Er hesten med på legen? Overfortolkning kan bremse jeres udvikling

Calming signals er noget, som har fyldt rigtig meget indenfor hesteverdenen de seneste år. Og med god grund. For det er både nyttigt og vigtigt at forstå vores heste – for eksempel af hensyn til partnerskab, træning og ridning og i forhold til sikkerhed. Men bruger vi dem som et tegn på om vi har hestens samtykke/accept, kan fokus på calming signals være med til at spænde ben for at træningen lykkes.

Om forfatteren

Camilla Jacobs står bag firmaet HorseMama, som tilbyder undervisning i hesteforståelse, bodywork/hestemassage samt foredrag og workshops. Camilla er uddannet Horse in Harmony Trainer hos Ute Lehmann, er dyrlægeeksamineret hestemassør og er desuden forfatter til børnebøgerne ”Braveheart flytter ind” og ”Lær med Braveheart – SMIL Horsemanship”, som handler om, hvordan man bruger horsemanship til at omgås hesten på en rar, harmonisk og sikker måde.

Du er i fuld gang med træning fra jorden. Du beder hesten om at udføre øvelser, som I har lavet 100 gange før. Men det er som om hesten er gået i strejke. Hver gang du beder den om noget, så stopper den. Den blinker. Og gaber. Den vender hovedet væk. Åh, nej, tænker du. Er der mon noget galt? Har den ikke lyst i dag? Gør noget ondt? Er den okay med det jeg beder om?

Og pludseligt er du gået helt i stå.

Denne situation har jeg set mange gange. Vi er top-fokuserede på at være den gode og opmærksomme partner for vores heste. Vi har umådelig travlt med at aflæse signaler og med at tolke om hesten nu er “med på legen”.

For meget fokus på om hesten er med på legen kan påvirke den gode connection. Foto: Canva Pro

Det med om hesten er “med på legen” – om den giver samtykke – kan komme til at fylde så meget, at vi tror at vi ikke bør bede heste om noget, med mindre at de, fulde af begejstring, giver os deres samtykke. Det bevirker, at vi mister den gode connection. Og det er jo lige den vi skal have for at træningen (og alt det andet) fungerer.

Partnerskabet skal være i balance

Vi skal være konsistente og vi skal investere tid for at kunne opbygge et partnerskab med vores heste. En stor del af det at opbygge partnerskab er respekt og at forstå hinanden. Men en del af et partnerskab med en hest er også at sætte rammer, som hjælper den til at indgå i den verden, som vi har inviteret den ind i.

Når vi sætter rammer – og i den forbindelse indimellem præsenterer hesten for noget nyt – ser vi nogle gange, at den viser en masse dæmpende signaler. Det bliver mange bekymrede over. Men bliver vi for bekymrede over signalerne, får vi ikke sat de rammer vi skal eller vi fryser fast og mister den gode connection. Simpelthen fordi vi bruger vores fokus på at lede efter hestens samtykke. Eller på at frygte, at vi gør noget forkert.

Læs også: “Er du helt væk”? – om at forstå og misforstå

Annonce

Er vi nødt til at have 100% samtykke?

Vi vil så gerne have at hestene er med på legen og at de synes træningen er rar og motiverende. Men er vi nødt til at have 100% samtykke fra en hest for at det bliver en god træning?

Nej. Vi kan godt træne hesten uden at den hele tiden er med på den. Det kan vi, når vi holder op med at overfortolke calming signals og begynder at se træningen som en samtale, som både vi og hestene lærer af.

For i virkeligheden er alt det vi laver med vores heste en del af en lang samtale. Ikke en, der kun foregår i dag, mens vi træner. Det, vi gør i dag, er basis for det, der sker i morgen. Og hvis vi gør hestens samtykke til et krav i træningen, så går det galt.

Din egen energi kan være med til at bremse flowet i træningen. Foto: Canva Pro

Hesten viser ikke altid begejstring

Det ene øjeblik ser vi måske et begejstret samtykke. Hesten elsker vores idé og hvordan vi præsenterer den.

Det næste øjeblik trækker hesten måske samtykket tilbage, fordi vi blev grådige. Vi bad om mere end det hesten fysisk formår eller vi har udtrykt os uklart.

Det er vigtigt at forstå signalerne for at få flow i træningen. Men vi må ikke lægge så meget fokus på signaler og samtykke, at vi går i stå. For det er meget ofte os, der på grund af forkert eller manglende fokus, slipper energien. Dermed får vi hesten til at gå i stå også.

For meget og for lidt

Oplever du at du har svært ved at drive hesten frem, så tænk på om du har for meget fokus på at lede efter et samtykke. Det er fint nok at træne ud fra at hesten er med på ideen. Vi skal bare ikke stoppe vores egen energi og tro at det så er hesten, der er noget galt med, eller at vi har trådt den over tæerne.

Læs også: Horsemanship: Derfor får hesten glæde af, at du træner dit fokus

Vi skal være konsistente og vi skal investere tid for at kunne opbygge et partnerskab med vores heste. Foto: Canva Pro

Et delvist samtykke er også en slags samtykke

Hesten er ikke altid 100% “med på legen”, men bliver rent faktisk ofte i ”legen” og engagerer sig selvom den ikke har givet os fuldt samtykke. Min erfaring er, at mange heste er okay med træning uden 100% samtykke. De “siger”, at de ikke er helt med på legen, men at det er okay, hvis vi går frem med forsigtighed. Det er derfor essentielt at kende signalerne, men for at nå ud af vores comfort zone og udvikle os, er vi altså nødt til indimellem at gøre ting uden 100% samtykke.

Med nogle heste kræver det en hel del indføling og overtalelse. Her må vi gå langsomt frem og give hesten chancen for at finde ud af, at den kan stole på os. Næste gang vi træner er den måske lidt mindre skeptisk og mere villig til at give os en chance. Og måske en dag vil den give os et begejstret samtykke til at være med i legen.

Hvordan vi opfører os, når vores hest modvilligt accepterer det, vi tilbyder, afgør, hvor villige de er til at forpligte sig til partnerskabet i fremtiden.

Hvis hvis du oplever en unormal adfærd eller pludselig ændring af adfærd, så få altid en fagperson til at tjekke hesten/ponyen.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce