Dufour og Cassidy brød 80% muren i Grand Prix Special og ligger på en sikker guldkurs – Kampen om de øvrige medaljer og EM pladser er til gengæld vanvittig tæt.
Tårerne trængte sig på hos en rørt Cathrine Dufour, da hun red ud af banen efter sit livs bedste ridt med Atterupgaards Cassidy, hvor parret i Danmarksmesterskabets 2. afdeling udstrålede total harmoni i et kraftfuldt og spændstigt, men alligevel yndefuldt og elegant program, hvor de for første gang brød 80% muren i Grand Prix Special.
”Det er sådan en tur som i dag, jeg har jagtet rigtig længe. Det er den bedste Grand Prix tur, jeg har haft til dato, og han var tæt på perfekt. Jeg havde en tåre i øjenkrogen, da jeg var færdig. Han var så fed at være på,” fortalte Cathrine Dufour.
”Jeg red lidt forsigtigt i går, men i dag kunne jeg virkelig lukke op. Han fulgte mig hele vejen og var sindssygt glad derinde.”
Rytterne rettede ind – og op
Efter torsdagens første afdeling af mesterskabet, hvor flere af medalje- og EM kandidaterne lavede, hvad man i tennissporten kalder uprovokerede fejl, bad dressurlandstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein rytterne stramme ballerne. De formaninger blev der lyttet til, og der var i dag væsentlig bedre fokus på banen i parken på Broholm Gods.
”Jeg ved ikke lige, hvad der skete i går, men de red meget bedre i dag,” siger holdleder Kimi Nielsen, som glæder sig over, at kampen om medaljer er så tæt.
”Det er et luksusproblem for os, når vi har så mange gode EM-kandidater at vælge imellem. Heldigvis har vi fået seks pladser til stævnet i Aachen, og så udtager vi rytterne til EM derefter.”
Spænding om pladserne
Selvom Cathrine Dufour og Cassidy er suveræne i toppen af regnskabet, så mangler der ikke spænding i årets Danmarksmesterskab. For kampen om de øvrige medaljer er knivskap, hvor tre ekvipager ligger inden for fire tiendedele i det samlede regnskab, før søndagens kür-finale.
På nuværende tidspunkt er det den 27-årige berider fra Blue Hors ved Billund, Daniel Bachmann Andersen, der ligger til en sølvmedalje med den talentfulde avlshingst Blue Hors Don Olymbrio, men han er tæt fulgt af OL deltagerne fra Rio, Agnete Kirk Thinggaard med Jojo AZ og Anders Dahl med Selten HW.
Danmarksmesterskabet i dressur afgøres søndag eftermiddag på Broholm Slot, hvor de sammenlagt 15 bedste fra de to første afdelinger rider om medaljer og EM-pladser.
Resultat 2. afdeling af GorissenFederspiel DM-dressur
- Cathrine Dufour/Atterupgaards Cassidy – 82,059%
- Daniel Bachmann Andersen/Blue Hors Don Olymbrio – 74,745%
- Agnete Kirk Thinggaard/Jojo AZ – 74,471%
- Anders Dahl/Selten HW – 73,392%
- Anna Kasprzak/Rock Star – 72,392%
Samlet stilling før DM-finalen
- Cathrine Dufour/Atterupgaards Cassidy – 161,559
- Daniel Bachmann Andersen/Blue Hors Don Olymbrio – 146,805
- Agnete Kirk Thinggaard/Jojo AZ – 146,771
- Anders Dahl/Selten HW – 146,492
Kilde: Broholm Horseshow