Onsdag vandt hun EM-sølv med landsholdet, fredag tog hun individuel bronze i Grand Prix Special, og lørdag eftermiddag satte hun prikken over i’et med endnu en bronzemedalje i kür-finalen. Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy har for alvor banket sig fast i verdenseliten ved EM i dressur i Göteborg. seniordebutanten Anna Zibrandtsen og Arlando blev nr. 6 i finalen, mens Anna Kasprzak og Donnperignon blev nr. 7. Agnete Kirk Thinggaard var også kvalificeret til at ride finalen, der kun er åben for de 15 bedste, men da hver nation max. må have tre ekvipager med i finalen, måtte Agnete og Jojo stå over.
Dufour og Cassidy – et makkerpar i særklasse
Sjældent har Danmark haft så stærkt et dressurkort på hånden, som efter Cathrine og Cassidy er trådt ind på seniorlandsholdet. Og makkerparret skuffede da heller ikke i kürfinalen søndag, hvor de holdt publikum i åndeløs spænding med et smukt kürprogram, der kulminerede med taktfaste klapsalver. Dommerne var også imponerede og belønnede Cathrine og Cassidy med 84,561 %, hvilket udløste endnu en bronzemedalje.
”Det er så vildt. Det er en drøm, der kommer til virkelighed. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle have en sølvmedalje og to bronzemedaljer med hjem her fra. Vi havde den vildeste tur i dag – min bedste kür-oplevelse til dato. Cassidy var med mig hele vejen, alt flød bare og opbakningen fra publikum var uden sammenligning – en fantastisk oplevelse,” sagde en stolt medaljetager.
”At vi har tre ryttere i top 7 i Europa, er simpelthen imponerende. Det er aldrig sket før, og det viser, hvor stærk dansk dressur er blevet. Alle fire piger og deres heste har gjort det exceptionelt her ved EM, og at holdet tager sølv og Cathrine tager to bronzemedaljer, er bare så flot,” sagde en stolt landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.
Verdensetteren Isabell Werth og Weihegold sikrede sig som forventet guldet med 90,982 %, mens hendes landsmand Sönke Rothenberger på Cosmo åndede hende tungt i nakken, da han fik sølv med 90,614 %.
Flotte kür-programmer fra Anna og Anna
23-årige Anna Zibrandtsen har seniordebut på landsholdet ved EM i Göteborg, hvor hun rider på sin nye makker – OL-hesten Arlando (OL 2016 under hollandske Diedrik van Silfhout). Trods at ekvipagen er ny på sværeste niveau, er de strøget hele vejen til finalen, og lørdag leverede de en nærmest perfekt præstation, der fik publikum til at klappe dem gennem den sidste del af programmet. Dommerne var også imponerede og kvitterede med imponerende 77,829 % og en 6. plads – et vanvittigt flot resultat for en debutant.
”Det er fuldstændig ubeskriveligt. Jeg har aldrig redet den kür før. Vi var beærede over at blive udtaget til EM, og nu har vi klaret den hele vejen til finalen og er sluttet af med en fantastisk tur. Jeg har bare gåsehud. Vi havde en fest derinde, og da publikum bare brød ud i klapsalver og bar os det sidste stykke – det var fantastisk”, sagde Anna efter ridtet.
Anna Kasprzak og Pepe (Donnperignon) har været en fast en del af det danske dressurlandshold siden 2012, og lørdag leverede makkerparret en flot EM-kür på Ullevi Stadion til 77,696 % og en 7. plads.
”Vi har en rigtig god start, og Pepe er bare frisk og veloplagt, og særligt piaffe, passage og piruetter sidder lige i skabet. Det har været en fornøjelse at være med her ved EM, og selvom stadion er stort, og der ikke er udsolgt, at det fantastisk at mærke pulsen og støtten fra de mange danskere, der er kommet herop. Vi har også haft et helt fantastisk sammenhold på holdet, hvor vi har det drønsjovt, og støtter hinanden hele vejen igennem – det er guld værd,” sagde Anna.
Pressemeddelelse, Dansk Ride Forbund.