Landsdelsfinalerne bliver en del af Landsskuet i Herning 2018

Ridesportens breddeaktiviteter skal først og fremmest være sjove for hest og ryttere – og tilskuere. Aktiviteterne skal give klubånd, styrke samspillet mellem hest og rytter samt sikre en korrekt grunduddannelse. I 2018 byder vi for første gang på to landsdelsfinaler, og finalerne vest for Storebælt bliver den 5. – 7. juli en del af det traditionsrige Landsskuet i Herning.

Landsdelsfinalerne byder på fest, farver og fart

Ryttere i alle aldre og på alle typer af heste og ponyer samles ved landsdelsfinalerne. Der dystes i aktiviteter som Kvadrille, Pas De Deux, Ponygames, Stilstafetspringning og Parkour & Miljø. Rytterne og deres firbenede makkere vil være festligt klædt og klar til at give publikum en på opleveren.

Dansk Ride Forbund glæder sig

”Vi glæder os rigtigt meget til at skulle være en del af Landsskuet. Vi er overbeviste om, at vores aktiviteter passer rigtig godt ind i Landsskuets koncept. Det bliver på alle måder win-win for både os, Landsskuet, rytterne og ikke mindst publikum. Vi håber, at distrikter, klubber og ryttere vil tage godt imod Landsdelsfinalen på Landsskuet, og at rigtig mange vil deltage eller lægge vejen forbi”, siger Jacob Gulmann, generalsekretær i Dansk Ride Forbund.

Forbundet ser megen værdi i at få muligheden for at vise hjertet af ridesportens breddeniveau frem for et bredt publikum ved Landsskuet. Aktiviteterne er primært målrettet elevskolen og ryttere uden egen hest, og formålet med aktiviteterne er at skabe hold- og klubånd. Aktiviteterne skal bidrage til rytterens dygtiggørelse uden at koncentrere sig om hestens kapacitet og kompetencer. Forbundet håber, at samarbejdet med Landsskuet gør, at nye medlemmer får øjnene op for ridesportens mangfoldige muligheder.

Landets største heste-dyrskue

Landsskuet er Danmarks største dyrskue for heste. Samlet udstilles typisk 25 racer med i alt 350 heste, som udover bedømmelsen også deltager i forskellige aktiviteter og shows. Yderligere cirka 50 heste kommer hvert år til Herning for at deltage i de store hesteshows under Landsskuet, som er blandt favorit-aktiviteterne for de 50.000 gæster.

”Vi forventer at kunne præsentere et stort område, hvor der vil være fuld fokus på hesteaktiviteter. Vi regner med cirka 150-200 ekstra heste i forhold til tidligere og forhåbentligt en masse glade deltagere. En masse breddeaktiviteter med heste, som appellerer til det brede publikum med interesse for heste og dyr generelt. Vi ser frem til et godt samarbejde, som forhåbentligt fortsætter i årene fremover, så Dansk Ride Forbunds Landsdelsfinaler bliver en naturlig del af Landsskuets udstilling”, siger Mads Fjordside, leder af Landsskuet.

Landsskuet, der bygger over 100 års tradition for at samle landets bedste husdyr i Herning, udstiller også kvæg, får, geder, kaniner, fjerkræ, katte og hunde. I alt omkring 2700 dyr.

Se mere om Landsdelsfinalerne klik her.

Se mere om Landsskuet klik her.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce