Klippedag i stalden: sådan bliver klipningen hyggelig
Læs mere →
Heste har fulgt mennesker i tusindvis af år. De har været transportmiddel, arbejdsdyr og trofast følgesvend – men de har også fået en helt særlig plads i gamle fortællinger, overtro og sagn.
For hvor kommer idéen egentlig fra om, at en hestesko bringer held? Hvad er historien bag Christian 10.s hvide hest Malgré Tout? Og hvad i alverden er en helhest?
I anledning af Halloween har vi samlet nogle af de hestemyter, sagn og gamle forestillinger, der befinder sig et sted mellem historie, overtro og det lettere uhyggelige.
Du har sikkert set en hestesko hænge over en dør som lykkebringer. Men ifølge gammel overtro er det ikke helt ligegyldigt, hvordan den vender.
En udbredt forestilling siger, at hesteskoen skal hænge med åbningen opad som et U, så den kan “holde på heldet”. Vender den nedad, risikerer man, at heldet simpelthen falder ud.
Men selvfølgelig findes der også en anden version. Nogle mener nemlig, at den skal vende nedad, så heldet kan strømme ud over alle, der går under den.
Så hvad er rigtigt? Det kommer nok an på, hvilken overtro man vælger at tro på. Men hvis du har en hestesko hængende derhjemme, kan du jo lige tjekke, hvilken vej den vender…
Den 10. juli 1920 red Christian 10. over den gamle dansk-tyske grænse på den hvide hest Malgré Tout som en del af markeringen af Sønderjyllands genforening med Danmark.
Til ridtet knytter der sig en gammel spådom om, at en dansk konge en dag skulle ride ind i Sønderjylland på en hvid hest, når landsdelen igen blev dansk.
Senere opstod også en helt anden historie: at Malgré Tout slet ikke var hvid, men var blevet kalket eller malet hvid til lejligheden. Det er dog en myte – hesten var hvid i forvejen.
Så her mødes historie, spådom og myte faktisk i fortællingen om én enkelt hest.
Nu bliver det lidt mere Halloween-agtigt.
I dansk folketro findes fortællingen om helhesten – en overnaturlig hest, som blev forbundet med kirkegårde og død.
Ifølge sagnet kunne helhesten vise sig på eller omkring kirkegården, og et møde med den blev bestemt ikke betragtet som et godt tegn. I nogle fortællinger blev synet af helhesten opfattet som et varsel om sygdom eller død.
Der findes forskellige versioner af, hvordan den så ud, men den beskrives blandt andet som en trebenet hest.
Så hvis du en mørk oktoberaften hører hovslag fra en tom kirkegård…
…så behøver du måske ikke undersøge det nærmere.
Vi kan selvfølgelig heller ikke tale om mystiske heste uden at nævne Sleipner.
I nordisk mytologi var Sleipner Odins hest, og den skilte sig en smule ud fra den gennemsnitlige foldkammerat: Den havde nemlig otte ben.
Sleipner beskrives som en usædvanligt hurtig og kraftfuld hest, der kunne bringe Odin vidt omkring – også mellem forskellige verdener.
Med otte ben og en rytter som Odin er Sleipner nok ikke lige den hest, man ville vælge til en rolig skovtur søndag morgen.
Hesten dukker også op i nordiske fortællinger om væsner, man bestemt ikke skulle stole på.
Nøkken er især kendt som et overnaturligt væsen knyttet til søer, åer og andet vand. I forskellige nordiske fortællinger kunne vandvæsner antage forskellige skikkelser, blandt andet en hest, for at lokke mennesker tættere på.
Og som det ofte er tilfældet i gamle sagn, ender det sjældent godt for den, der bliver lokket.
Moralen må være: Hvis en helt fremmed hest pludselig står alene ved en mørk sø og virker lidt for interesseret i, at du sætter dig op…
Så lad være.
“Hesten kan mærke, at der er noget.”
Det er en sætning, de fleste hestemennesker nok har hørt – eller selv sagt – på et tidspunkt.
Heste har skarpe sanser og kan reagere på lyde, bevægelser og lugte, som vi mennesker måske ikke selv bemærker. Men gennem tiden er det også blevet til forestillingen om, at heste kan registrere noget mere.
Ånder. Fare. Død. Eller bare… noget, vi andre ikke kan se.
Derfor optræder heste også i mange gamle fortællinger som dyr, der bliver urolige, stopper op eller nægter at gå videre, før mennesket overhovedet har opdaget, at noget er galt.
Om de kan se spøgelser, må være op til den enkelte at afgøre.
Men næste gang din hest pludselig stirrer intenst ind i et helt tomt hjørne af stalden klokken 22 om aftenen, er det måske bedst bare at lade som ingenting.
Det er måske ikke så mærkeligt, at netop hesten har fået en stor rolle i myter og sagn.
I århundreder har mennesker været dybt afhængige af heste, samtidig med at de er store, stærke dyr med deres helt egne reaktioner og instinkter. Læg dertil mørke landeveje, gamle kirkegårde, tåge, lyden af hovslag og en tid uden elektrisk lys – så har man næsten opskriften på et godt spøgelsessagn.
I dag behøver vi heldigvis ikke være helt så nervøse for helhesten eller mystiske heste ved søbredden.
Men hesteskoen?
Den kan vi måske lige så godt lade hænge med åbningen opad.
Bare for en sikkerheds skyld.