Hubertusjagten er tilbage!

Hubertusjagten er en af de mest traditionsbundne ridediscipliner. Sidste år måtte den over 100 år gamle tradition for første gang siden Anden Verdenskrig aflyses på grund af corona-pandemien, men er i år atter tilbage i de gyldne efterårsomgivelser i Dyrehaven i København.

Hvorfor er Hubertusjagten stadig så populær?

Hubertusjagten var engang ikke kun fyldt med rødklædte ryttere og deres spring- og løbelystne heste. Den bestod også af en stor flok hunde af racen Foxhound samt et byttedyr – ofte en ræv – i front. Her var målet at løbe byttedyret træt, ind til det faldt om af udmattelse, hvorefter en udvalgt jæger steg af sin hest for at dræbe det. I dag er der kun de eventyrlystne heste og ryttere – som endda sjældent reelt er jægere – tilbage.

Hvorfor disciplinen stadig er så populær, og hvorfor vi holder fast i nogle af traditionerne, når andre for længst er ebbet ud, tager vi fat på her. Du kan også finde informationer om dette års jagt, der finder sted den 7. november 2021. 

Fra parforce til hubertus 

Hvert efterår, den første søndag i november, arrangerer Sportsrideklubben den kendte hubertusjagt i Jægersborg Dyrehave. Traditionen om at jage en byttedyr ved hjælp af hunde stammer fra det, man kalder parforcejagt, som netop handler om at udmatte dyret, før det dræbes med en dolk. “Par force” betyder “med magt”. Det var Christian 5., der indførte parforcejagterne i de sjællandske skove. Her blev vejene anlagt i en stjerneform, så jægere kunne stå i vejkrydsene og få overblik over hundenes jagt af byttedyret. Det kan man blandt andet se i Dyrehaven og i mange skove i Nordsjælland, fordi områderne netop er lavet til det. Parforcejagterne var meget udbredt i 1600-tallet og blev reddet ind til slutningen af 1800-tallet. Herefter oprettede Sportsrideklubben hubertusjagten i 1905.  
Men hvor kommer navnet Hubertus så fra? Selvom hubertusjagten ikke længere har noget med reel jagt at gøre, så er den opkaldt efter jagtskytshelgenen – Hugbert – også kaldt Hubertus, som levede i 6-700-tallet. Hubertusjagten har altså fået sit navn for at ære denne helgen.

Hubertusjagten er, ligesom de mange andre jagter rundt omkring i landet, forbundet med en høj grad af fællesskabsfølelse og traditioner. Foto: Bent Ursin.

Den moderne hubertusjagt 

I den moderne hubertusjagt er ræven erstattet af to rævehaler, som sidder på jakken af de to mest erfarne ryttere. Hundene er der heller ikke længere, og i modsætning til førhen, så er jagtruten planlagt. Det betyder til gengæld, at der kan komme masser af tilskuere for at overvære ridtet, og de ved lige, hvor de skal stille sig. Som bekendt skal man komme i rigtig god tid, hvis man vil tilkæmpe sig en plads foran magasindammen, hvor de største dramaer i samarbejdet mellem hest og rytter ofte finder sted. Hvert år møder 30-40.000 tilskuere op – og de er langt fra alle sammen vante hestemennesker. De ser det blot som en hyggelig tradition, der er værd at holde i live.

Læs også: Eneste aflysning siden 2. Verdenskrig: “Jeg ville hellere undvære juleaften”

Hvorfor holder vi traditionen i live? 

Men hvorfor? Hvorfor mon denne i vor tid umiddelbart formålsløse disciplin, hvor der ikke engang er nogen ræv at ride efter, kan samle så mange forskellige mennesker? Hvad er det, der gør, at vi hestefolk såvel som ikke-hestefolk er så glade for at holde traditionen i live? Vi tror, det handler om fem vigtige forhold. 

Jagten på at vinde 

Det kan godt være, at man ikke længere rider jagter for at nedlægge et bytte. Men der er alligevel et mål med det hele: at komme først over målstregen. Siden hubertusjagtens begyndelse har man nemlig sat en målstreg for ruten og efterfølgende hædret vinderen. Og mon ikke, det har været medvirkende til, at så mange ryttere i dag synes, at det er lidt spændende at ride jagt – også selvom der ikke er så meget jagt over det? 

Følelsen af fællesskab 

Der er også ryttere, for hvem det slet ikke handler om at vinde, men om at nyde samværet med de andre ekvipager og få en god tur med sin hest. Man siger, at der i et jagtfællesskab hersker en helt særlig ånd, som på tysk beskrives med ordene “Wein, Weib und Gesang”, eller på dansk: “liv og glade dage”. Så selvom der altid er en vinder over målstregen, så er der aldrig nogen tabere – kun en følelse af fællesskab.  

Hubertusjagt
Der findes ikke meget inden for hesteverdenen, der er så ikonisk som en flok røde jakker på hesteryg i skovens efterårsfarver. Foto: Bent Ursin

Spænding hvert eneste år 

Som publikum er det altid spændende at se andre mennesker gøre noget, som man ikke selv tør. Vi er ikke i tvivl om, at spændingsmomentet i at se ekvipagerne forcere de relativt store, faste forhindringer i flok er medvirkende til, at hubertusjagten lever endnu. Særligt foran magasindammen er det altid lidt nervepirrende at finde ud af, hvem og hvor mange der falder i. Denne genkendelighed – at man simpelthen bare ved, at det bliver spændende – er helt sikkert med til at hive mange publikummer til år efter år. 

Et stykke af fortiden 

Når der rides jagt, får vi en chance for at mærke et stykke af fortiden. De røde jakker, jagtkandarerne, de klassiske hvide underlag, og ikke mindst lyden fra hornet, når jagten går i gang, har været der altid. Det vil det med al sandsynlighed blive ved med, for nu har det været sådan i 114 år. Jagtdisciplinen er en verden, hvor man har respekt for den stil, jagtridningen er født med, og derfor ser man også kun den moderne ridesports glitter og glimmer på et par af hestenes pandebånd. Det betyder, at når vi ser og rider jagt, får vi mulighed for at se noget, som man sjældent ser nu til dags. 

Kongeligt besøg 

Hubertusjagten i Dyrehaven er en stor begivenhed, som markerer afslutningen på årets foregående jagter. Derfor er der altid fint besøg. Faktisk har kongehuset været tæt knyttet til Hubertusjagten lige siden begyndelsen. Kongefamilien er altid med ved den ceremoni, hvor vinderen får tildelt hubertuskæden, mens den næstsidste rytter får overleveret næstsidstekæden, som lidt humoristisk også kaldes for “Så du røgen?”-kæden. Mon ikke denne mulighed for at få et glimt kongefamilien trækker i en del af de fremmødte?

Læs også: H.K.H. Kronprinsesse Mary – en folkelig hestekvinde

Hubertusjagten i årstal

1905: 5. november rides den første Hubertusjagt i Jægersborg Dyrehave. 

1914: Sportsrideklubben og Københavns Jagtrideklub slår sig sammen, da begge klubber har hunde og rider i samme område. 

1919: Brugen af hunde afvikles på grund af 1. verdenskrig, hvor det er svært at skaffe hundefoder. 

1936: Ritualet, hvor hubertuskæden overleveres til vinderen af det forgangne års vinder, indføres. 

1955: Sportsrideklubbens jagtknapper indføres. Gives til en eller to ryttere, der blandt andet har vist mod, mandshjerte, skånsomhed over for hesten og respekt for de andre ryttere. 

1956: Ponyfeltet etableres over en årrække med stor succes. 

1980: Det besluttes, at vindende ryttere af Hubertusjagten udelukkes fra opløbet de følgende fem år og hesten de følgende to år. 

1982: Rytternes minimumsvægt nedsættes til 75 kilo i forbindelse med opløb på fuldblod.  

1994: TV2 sender Hubertusjagten live frem til 2006. 

Vil du ride jagt? 

Jagtridning er som nævnt en disciplin, hvor formålet primært er at få en god oplevelse. Men selvom det er hyggeligt, så skal man ikke undervurdere, hvor både svært og farligt det er at ride i en flok over forhindringer, der er maksimum 110 cm høje (for heste vel at mærke). Man skal kunne have fuld kontrol over sin hest og være klar over den risiko, man løber. Derfor er det blandt andet et krav fra Sportsrideklubbens side, at alle jagtryttere har en ulykkesforsikring.  

Hvis du gerne vil prøve at ride jagt, så kan du blive hjulpet godt på vej af en mentor. Derudover anbefales det, at du lægger ud med de små jagter. Først på sæsonen er der begynderjagter og jagter med lav sværhedsgrad. Derefter stiger sværhedsgraden i løbet af året. Du kan læse meget mere om, hvordan du bliver jagtrytter på sprjagt.dk. 

Læs også: Fællesskab og læring med jagtridning

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce