Far og datter imødekommer udviklingen

Udviklingen i vores samfund går mod at alt skal være tilgængeligt til alle tider – når du har tid skal der være mulighed. Både forretninger og kundesupport arbejder med døgnåbent. Folk vil serviceres og have hjælp og sparring til mange ting. Det samme gælder for ryttere i forhold til deres undervisere. For at imødekomme denne efterspørgsel har trænerparret far og datter Melanie og Hotho Vestergård slået sig sammen til en succesfuld trænerduo, der nu har fem år på bagen og mange flotte resultater bag sig.

Hotho har undervist Melanie dengang hun red pony, og alt hvad hun har lært, kan hun fra sin far. Melanie forklarer om det unikke samarbejde, at de ser tingene ens næsten hver gang, og deres løbende evaluering af rytterne betyder, at de arbejder med de samme mål efter ens principper.

Pt. deles far og datter om 75-80 heste og ponyer fordelt på ca. 50 ryttere, og de har baser både i Jylland og på Sjælland. Hotho, der har undervist længst tid, prioriterede tidligere de største stævner, fordi han ikke kunne nå at være til dem alle. Med Melanie på holdet skal C-stævnerytterne ikke længere klare sig selv, og planen lægges fast for hvert kvartal. Samarbejdet startede netop ved at en mor til en af Hothos ponyryttere var til et distriktsstævne, og spurgte Melanie om hjælp.

For vores ryttere har vi en stævneplan, der går et halvt år frem, mens vi fordeler stævnerne mellem os et kvartal frem af gangen. Til de stævner, hvor vi har mange ryttere, er vi begge to til stede. Når vi deler rytterne lige over, får vi dækket flere behov, og det er både forældre og ryttere rigtig glade for,” forklarer Melanie, der er enig med sin far om, at hvis man vil ride serøst, så skal man være omhyggelig med detaljerne.

”Som selv at vinde en medalje”
Hothos trænerkarriere tog for alvor fart i 2000, hvor han blev ansat på Bregnerødgård i Birkerød til at varetage et pilotprojekt målrettet eliten. Jens Trabjerg var sportschef, og projektet var efter den tids normer godt, fortæller Hotho. Desværre skal gården sælges efter knap fire år, og kraftcenteret nedlægges. En ny tid starter herefter for Hotho på Capa City Showjumping Center i Fredensborg i november 2004. Her er Hotho i otte år, og han skaber mange flotte resultater. Basen har siden 2013 været på Hillerød Sportsrideklub.

Jeg brænder for mit arbejde, og det er det, jeg er rigtig god til. Arbejdet med mennesker og især børn er fyldt med glæde, farver og guldkorn. Jeg kan lave dygtige ryttere, fordi jeg forlanger noget af dem, og det er fantastisk at følge dem videre i livet og se deres udvikling,” fortæller Hotho, der nyder at se ryttere han tidligere har undervist gøre det godt – også senere i deres karriere.

Melanie har redet hele sit liv, og undervisningskarrieren startede hos familien König i Værløse. Her hjalp hun først til som rytter, og siden som underviser. I starten af trænerparrets samarbejde tog Melanie sig af distriktsstævnerne, men nu deler far og datter stævnerne lige mellem sig.  Hothos betingelse for samarbejdet var, at Melanie havde et godt basisjob ved siden af undervisningen. Derfor arbejder Melanie også 20 timer om ugen som ejendomsmægler i Danbolig.

Jeg kan godt lide at arbejde med det mentale hos børnene. Tale dem til ro, hvis de er nervøse og lære dem at ride sig ud af problemerne. Det er en fed oplevelse, når man har arbejdet med en elev længe, og de så kommer ud på den anden side med det resultat man har arbejdet for. Det føles ligesom selv at have vundet en medalje, og det er måske derfor, at jeg ikke savner at ride selv,” siger Melanie om hendes oplevelser som underviser.

Melanie Vestergård

Ungdommen i fokus
Størstedelen af de ryttere som Melanie og Hotho underviser er ponyryttere, og det er også dem de bedste kan lide at arbejde med.

De er 100 gange hurtigere til at lære nyt i forhold til seniorryttere, og deres udvikling går lynende stærkt. Indtil man er 13 år, er man mere modtagelig for undervisning, og der er mere potentiale for udvikling hos de unge ryttere,” fortæller Melanie, og understreger, at det primære mål er udvikling frem for rosetter her og nu.

Undervisningen til dagligt foregår altid i hold med forskellige niveauer. Ideen er, at rytterne skal fungere som sparringspartnere for hinanden, hvor de mindre gode ryttere får et forbillede og omvendt må de dygtige ryttere sætte standarden og ride derefter, når det er deres tur.

Siden jeg startede i 2000 er ponyerne blevet 20-30% bedre og mere korrekt springene. Selv en lille pony ligner i dag en miniature hest, og skal derfor have de samme instrukser som en stor hest. Hele ridesporten har udviklet sig. Dyrlæger kan mere, ridestilen har ændret sig og folk prioriterer at få flere træningstimer, rådgivning og undervisning. Netop grundridningen har mit fokus, og det gør mig stolt, når mine ryttere gang på gang ligger i toppen i stilspringninger,” fortæller Hotho, der også lægger stor vægt på, at det er en ordentlig træner, der fører dem videre i karrieren.

Plads til alle
Som far og datter i et team kunne man godt forestille sig, at der var lidt knas en gang i mellem, men det har hidtil ikke været tilfælde for Hotho og Melanie, fortæller de. Rytternes reaktioner har også være meget positive, for nu står de aldrig alene til stævnerne og systemet, de trænes efter, er det samme. Gennemsnitligt er Hotho og Melanie til tre stævner om måneden og travlest er der i sommerperioden. De har plads til alle ryttere uanset niveau og heste – så længe ambitionsniveauet passer til hestens niveau, forklarer Hotho.

I starten skulle rytterne lige vænne sig til at høre efter en pige på 28 år, når nu de er vant til en mand på 53, men det er intet problem nu. Mentalt kan det godt være et hårdt job, og man skal kunne tåle lidt verbale tæsk. En udfordring kan være hvis ambitionsniveauet, ikke er nået, eller hvis et barn ikke bliver udtaget. Det er svært, og det er ikke sådan et job, hvor man lukker computeren ned og går hjem. Man arbejder med børn, som man holder af,” forklarer Melanie, der sammen med Hotho er enig om det værste ved jobbet:

Det værste jeg kender, er at følge en rytter, der virkelig har kæmpet for det helt indtil en finale, og det så kikser – det er mit mareridt. Jeg er verdens dårligste taber, og går det galt har jeg ofte brug for at gå væk og sparke til et eller andet. Efter at have sundet mig, tænker jeg på det ting, der er lykkedes, og tager det med videre. Man får ikke noget godt ud af at tænke negativt, og med tiden er jeg også blevet bedre til at omsætte det der sker til noget positivt,” siger Hotho.

Hotho Vestergård

Han fortæller også, at forældrene gennem tiden er blevet bedre til at respektere underviserne og følge deres råd:

Vi rådgiver i forhold til stævner, køb af ponyer med mere. I princippet kan folk selv vælge deres stævner, men hvis vi siger, at de ikke er klar til en S-klasse, og de så rider den selvom vi foreslog en M-klasse, så er det en anden sag. Vi lægger ikke navn til at ryttere rider noget, de ikke er klar til eller, at de tager fem stævner i træk. Man skal passe på sine ponyer og holde dem glade. Forældrenes rolle er at opdrage børnene og sammen sørger vi for, at de unge mennesker bliver klædt på til at opføre sig ordentligt,” slutter Hotho.

Kort om Hotho og Melanie

Navn: Hotho Vestergård
Født: 1962
Bedste sportslige resultater: Har redet UVM (VM for ungheste), sprunget 145 cm i springning og redet dressur på landsplan
Underviser i både springning og dressur
Uddannelse: Mangler det sidste år af berideruddannelsen
Karrierens højdepunkt: I 2009 hvor Danmark vinder EM pony for hold i springning med to af hans ryttere på holdet og den ene vinder individuelt EM sølv. Sidste år var alle fem ryttere til EM for ponyer nogen, der havde været trænet i hans system.

Navn: Melanie Vestergård
Født: 1988
Arbejde: Ejendomsmægler og træner
Uddannelse: HHX
Bedste sportslige resultater: Vundet guld for pony og junior til NM individuelt og deltaget ved EM for pony og youngriders.
Karrierens højdepunkt: At have undervist en pige siden hun var 8 år, og vinde sølv til DM med hende i alder af 12 år.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce