Elsker du dig selv? Og hvorfor betyder det noget for din hestetræning?

“If you can’t love yourself, how the hell are you gonna love somebody else?” Draqqueen RuPouls livsråd. Det kan vi nok allesammen sige ja til – men hvordan pokker kommer man lige til at elske sig selv? Og hvorfor er det egentlig så vigtigt, at kunne elske sig selv, for at blive en god rytter? Hvad er det hesten spørger efter og savner, når den ikke vil følge vores anvisning eller forespørgsel?

Læs også: Træn dig mere selvsikker på hesteryg

Annonce

Hesten, de andre følger

For at forstå det, var jeg selv nødt til at møde min hest Karo. Hun er ikke den dominerende hest på folden, der råber op og bestemmer med en lille pisk i hånden/løst bagben. Men hun er den hest, de alle følger. De følger hende, fordi hun ærer sig selv. Jeg læste om det første gang, i Marianne Flormans bog ”Vejen til hestens hjerte – og dit eget”. Siden da har jeg set det i min lille hesteflok; at min Karo er den, de alle vil følge og lytte til. Hun er aldrig rigtig skrap, og de heste, vi møder på vores vej, vil altid gerne hilse på hende. Nogle giver hende endda et vrinsk, og Karo elsker at hilse på de andre. Hun er den første hoppe jeg har haft, der ikke hviner, når de har hilst på hinanden. Men hun står bare og kikker på den anden hest, som om der foregår et eller andet lydløst mellem dem.

Hun er en hest, der udstråler selvtillid og lækkert hår, og hun har det helt fint både med at gå alene og sammen med andre. De andre heste kan gå med ud til græsset eller ned til vandet, hvis de har lyst. Hun går, når det er tid til at gå og så må flokken overveje om de også vil med.

En naturlig lead

Hvis jeg skal være en naturlig lead for Karo, hvor meget af vores træning er baseret på frivillighed, er det derfor nødvendigt, at jeg kan elske mig selv, ære mig selv – og derfor også forstå, hvorfor det er så hulens svært for mig. Men hvordan arbejder jeg helt konkret, med det? Det er blandt noget af det, jeg øver mig i sammen med de af mine kursister, der er klar til at opleve en helt ny side af sig selv.

Ofte har der været tidspunkter, hvor vi har lært at elske os selv lige lidt mindre. Ved du hvornår, det er sket for dig? Ved du også, hvorfor du i hestetræning kan blive en meget bedre rytter og hesteven, når du elsker dig selv? Jeg vil give dig en af opgaverne til at arbejde med dit selvværd her. Det er en rejse tilbage ad Memory Lane og her i denne øvelse starter du med at rejse tilbage med mig.

Min fortælling og din selvfortælling

Jeg går i 5. klasse, og i min klasse bestående af kun 12 elever på min lille folkeskole, kender vi hinanden ret godt. Vi har ikke så mange kammerater at lege med, så vi må lege med dem, der er på skolen. I denne time, hvor jeg lærte at elske mig selv lidt mindre, havde vi dansk, og vi havde en voksen vikar. Dengang var vikarerne ikke unge og kom lige fra gymnasiet. Vikaren var selv lærer på min skole og havde mest de store klasser. Alle vidste, at denne vikar var ret pigeglad, og at han var gift med en af vores andre lærere. Sådan var det ofte på små skoler – alle kender alle, og sladderen går hurtigt.

I dansk skulle vi altid læse højt i klassen, og jeg elskede det. Jeg var god til at læse – jeg var faktisk god til rigtig mange ting dengang; God til matematik, god i idræt og god i musik. Jeg havde mit eget band på skolen, og var egentlig ret glad for at gå i skole. Men lige om lidt ville det ændre sig.

En af mine klassekammerater får lov at læse højt, og vi andre følger pænt med i teksten og er klar til at tage over, når vi bliver nævnt. Jeg har øvet mig, også i at lægge stemmer på og gøre højtlæsningen god. Så siger vikaren: ”Så er det dig, den smukke pige på forreste række.” Jeg begynder at læse højt, gør mig umage med at holde et godt og ikke for hurtigt tempo, selvom mit hjerte banker afsted.

”Det var ikke dig jeg mente, det var hende den lyshårede.” siger vikaren så og synes selv, han er rigtig sjov. Hele klassen griner. Jeg kan mærke varmen stige op i mine kinder og klumpen i halsen, der gerne vil græde, men i stedet griner jeg med. For hvem er jeg, der synes, at jeg selv er smuk? Hvor selvglad, oppustet og arrogant kan man være? Alt det jeg ikke vil være! Jeg skammede mig.

En episode leder til en fortælling

Denne episode gav mig en fortælling, som jeg kom til at leve mere og mere efter. Jeg fortalte mig selv, at mine klassekammerater var trætte af, at jeg var god til alt for mange ting. Drengene der grinede højest, var trætte af, at jeg lagde dem ned i arm, fordi jeg selv mugede min pony hver eneste dag og kørte den halmtunge trillebør op ad en lille sliske på toppen af den overfyldte mødding.

Pigerne grinede, fordi de var trætte af, at jeg var smuk, selvom jeg ikke gik i modetøj. Altid solbrændt og meget røde kinder og hvidt tandpastasmil. Læreren grinede, fordi nu havde han sat mig på plads – hende der havde en stor betydning for de andre i klassen og hende, der var smart at kunne styre, hvis man skulle styre resten af klassen. En der skulle sættes på plads og kende sin plads. Og det sidste – de andre syntes tydeligvis ikke, at jeg var smuk.

Ifølge Line Hummel er det vigtigt at elske sig selv, når man arbejder med heste. Foto: Line Hummel

Det var den fortælling jeg lavede om mine klassekammerater, vikaren og mig selv. Og det betød, at jeg skulle ændre noget, for ikke at komme i den situation igen. Jeg skulle sørge for at være god til noget med ydmyghed og huske at gøre mig selv lidt til grin. Fortælle de andre, hvilke dumme ting jeg havde gjort forleden. Jeg skulle huske ikke at være for glad for mig selv. Jeg måtte for alt i verden ikke synes, at jeg var smuk. Og hvis jeg skulle være smuk, skulle jeg gøre lidt mere for at være det. Jeg ville gøre alt for ikke at virke selvglad eller arrogant igen! Så aldrig tage imod ros uden at give noget tilbage, eller fortælle om det, jeg ikke selv syntes var smukt eller dejligt ved mig selv.

Med troen på denne fortælling, (som kun var blandt de første i rækken, for der skulle komme flere, som er meget mere private og grænseoverskridende) er det derfor svært at lave om på den måde, jeg har lært at tænke om mig selv på. Der skal helt andre metoder til, end at begynde at sige gode ting om mig selv.

Hvad kan jeg gøre?

Det første jeg kan gøre er, at stille spørgsmål til den fortælling. Er min fortælling om situationen den eneste måde, jeg kan anskue episoden på? Nej vel? Der kunne være nogle veninder der grinede, fordi det var en pinlig situation og ikke fordi, de syntes jeg var selvglad. Der kunne have været nogle af drengene, der grinede, fordi de bare syntes det var en sjov situation. Eller fordi de ikke vidste, hvad de ellers skulle stille op i den grænseoverskridende situation. Det kan jo også være sjovt at drille, hvis det er med kærlighed, og når vi er sikre på, at den vi driller, ikke bliver ked af det. Jeg grinede jo faktisk selv. De kunne jo ikke vide, at jeg grinede af skam og bestemt ikke fordi drillerierne var sjove. Jeg sagde det ikke højt. Jeg begyndte heller ikke at græde eller at vise min sårbarhed.

Der kunne sagtens være nogle, der syntes jeg var smuk og godt kunne forstå, at jeg misforstod læreren. Det kunne have været mange andre end mig, der kom til at læse højt, på det forkerte tidpunkt og nogen sad måske bare og grinede af lettelse, fordi det ikke var dem, der var i mine sko.

Fakta – Fortælling

Ved at punktere min selvfortælling, er jeg et skridt nærmere en selvforståelse, der er meget mere åben for at turde at være glad for sig selv. Og her kan jeg begynde at være den ligeværdige partner, som Karo har efterlyst. Her kan jeg begynde at tro på, at andre synes, jeg er god til noget, når de siger det, uden at feje dem af med at fortælle om mine fejl. Her kan jeg begynde at glæde mig over, at jeg er god til noget, uden at skamme mig over at føle sådan.

Denne opgave er en del af mit selvudviklingsforløb og hestetræning. Jeg kalder opgaven Fakta – Fortælling. Jeg deler videoen med jer her, så I selv langsomt kan begynde at arbejde med den og flere andre situationer fra jeres eget liv.

Det har ændret mig og min kerne

For mig har det gjort, at jeg kan være mere tydelig og kærlig over for mine heste. Jeg kunne godt have blevet ved med at træne mine heste, uden at træne mig selv. Jeg kunne godt have lavet øvelser til hestene, der udviklede deres mind-set og deres fysik og være nået et rigtig fint stykke med dette. Men jeg tror ikke på, at jeg kunne være nået der til, hvor jeg er i dag, uden at arbejde med min egen fysik og med mit eget mind-set. Vores connection var aldrig blevet ligeværdig. Jeg var aldrig sluppet for de konflikter, der kan komme en gang imellem, fordi hesten ofte har en anden og bedre ide end min; såsom at sole sig, spise græs og blive ved med at sjoske rundt i stedet for at bære mig med stolthed og power. Jeg tror heller ikke, at mine heste ville være lige så villige til at komme til mig, når jeg kommer ud med grimen i hånden, hvis jeg ikke havde været hende, de gerne ville følge. Og jeg tror slet ikke, at jeg ville kunne tage dem med til en stor scene og optræde, uden at de havde den tillid til mig.

Desuden var jeg nok heller ikke selv blevet så tilfreds med den vej jeg er gået, turdet lave den ene morgentrætte video efter den anden. Jeg havde ikke sagt ja til mine aftaler med Malgré Tout og Hillerød Horse Show, hvis jeg ikke havde været i gang med mit eget arbejde.

Læs også: Træner om tilridning og tro på sig selv: Ikke alle passer ind i en skabelon

De unge ryttere har brug for tid til selvudvikling, ligesom vores unge heste

Det fik mig til at tænke på en samtale jeg havde med en mor til en ung rytter der hedder Nora, der har været i min stald i en længere periode: ”Din datter har altså virkelig rykket sig i sin ridning her på det sidste”, sagde jeg. Og Thea, mor til Nora svarede: ”Ja, der er også virkelig sket en personlig udvikling for min datter på det seneste.” ”Det er sjovt, som de to ting hænger sammen”, svarede jeg.

Efter denne samtale gik det op for mig, at vi beder de helt unge ryttere om noget, de slet ikke er i stand til endnu. Vi beder dem om at give hesten en klar besked, giver dem en lille pisk, så de er mere tydelige overfor hesten. Eller lave en halv parade lidt tydeligere, sætter et bid mere på ponyen.

Foto og tekst: Line Hummel

Men hvad er det egentlig, vi lærer de unge ryttere ved at give dem en pisk? Hvad nu, hvis vi havde tålmodighed til at vente på, at disse helt unge ryttere vokser op, bliver klogere på sig selv, gladere for sig selv og derfor helt af sig selv bliver tydeligere overfor hesten? Hvad ville der så ske? Og hvad nu, hvis vi viste samme tålmodighed og nysgerrighed overfor vores heste, som overfor os selv? Hvordan ville hestetræningen så se ud?

Det kan jeg fortælle dig. Rytterne, jeg har arbejdet med, kan gå til stævner på en helt ny måde, hvor nerverne ikke bliver det, der styrer rytterne, men i stedet rytterne, der styrer nerverne.

Så hvorfor går vi egentlig ikke bare i gang med at arbejde med så vigtig en ting som vores mind-set, i stedet for ensidigt at fokusere på, at hesten skal blive bedre og have mere erfaring? Hvorfor er det, at vi ikke ser det nødvendigt at arbejde med rytter-fysik, hestens-fysik, rytterens mind-set og hestens mind-set for at blive en hel equipage?

Jeg ved det ikke? Men jeg ved, at det virker, hvis vi gør.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce