Der var engang en lille pige, der elskede eventyr. Efterhånden som denne pige blev større og voksede op, opdagede hun fotografiets forunderlige verden og de endeløse muligheder deri.
Sådan lyder det på Sandra Buus’ hjemmeside. Sandra står bag firmaet ”Tales by Sipo,” som primært er kendt for smukke fantasy-billeder med heste og deres ejere. Billeder, som er som taget ud af Vikings, Game of Thrones, Lord of the Ring og Robin Hood. På mange streamingtjenester og i biografen er eventyr en flittigt besøgt genre, som hele tiden vokser og udvikler sig. Og det er med god grund.
”Folk kan godt lide eventyr, og mange drømmer om at få en lille bid magi ind i en hverdag, som ofte er fyldt med praktik og gøremål.”
Eventyret som genre er kendetegnet ved at være en fantastisk fortælling, hvor alt er muligt. I eventyret er der fokus på hovedpersonen og handlingen, som foregår i en ubestemt tid og på et ubestemt sted. Eventyrets handling er altså løsrevet fra den normale verden. Og det er hele tanken bag konceptet, forklarer Sandra.
LÆS OGSÅ: 50 gode råd, som alle hestemennesker kan bruge
Netop det er en del af Sandras mission. At bringe en snert af magi og eventyr ind i hesteverdenen. Men hvordan kom hun på den tanke?
Sandra startede som helt almindelig fotograflærling, men undervejs i sin uddannelse begyndte hun at tage fantasy-billeder og opdagede hurtigt, at der var en stor interesse for anderledes billeder, og at der var et marked for det.
”Jeg har slet ikke tal på, hvor mange fantasy-billeder, jeg har efterhånden har taget. Men det er mange, og jeg kan mærke, at interessen fortsætter.”
Man kunne fristes til at tro, at Sandras kunder primært er rollespilentusiaster eller akademiske ryttere, men det er langt fra sandheden.
”De fleste af mine kunder er helt almindelige hesteejere. De er primært kvinder mellem 20 og 50 år, og de kommer fra vidt forskellige discipliner. Der er mange dressurryttere, men også skovtursryttere. Fælles for dem er, at de ønsker at blive foreviget sammen med deres bedste ven på en eventyrlig måde. Hvem ønsker ikke at føle, at man er med i en film; et eventyr?,” udtaler Sandra.
Fra idé til færdigt billede
Det kræver lidt forarbejde at planlægge et fantasy-shoot. Ofte er det Sandra, som får ideerne til billederne, men inden da har kunderne været inde på Sandras hjemmeside og har udvalgt nogle kostumer og udstyr, som de gerne vil have med på billederne.
Lokationen for fotooptagelsen er også noget, som Sandra og kunden bliver enige om på forhånd. Men herfra er det Sandra, som ved hjælp af en høj udviklet kreativ sans videreudvikler på ideerne og får taget de helt rigtige billeder på dagen.
Størstedelen af de billeder, som hun laver, er inden for genren Fantasy Fine Art. Denne slags billeder kan både laves i varme og kolde farver, sommer kan laves til vinter og der er mulighed for at lege med røgbomber, teaterblod og sværd under fotograferingen. Når billederne er taget, starter redigeringsarbejdet, som er en vigtig del af arbejdet.
”Jeg arbejder meget med post-produktionen i Photoshop. Her er det muligt at forme billederne, så de rammer præcis det udtryk, som kunden havde i tankerne,” fortæller Sandra.
LÆS OGSÅ: Alle veje fører til heste-nettet: Husker du de her indlæg?
Mest populære kostumer
Sandras kunder har mulighed for at låne kostumer, hesteudstyr og rekvisitter, når de skal have lavet fantasy-fotografering hos Tales by Sipo. Og netop kostumerne er noget, som Sandra går op i, da de gør en stor forskel for det færdige produkt.
Kostumerne har Sandra ofte købt brugt på markeder eller på internettet. Fælles for kostumerne er, at de er af høj kvalitet. Det er ifølge Sandra vigtigt, da man ikke få samme udtryk og effekt, hvis man bruger billige udklædningskostumer. Man kan simpelthen se det på billederne, og det vil påvirke de færdige billeder i negativ retning.
Selvom Sandra har en imponerende samling af kostumer og udstyr, er der nogle ting, som er særligt populære hos kunderne:
- Den grønne uldkappe med tilhørende rideskørt
- Det brune fortøj
- Skyrim-trensen
Hvad siger hestene?
Hvordan forholder hestene til at dette postyr med kostumer, rekvisitter og røgbomber? Det er nok tanker, mange hesteejere vil have, hvis de overvejer at få lavet fantasy-billeder.
”Faktisk oplever jeg meget sjældent, at hesten reagerer negativt på noget under fotograferingen. Nogle skal måske lige kigge lidt nærmere på tingene, og andre kan reagere på et sværd, som glimter i solen eller en røgbombe. Men langt de fleste heste er utrolig cool – også selvom de ikke har prøvet det før,” afslutter Sandra.
Hvis du er nysgerrig efter at se flere af Sandras eventyrlige billeder, eller vil læse mere om konceptet, kan du besøge hjemmesiden