Du er ikke alene om at opleve problemer med trailerlæsning.
Har du også prøvet at stå med en hest efter et stævne, sidst på eftermiddagen, når alle er trætte og helst vil hjem, og hesten bare nægter at gå op i traileren? Det er frustrerende og du er sikkert blevet mødt af mange, der spørger om du har brug for en hjælpende hånd eller et læssetov. Du er ikke alene om denne oplevelse: undersøgelser viser, at mange andre hesteejere har stået med samme problem. Trailerlæsning kan gøre heste urolige og nervøse, og der er behov for mere viden omkring, hvordan vi kan undgå problemerne og læsse hesten bedre.
Læs også: Trailertræning – lige så krævende som intensiv dressurtræning
Selvom din hest går frivilligt ind i traileren, så kan det være meget stressende for den, hver gang den skal transporteres. Professor Gemma Pearson, dyrlæge i Edinburgh, har for nyligt lavet en undersøgelse blandt hesteejere, for at se hvor udbredt problemet med læsning var, hvilke omstændigheder der var omkring det, og hvordan det påvirker forholdet mellem heste og mennesker. Undersøgelsen peger på, at trailerlæsning er den mest stressende del af at transportere heste. Alt for ofte sker der skader på hestene selv eller de folk, der skal læsse dem, mener hun.
Hvis vi er opmærksomme på, hvad der stresser heste, og tager vores forholdsregler så hestens ubehag bliver holdt på et minimum, kan det hjælpe hesten til at gå i trailer på en god måde, fortalte Gemma Pearson på konferencen afholdt for The International Society for Equitation Science, i Hartpury, Storbritannien.
Gemma Pearson og hendes kollegaer udsendte et spørgeskema på de sociale medier.
De fik 1040 besvarelser, fra kvinder i alderen 36-55 år, hvoraf langt de fleste havde mere end 20 års erfaring med heste. Hestene var af meget forskellige racer, og størstedelen var vallakker mellem 11 og 15 år. Den mest almindelige aktivitet var skovturs ridning, men aktiviteter inden for dressur og spring udgjorde også en del af svarene. Hovedparten af hestene blev transporteret i en almindelig hestetrailer, cirka en gang om måneden og turen varede mindre end en time.
Læs også: Elsker du dig selv? Og hvorfor betyder det noget for din hestetræning?
70 % af besvarelserne rapporterede, at hesten gik op i traileren uden forhindringer. Dog kunne man også læse, at ud af disse rapporterede 40 %, at hesten nogle gange svingede bagparten til siden, eller satte benene i jorden og afviste at gå videre. Selvom hesteejerne ikke mente, at der var problemer med læsningen, udviste 98 % af hestene tegn på negativ stressadfærd ved læsningen. Det kunne være i form af at slå med hovedet, skrabe i jorden eller afgive gødning. Denne form for adfærd signalerer, at hesten ikke var glad ved situationen, og Gemma Pearson understreger betydningen af at tage disse tegn alvorligt. Det er vigtigt, at man ikke normaliserer disse tegn med, at sådan er det altid når hesten bliver læsset, forklarer hun. Kun to procent af alle besvarelserne rapporterede ikke negativ stress adfærd.
Ud af de 30 % af besvarelser, som rapporterede, at hestene havde problemer med at gå op i traileren, var det mest almindelige problem, at hesten stoppede ved rampen og nægtede at gå fremad. Adspurgt om, hvorfor hesten havde problemer med at gå i traileren, var svaret, at hesten måske havde haft en negativ oplevelse. Frygt og smerte var også højt på listen over mulige årsager. Gemma Pearson ser det som et tegn på forandring i vores syn på hesten. Var de samme spørgsmål blevet stillet for 10 år siden, ville svar som, at hesten var uartig, stædig eller dominerende have været øverst på listen, mener hun.
De ejere, der havde problemer med læsningen, arbejdede med forskellige løsningsmodeller, fortæller Gemma Pearson. Hovedparten søgte hjælp hos en erfaren ven eller kollega. Nogle brugte en anden form for grime, et nyt hovedtøj, eller en form for fysisk barriere for at opmuntre hesten til at gå ind i traileren. Andre brugte læssetov eller mad til at lokke hesten, og de gav hesten godbidder når den var blevet læsset. Det var dog positivt, at mad og belønning var langt mere udbredt end straf.
Når ejerne blev spurgt om, hvordan det var for dem at have problemer med at læsse hesten, svarede 76 %, at det fik dem til at føle sig flove og utilstrækkelige. Ifølge Gemma Pearson, var følelser som frustration, skyld og skuffelse, bekymring og vrede også nogle af de ord, der beskrev følelsen af at hesten ikke vil gå i trailer. Nogle svarede at ”problemet får mig til at reflektere over hvad jeg kan gøre bedre”, og det så Gemma Pearson som et positivt tegn. Mange følte en form for socialt pres, særligt når de blev spurgt om de ville have et læssetov, eller en hjælpende hånd. Måske var det ikke altid ment med henblik på at hjælpe. ”Du gør det helt forkert” eller ”Du skal ikke lade hesten dominere” blev opfattet som belærende, fremfor en hjælp til at få læsset hesten. 23 % af ejerne og 6 % af hestene var kommet til skade under læsningen, og størstedelen af skaderne skete, hvis der var læssetov eller pisk involveret i læsningen.
Læs også: Sådan gør du din trailer klar til sommeren
42 % svarede, at det ville påvirke deres beslutning, hvis de skulle købe en hest, der havde vanskeligheder ved at gå i trailer og 58 % mente, at det ville påvirke hestens værdi.
Problemer med at læsse hesten, blev rapporteret hos en ud af tre heste, og det er forbundet med en lang række forskellige strategier og udstyr. Trailerlæsning var allerede et problem for 20 år siden, og vi står stadig med mange problemer, mener forskerne. Dette studie omfatter kun en lille procentdel af hestebranchen, men der tegner sig et billede af, at der er brug for at finde de underliggende årsager til problemerne med læsning. Det er også vigtigt at undersøge, hvordan vi kan formidle denne viden ud til de mennesker, der til dagligt har med heste at gøre. Vanskeligheder med trailerlæsning kan påvirke forholdet mellem heste og mennesker negativt, og der er brug for yderligere forskning for at minimere problemerne, slutter Gemma Pearson.