendes bedste ven også pludselig taget fra hende.
For Simone var dette en skelsættende oplevelse. Det gik nemlig op for hende, at dressursporten var et hårdt game, man tit skulle sige farvel til sine elskede heste, man havde knyttet tætte bånd til. Hun nåede med andre ord grænsen for, hvad hun psykisk kunne magte.
Farvel til den kommercielle verden
Dette fik Simone til at sætte sig på ryggen af en islænder igen. Følelsen af ikke at være en del af en prætentiøs verden, hvor hverdagen går ud på at ride og fremvise dressurheste og at rejse land og rige rundt til stævner i weekenderne, var lige præcis det tiltrængte afbræk, hun havde efterspurgt så længe.
Langsomt og mens hun lyttede til sit hjerte, fik hun lysten til at ride dressur igen. Men ikke uden, at hun samtidigt kunne få lov til at ride islænder. For Simone var det nemlig altafgørende, at hun kunne få mulighed for at gøre begge dele på samme tid. Det giver hende mentalt ro og overskud at kunne være en del af to så forskellige verdener på én gang. Og det har tilsyneladende været opskriften på succes. I dag er Simone nemlig på topniveau, ikke bare inden for dressuren, men også i islændersporten. Hun har flere gode heste på vej og satser på at komme på landsholdet i begge sportsgrene.
Hvad kan dressursporten lære af islænderen?
Når man taler med Simone, er det tydeligt, at hun låner fra den ene sportsgrens øvelser, og tager dem med over i den anden. Det giver hende en langt større værktøjskasse af træningsøvelser at bruge af. I islænderverdenen bruger man naturen til at træne, fortæller hun. Hestene vil gerne arbejde og er altid positive. “De er ikke tvære, går imod eller bliver frustrerede. Hvilket nok skyldes, at vi rider så meget ude og dermed giver dem en meget afvekslende træning”, siger Simone.
Især tager Simone islænderfolkets tilgang til hestens sundhed og træning med sig, eksempelvis ved ikke at pakke dressurhestene ind i for meget ‘vat og bomuld’.
Dette er nogle af de værdier, Simone tager med sig over i dressurverdenen. Simones dressurheste får derfor mange foldtimer hver dag, uanset vejret.
Hvad kan islænderfolket lære af dressuren?
I islændersporten arbejder Simone meget med at styrke de forskellige gangarter og tempi. Dette giver nemlig høje point. For Simone er bæringen i de forskellige tempi altafgørende. Og det er noget, hun tager med sig fra sin dressur. Simone kalder det passage-tølt. Der findes nemlig både langsom tølt og hurtig tølt, og det er vigtigt for gangartskvaliteten, at hesten bevarer bæringen, selvom den rider frem.
Og så er der issuet omkring struktur. Islænderverdenen mangler måske noget af den struktur, som dressursporten har. I dressuren går man meget op i at strukturere sin træning og bruge tid på at varme op og træne forskellige muskelgrupper, som for eksempel ryg, bagben og overlinje. Dette mangler, i følge Simone, lidt i islænderverdenen, siger hun.
Vil nedbryde fordomme
Selvom Sione nogle gange bliver mødt med fordomme, synes hun dog, at flere og flere dressurryttere er begyndt at få øjnene op for de mange kvaliteter, islændersporten byder på. For hende er der nemlig mange ligheder mellem de to sportsgrene. Begge er meget tekniske. Og så er grundridningen fuldstændig afgørende for at opnå positive resultater. Det handler om balance og styrke, siger Simone.
Simones budskab er derfor, at der er meget, de to sportsgrene har til fælles og kan lære af hinanden. For Simone kommer rideglæden af at kombinere forskellige discipliner i sin træning, så den ikke kun bliver hård og ensformig. Det bliver man nemlig en dygtigere og gladere rytter af.