Carl Hedin har fødderne plantet solidt på jorden… Eller det prøver han i hvert fald på at have. For det at gå fra at være en dreng, som blev drillet, fordi han red på ponyer til at blive en ekstremt succesfuld rytter og offentlig person med omtrent 385.000 følgere på Instagram, har været noget af en balancegang for svenske Carl Hedin. Men han gør det godt. Her fortæller han om sit liv og sin karriere: At finde balance i berømmelsen, udgive sin første bog Hästpojken, at fokusere på sin ridning og vigtigst af alt: At være 100 % tro mod, hvem han er; en fyr, der egentlig bare elsker heste.
Læs også: Q&A med verdensmester Charlotte Fry: “Det her er drømmen”
Den gode balance
Indimellem flyver Carl nok lidt højt, hvilket er grunden til, at han takker sine venner i slutningen af sin bog. De er der for ham gennem tykt og tyndt. “Det er så godt, at jeg har sådan nogle fantastiske mennesker omkring mig, som kan hjælpe mig med at holde begge ben på jorden. Det er især vigtigt, når man er i et flow, som jeg er i lige nu, hvor alt bare sker. Det er en fin balance, for man vil så gerne prøve nye ting og opleve ting,” forklarer han.
“For mig handler det også om at give noget tilbage og give nogle budskaber videre til folk. Så når man er i en situation, hvor folk lytter til, hvad man har at sige, er der også en risiko for, at man mister fodfæstet en lille smule. Så er man nødt til at gå fra at være herude til at komme herind til”, forklarer Carl ved at række hænderne fremad og trække dem længere ind mod kroppen, som om han skulle lave en halv parade på en hest.
“Det er lidt ligesom at ride. Du er nødt til at finde den rette balance ved at ride fremad uden, at hesten løber afsted med dig.”
Når timingen er helt rigtig
I modsætning til mange atleter, som bruger tid på at komme til tops i sporten, stifte familie, få børn og så skrive en bog om sit liv, så udkommer Carls bog på et helt andet tidspunkt i hans liv og karriere. Faktisk var han til at begynde med slet ikke med på idéen om at skrive en bog. ”Jeg vågnede virkelig ikke bare en dag og tænkte, at ‘arh, jeg skal skrive en bog’,” griner han.“Det begyndte med, at jeg blev kontaktet af et forlag for to år siden. De fortalte mig, at jeg havde en interessant fortælling, og spurgte om jeg derfor havde lyst til at skrive en bog. Men på det tidspunkt følte jeg slet ikke, at jeg havde noget, jeg gerne ville sige. Jeg er jo ung, så hvad vil I have mig til at sige? tænkte jeg. Jeg havde ikke lyst til at være endnu en influencer, der havde skrevet en bog, bare fordi det er sådan, man gør. Så jeg sagde bare nej, nej, nej til de fire til fem virksomheder, der spurgte mig. Nogle ville gerne lave en træningsbog, mens andre hellere ville skrive en fortælling om ridning og sådan.”
Men så skete der noget. På et tidspunkt skrev en mor til en ung dreng til Carl på Instagram. ”Hun forklarede, at hendes søn havde mange problemer i skolen, fordi hans klassekammerater syntes, at det at kunne lide heste var en pigeting: at ridning var en pigesport, og at det slet ikke var cool at kunne lide heste. Men hendes søn havde så meget passion for heste og ridning, og hver dag, når han kom hjem fra skole, tjekkede han min Instagram-profil. Han syntes, at det ham dér gør, det er så cool“, husker Carl.
- Født i 1991.
- Succesfuld svensk dressurrytter, der blandt andet har vundet guld i den nationale svenskeholdkonkurrence. Han har mere end 385.000 følgere på Instagram, og han er en af de største rytterprofiler i Sverige.
- Bor udenfor Göteborg med sin hund Iris, og har udgivet sin første bog “Hästpojken”, som snart bliver oversat til engelsk.
- Han er grundlægger og CEO af Eques Management, som specialiserer sig i at træne talentfulde heste for at bringe dem til tops, samt præsentere heste fra alle niveauer og sælge heste fra hans egen stald.
Læs også: Dressur med Daniel Bachmann: Få bæring, skub og sving ind i hesten
At blive en modig voksen
Noget, der driver mange mennesker – ikke mindst ryttere – er at blive inspireret af andre. Måske på den måde, som den unge dreng blev inspireret af Carl Hedin selv; måske ved at se dygtige mennesker gøre, hvad de er bedst til. Hvad angår Carl, kommer inspirationen alle mulige steder fra, som ikke nødvendigvis har noget med heste at gøre.
“Jeg henter inspiration så mange steder fra og oplever så mange forskellige steder og mennesker. For eksempel kan jeg se på Usain Bolt, Cathrine Dufour og Peder Fredricson og tænke, at arh, jeg vil prøve det her. Måske har det noget at gøre med, at jeg er modig nok til at gøre noget, som ikke er helt inden for rammerne. Jeg laver for eksempel en kollektion af tøj sammen med Maya Delorez (et svensk ridesportsmærke, red.), og jeg synes, at Cargo-bukser er virkelig cool. Ridebukser til mænd er lidt kedelige, synes jeg, og jeg følte det ville være fedt, hvis vi kunne give dem lidt mere tyngde. Okay, så lad os gøre det. Jeg er ikke bange for at prøve nye ting af. Jeg tror, at jeg er heldig i den forstand, at mine forældre har været gode til at give mig meget selvtillid. Jeg har altid haft meget tillid til mig selv, og jeg tror ofte på, at hvis noget ikke går efter planen, så går det bare en anden vej.”
Ser du dig selv som modig?
“Ja, det gør jeg. Og det er nok derfor, at jeg allerede sidder med denne bog nu – fordi jeg ikke er bange for at fejle. Men jeg vil dog sige; at når det kommer til heste og det at være modig, så kan jeg godt mærke, at jeg bliver ældre, for eksempel når jeg er til shows. Hvis jeg ser, at en hest begynder at hidse sig lidt op, ville mit 19-årige jeg bare havde tænkt, at det ikke var noget problem og komme videre. Men nu tænker jeg tit: Åh nej, jeg kan forestille mig, hvad der kommer til at ske her. Så jeg tror måske, at jeg er ved at blive voksen nu. Og det, synes jeg, er ret cool. At jeg er nået til det sted, hvor jeg er mere opmærksom på ting. Jeg elsker stadig unge heste og at ride dem til, men jeg føler ikke, at jeg behøver at være så modig omkring det længere. Det er noget af det, jeg prøver at træne med hestene – ikke at ende i potentielt farlige situationer. Men, som jeg skriver i bogen, så sker det alligevel nogle gange” tilføjer Carl med et skævt smil.
Det er ikke magi!
Hvis du følger med i Carls rejse og hans arbejde med hestene, så har du nok mødt mange af de heste, han arbejder med hver dag, men hvad leder han egentlig efter? Hvordan er en Carl Hedin-hest?
“Intelligent. Og så kan jeg godt lide en hest med masser af energi og følsomhed. Jeg kan godt lide, at mine heste er nysgerrige overfor folk, og at de viser interesse i, hvad det er jeg prøver at kommunikere til dem. Det er okay, hvis de er lidt tændte, men ikke for tændte. Jeg elsker heste, der er ligesom mig selv,” forklarer Carl, men nej, han ser ikke sig selv som en form for hestehvisker.
“Nej, overhovedet ikke! Og nogle gange bliver jeg ret nervøs, når folk siger, at det jeg gør, er ren magi. Det er ikke magi. Overhovedet ikke. Det er bare træning, træning og træning. Men du har sådan en speciel stil i din ridning! Nej, der er ikke noget specielt over den. Det er klassisk tysk ridning. Indvendige ben til udvendige tøjle. Det er sådan, det stadig skal gøres. Selvfølgelig er der ting, som jeg prøver at gøre lidt anderledes, for eksempel når det kommer til adfærdstræning. Det var noget, jeg synes, manglede i træningen, da jeg startede til ridning som barn.
Vi lærte en masse om, hvordan vi skulle sidde, og hvordan vi skulle bruge hjælperne, men der var ikke særlig meget fokus på, hvordan heste faktisk lærer de forskellige ting. Det er noget af det, jeg synes er spændende at gøre til mit eget. Det er en kombination af positiv forstærkning og idéen fra klassisk ridning med at presse og slippe presset. Jeg synes, at det er fantastisk at se, hvordan tingene har ændret sig gennem årene.
Bare se på de olympiske deltagere. De ryttere, der ligger i top-5 er sådan en hyldest til den finere ridning. Og det har intet at gøre med magi eller tricks. Det er helt almindelig ridning, bare lidt bedre end før. Det er blødere og med en bedre forståelse af hesten. Så når jeg ser det, bliver jeg forsikret i, at dressuren generelt er på rette spor. Jeg kunne måske ønske, at det var lidt mindre konservativt, fordi det ville fremskynde processen en smule. Men jeg er sikker på, at vi er på rette vej.”
Læs også: Bjarne Nielsen: “I mange år har jeg kæmpet for den gode skridt”
Kærligheden til dressuren
På trods af at Carl elsker dressur nu, så var det slet ikke der, han startede. I begyndelsen byggede han springbaner derhjemme, og det var ikke, før han var 10-12 år gammel, at han kom i gang med dressur, fordi hans mor insisterede på det. Det var her, at Carl første gang mødte den oplevelse, alle ryttere drømmer om. Følelsen af, at hesten forstår, hvordan det kan være en fordel for den at lytte til sin rytter og følge rytterens vejledning. Følelsen af at blive et med hesten.
“Dressur er virkelig cool,” siger Carl nu, mange år senere.
“Vi kan lære vores heste så mange ting – endda tricks, hvis man vil. Ligesom med en hund. Og hvis vi gør det godt, bliver det meget smukt at se på. Næsten telepatisk. Den anden ting, jeg synes er cool ved dressur, er, at man for eksempel kan træne en god parade i en måned også gå fra et 5 til et 8-tal til et stævne. Så det er nemt at måle ens fremskridt. Da jeg var yngre, blev jeg tiltrukket af følelsen af at kunne følge med i udviklingen. Så jeg kunne se, at når jeg virkelig trænede, så gjorde det en forskel. Så jeg tror, at det var med til at starte min interesse i dressur,” siger Carl og tilføjer:
“Jeg tror, at alle der træner dressur kan genkende de der øjeblikke, hvor det går op for én, at man har hestens fulde opmærksomhed – det er fantastisk.”
Vigtig dansk indflydelse
Når man skriver en bog, får man også rig mulighed for at reflektere over sit liv og se nærmere på, hvad der skal være en del af historien. Som Carl forklarer, var det en svær proces at beslutte, hvilke oplevelser, der bedst illustrerer, hvordan han er blevet den, han er i dag. Men en af de ting, der skilte sig klart ud fra de andre, var den tid Carl brugte i Danmark sammen med den legendariske rytter Hasse Hoffmann. “Jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, hvor meget jeg faktisk har taget med mig fra min tid med Hasse, men til at starte med føles det ikke som så meget,” siger Carl med et grin.
“Nu ved jeg, at der er rigtig mange ting. Og da jeg skrev bogen, tænkte jeg virkelig: Hold da op, det han gjorde, er det, jeg gerne vil gøre med heste. Selvfølgelig kan jeg ikke sige, om det alligevel var sket, fordi jeg simpelthen mener, at det er den rette måde. Men med alle de mange ting Hasse gjorde, er jeg faktisk ikke sikker på, at han vidste, at han var en af de første til at se heste på den måde, og hvordan man kan tilpasse deres liv på en holistisk måde.
Så da jeg skulle udvælge ting til bogen, ville jeg have læserne til at tænke: Okay, det er derfor, at han gør sådan. Og der kunne jeg mærke, at Hasse var meget vigtig for den forståelse.”
Elsker rampelyset – og dog…
I Sverige, hvor Carl er født og vokset op, eksisterer Janteloven ligesom her i Danmark i bedste velgående. Det sociale kodeks, der understreger, at man ikke skal tro, man er noget eller er bedre end andre. Og man skal ikke stræbe efter storhed. Så hvordan spiller det sammen med Carl Hedins karriere, der brager derudaf, og hvor han ikke er bange for at sætte spotlys på sig selv? Tænker han nogensinde over det?
“Det er sjovt, du siger det, for mange folk tror, at jeg elsker at være i rampelyset. Og det gør jeg også i nogle tilfælde. Jeg kan godt lide at stå forrest og have det ansvar, der kommer med at være i front og at kunne videreformidle ting, når jeg kan mærke publikums interesse i det, jeg siger,” forklarer han.
“Men så er der også situationer, hvor jeg synes, det er svært. For eksempel da vi holdt en udgivelsesfest for min bog. Jeg hader fødselsdage og udgivelsesfester, for der skal jeg være til stede – bare fordi jeg eksisterer. Og så står folk bare og kigger på mig, men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Så jeg kan ikke lide desituationer, hvor jeg er i rampelyset, men jeg ikke har noget at sige eller gøre. Men under andre omstændigheder, hvor jeg føler, at jeg har styr på et emne og har nogle budskaber, jeg gerne vil ud med, eller jeg kan vise noget med min hest – så nyder jeg at være i rampelyset.
Hestene skaber jordforbindelse
Hvis vi havde haft mulighed for at tale med Carls venner, ville de nok ikke kategorisere ham som en stille type, men heller ikke en, der altid skal have opmærksomhed. På trods af at han virkelig nyder at baske med vingerne. Måske lidt for meget nogle gange.
“Det er nok meget naturligt for sådan en type som mig. En ekstrovert person, der gerne vil videre og prøve nye ting – så er man nødt til at have et drive. Det er helt klart mine heste, der holder mig nede på jorden. Og selvfølgelig sporten. Jeg har en fantastisk 7-årig, som har vundet så mange konkurrencer, og jeg elsker den hest, og han var godt på vej til at ligge i toppen ved et stævne. Men så under opvarmning, hvor han også var fantastisk, ender han med at bide sig selv i spidsen af tungen. Så jeg måtte ikke deltage i konkurrencen. Det er bare en af de tidspunkter, hvor man kan føle at man har 100% styr på det, men så bliver man mindet om: Nå nej Carl, du ved aldrig, hvad der sker. Så sporten, hestene og mine venner hjælper mig til at holde benene på jorden. Jeg tror, at det er nemmere at glemme sig selv, hvis man ikke har en anden verden, udenfor den man er i offentligheden. Alle i verden kan følge mig, men når jeg er på ridebanen, er det lige meget,” siger Carl.
Fordele og ulemper ved sociale medier
Når man som Carl er et kendt ansigt på sociale medier og har 385.000 følgere på Instagram, kan man godt forestille sig, at han også har set nogle af de negative sider ved sociale medier. Faktum er dog, at selvom han godt ved, at det kan være svært, så ser han generelt flere positive frem for negative sider. “Jeg var en af de første ryttere på sociale medier. Så jeg havde en slags fordel, som en first mover. Og jeg føler, at jeg har indflydelse på den atmosfære, der er i rytter-fællesskabet generelt. Hvordan folk taler til hinanden, hvordan jeg selv formidler min egen rejse som rytter. Så jeg håber at kunne inspirere nogle af de up-and-coming ryttere, som ikke har så mange følgere.
Og jeg mener stadig, at alt det positive, der kommer fra sociale medier, opvejer alt det negative. Især i en sport, der er så isoleret fra den almindelige verden. Fordi mange mennesker ikke har nogen kontakt med heste, medmindre de tager et besøg på en gård eller generelt bare kommer ud af storbyerne. Men med sociale medier er der en mulighed for at kunne nå dem, og jeg håber, at jeg på den måde kan vinde nogle af dem over til ridesporten, på en revolutionerende måde, vi ikke har set før.”
Læs også: 10 inspirerende instagrammere, der har et holistisk syn på heste
Horses, Sport and Pleasure
Nu hvor Malgré Touts catchphrase er Horses, Sport and Pleasure, er vi nysgerrige på, hvordan det passer ind i Carls tankegang. Giver det mening for ham at sætte de tre aspekter sammen?
“Der er mange på min alder, som ser sport-delen som meget mere end bare at vinde konkurrencer,” forklarer han.
“At være en vinder er ikke kun at stå på toppen af et podium. Det er også at være et godt menneske overfor hestene og at være en god ven ved konkurrencer. At have tid og lyst til andre ting end konkurrencer. Jeg tror, at det har noget at gøre med min generation.
Nogle mennesker tænker måske: Hvorfor skulle han ride til Oslo Horse Show og afholde en clinic – han har jo ikke engang vundet en Grand Prix. For det første vælger jeg ikke at tage til Oslo, jeg bliver inviteret, og jeg tror, at det er fordi, jeg har hele pakken, som er meget mere end bare at vinde konkurrencer, medaljer og rosetter. Det er også helt fint. Men jeg kan huske, dengang jeg var 19 år og fandt ud af, at jeg gerne ville arbejde professionelt med heste, der sagde min mor: Jeg tror ikke, at du kommer til at vinde De Olympiske Lege Carl. Du kommer til at vinde en masse andet, men ikke det.
Jeg kan huske, at jeg tænkte: Helt ærligt mor, hvorfor vil du sige sådan noget? Men jeg forstår hende mere og mere for hvert år, der går. For jeg kan se de mennesker, som har satset alt på sportsdelen, og de står der på podiet med medaljer, og jeg kan ikke lade være at spørge mig selv: Hvad sker der mandag morgen, når du er derhjemme igen – hvad er det så, der holder dig motiveret? Så jo ældre jeg bliver, jo mere ser jeg sportsdelen som en del af noget meget større. Og det, synes jeg, er så spændende, for man skal altid huske, at man ikke kan styre alting. Så du kan være heldig og finde en rigtig god hest, og du kan få muligheden for at skabe en god karriere med den ene hest, eller med flere, men så sker der pludselig andre ting. Jeg vil ikke kun have en ting, jeg er god til. For hvis det så ikke fungerer med en bestemt hest, eller jeg ikke føler mig motiveret, ved jeg, at der er mere at komme efter. Og jeg ved, at lige meget hvad der sker, så har jeg andre ting,jeg interesserer mig for. Ting, der får mig op om morgenen.”
Læs også: Jens Fredricson, svensk toprytter: “Det er ikke et job – det er en livsstil”