Danske medaljefavoritter ved VM i paradressur

Truslen fra orkanen Florence rokker ikke ved håbet om VM-medaljer til Danmarks stærke landshold i paradressur.

Tårnhøje forventninger
Den internationale hesteverden er samlet til World Equestrian Games – ridesportens VM – i disse dage i Tryon, North Carolina. Heste for en halv milliard dollars er fløjet ind fra hele verden for at dyste i alle ridesportens discipliner – herunder paradressur, hvor det danske landshold regnes for en af de helt store medaljefavoritter. Så forventningerne er tårnhøje – både individuelt og i holdkonkurrencen, hvor danskerne med en placering i top tre kan sikre de første fire kvotepladser til de Paralympiske Lege i Tokyo 2020.

“Vi håber selvfølgelig på at kunne følge op på succeserne fra både Paralympiske Lege i Rio og EM i Göteborg sidste år,” siger landstræner Astrid Gemal og fortsætter:

“Vi er kommet rigtig godt herover. Både heste og ryttere har tacklet den lange rejse helt super, og de første træninger er gået rigtig godt, så det ser lovende ud. Det er meget varmt og luftfugtigheden er høj, men vi har heldigvis også haft en varm sommer i Danmark, så alle er vant til at ride under ekstreme forhold.”

Det danske landshold består af både rutinerede ekvipager og helt urutinerede på VM-niveau. EM-guldmedaljevinderne fra Göteborg – grad II-rytter Stinna Tange Kaastrup og Susanne Jensby Sunesen i grad IV, danner grundpillen på det danske landshold, som også består af Caroline Cecilie Nielsen og Line Munk Madsen. Caroline er meget rutineret på internationalt niveau og har blandt andet vundet bronze ved de Paralympiske Lege i Beijing i 2008 i grad III, men rider en meget urutineret hest ved dette års VM. For den danske mester i grad I, Line Munk Madsen, er det international mesterskabsdebut – både for hende og hesten – men under træningen i Tryon har parret vist god form og overskud.

“Det er et spændende hold, vi stiller med i år. Der er en rigtig god dynamik, hvor man virkelig kan lære af hinanden. Men det bliver selvfølgelig spændende at se, hvordan især de nye på holdet står for presset ved at være med til et stævne, der er så stort som VM,” siger Astrid Gemal.

Florence truer
VM er kommet lidt haltende fra start, hvilket især har givet udfordringer for pararytterne, hvor transport og indkvartering ikke har været ret handicapvenligt. Alle specialbiler, som for eksempel kan transportere Stinna Tange og hendes kørestol, er udkommanderet til North Carolinas østkyst, hvor orkanen Florence er ved at gå i land. Selvom den i løbet af de sidste dage er blevet nedgraderet til en kategori 2 orkan, så risikerer Tryon stadig at blive ramt af voldsomt nedbør i weekenden, så man er selvfølgelig bekymrede i den danske lejr.

“Vi er i gang med at regnsikre, så godt vi kan, så hverken heste eller udstyr bliver berørt for meget af de mængder vand, der lige nu ser ud til at komme. Vi holder humøret højt, og så glæder vi os bare til at komme i gang med konkurrencerne,” siger holdleder Anette Bruun.

De danske paradressurryttere har første konkurrencedag på tirsdag den 18. september. På det tidspunkt skulle orkanen gerne være stilnet af.

Læs også: Flot start af paradressurrytterne

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce