Josephine Bøgh vinder DRF-mesterskabet for ungryttere

Josephine Bøgh vandt en sikker sejr på Van Dejk med to tidsfejl fordelt over de tre runder i mesterskabet for ungryttere. Sølvet gik til Christina Nielsen og Griffin, mens bronzemedaljen kom om halsen på Lejse V. Bramminge, der red Cascada. Der blev ikke brug for omspringning om medaljerne.

En sikker Josephine Bøgh (NSPR) på en velgående Van Dejk satte konkurrenterne til vægs ved Jyske Bank Agria DRF-mesterskaber for ungryttere i ridebanespringning ved det store stævne hos Absolute Horses på Tågerup ved Kolding. Hun fik en ærgerlig tidsfejl i første kvalifikation, men red nul i anden kvalifikation, og i den blev der vendt så meget op og ned, at hun endte med at føre før finalen. Så her betød det ingenting, at hun også her fik en tidsfejl og sluttede med samlet to fejl.

”Det er helt fantastisk,” sagde en glad Josephine Bøgh, da sejren var i hus. ”Jeg er lige fyldt 18 år, så jeg er Juniorrytter, men landstræneren mente, jeg havde brug for flere udfordringer, så derfor startede jeg ungrytter-mesterskabet, men jeg havde bestemt ikke regnet med at vinde. Jeg var ærgerlig over tidsfejlen i første runde, men vidste også, at det bestemt ikke var afgjort.”

Josephine Bøgh har redet Van Dejk i fire år.

”Det er en fantastisk hest – den betyder alt for mig, det er min bedste ven,” siger hun.

Ekvipagen vandt også indendørs DRF-mesterskab, og på andenpladsen dengang kom Christina Nielsen (RIC) på Griffin. Og det var også hende, der fik sølv ved dette mesterskab. Hun red nul fejl i første runde, fire i anden og så nul i finalen.

”Jeg er ovenud glad for min sølvmedalje her,” sagde hun efterfølgende.

Stærk tilbagevenden
Sidste års mester, Lejse V. Bramminge (SPR) på Cascada, viste, at intet er tabt, selv om det ikke går perfekt i første runde. Hun fik syv fejl, fordi hesten blev forskrækket. Men med nulrunder i de to følgende omgange gav de syv fejl en bronzemedalje.

”Hesten er lidt tændt, men det er også det, der gør, den kan komme tilbage,” lød det fra en tilfreds bronzevinder.

Der var fem ryttere fejlfrie i finalerunden, men det var først og fremmest anden kvalifikationen, der vendte op og ned på rækkefølgen. Her formåede kun tre ryttere at ride fejlfrit, og det var ikke nogen af dem, der kom med nul fejl fra første kvalifikation

Kilde: rideforbund.dk

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce