På trods af kosmetisk fejl har Lyra fundet sin drømmepony: Hun er min bedste ven 

For rigtige mange børn, som starter til ridning, er det største ønske at få egen hest. En hest, hvor de selv kan bestemme farven på underlaget, og en ven, som de kan fortælle alle deres hemmeligheder til. Deres bedste ven med fire ben.  

Netop jagten på den nye bedste ven med fire ben begyndte Signe Reüter og hendes 11-årige datter Lyra i starten af 2023.  

”Vi kiggede på den ene pony efter den anden, men efter hver eneste gang, sagde Lyra, at hun ikke kunne mærke dem nede i maven,” fortæller Signe.  

Selv om Signe er – og stort set altid har været det – inkarneret hestemenneske, var jagten på Lyras første pony ikke nem.

Annonce

Signe har selv redet stort set hele sit liv, og hun har arbejdet med shetlandsponyer såvel som store heste. Hun forsøgte tidligt at introducere Lyra til hestene, men interessen fra Lyras side var der ikke. 

”På det tidspunkt havde vi nogle shetlændere, men det fangede ikke Lyra. Selv om hun sad på en hest første gang, da hun var tre måneder gammel, og hun var med i stalden i barnevognen. Hun havde sin egen shetlænder på det tidspunkt, men hun gad det bare ikke.”  

Shetlænderne blev solgt, da Lyra var fem år gammel, og hestene blev parkeret for en stund. Lyra prøvede andre sportsgrene, og Signe havde fokus på familien. Da Lyra var syv år gammel, begyndte hun alligevel at blive draget af duften af hest igen. Lyra begyndte på rideskole. Tre år senere købte Signe fell-ponyen Nate, som kun var føl på det tidspunkt. 

”Tanken var, at han skulle være en mor/datter-hest, men det mente ponyen ikke. Han viste sig at være en rigtig enmandshest, og det var faktisk svært for Lyra at håndtere ham. Nate blev mere og mere min hest, men det var bare heller ikke det, jeg havde lovet Lyra.”  

LÆS OGSÅ: Ponyfar: 10 ting, du har erfaret som forælder til en hestetosse 

På trods af den kosmetiske halsfejl er Sarafine glad og tilpas under ridning. Video: Privat

Det skal kunne mærkes i maven

Derfor blev beslutningen hurtigt truffet. Lyra måtte få sin egen pony. Men det var som bekendt ikke en nem sag at finde den perfekte pony.

”Lyra er en enormt følsom og sensitiv pige. Hun er enormt god til at mærke efter. Derfor afskrev hun også mange ponyer, før vi overhovedet havde været ude at se på dem. Hun sagde, at hun ikke kunne mærke dem nede i maven.” 

Jagten fortsatte med den ene fine pony efter den anden, men mavefornemmelsen var der ikke fra Lyras side.  

”Lidt tilfældigt faldt vi over Sarafine. Selv om hun havde en defekt på halsen, og jeg troede, det var noget helt andet, Lyra skulle have, tog vi ud for at kigge på hende.”  

Det viste sig at være den helt rigtige beslutning. Den lille brune welsh pony med en kosmetisk halsfejl var nemlig lige præcis den pony, som Lyra kunne mærke helt nede i maven. 

”Ude på folden kunne jeg allerede se en ændring i den måde, Lyra gik hen til Sarafine på, da vi var ude at kigge på hende. Lyra gik forrest og direkte hen til den her pony. Og så var der bare kontakt. Det var så vildt at se! De to valgte virkelig hinanden der. Da vi kom ind i bilen, sagde Lyra, at det var den pony, hun ville have.”  

Og således blev Sarafine Lyras første pony.  

Meget mere end en pony

Helt tilbage fra dengang, hvor Lyra startede på rideskole som 7-årig, har tiden med hestene givet hende noget helt særligt.  

”Lyra har haft det lidt svært op igennem sin skoletid. Det har været en udfordring for hende med store grupper, og hun er enormt følsom. Men når vi hentede Lyra om torsdagen efter ridning, fik vi et helt anderledes og glad barn hjem, som var en del af et fællesskab. Hun ladede virkelig op sammen med hestene. Det var som om, hun fandt noget jordforbindelse og en ro i sig selv der.”  

Om Lyra og Sarafine
 

Lyra er 11 år gammel, og i sommeren 2023 blev hun den heldige ejer af 14-årige Sarafine. Sarafine er en 14 år gammel welsh-pony på 132 cm. På grund af tidligere overvægt er hendes halskam væltet, men det har ingen indvirkning på hendes generelle sundhed. Lyra og Sarafine rider både ture, dressur, springer og laver jordarbejde sammen. Signe er mor til Lyra og ejer den 3-årige fell-pony Nate, og begge heste står opstaldet i en privat stald.  

På Instagram kan du følge både Lyra og Sarafine og Signe og Nate.  

Nogle følelser, som kun er blevet forstærket efter Sarafine kom ind i Lyras liv.  

”Lyra er virkelig blomstret endnu mere op! Det er blevet nemmere for hende at komme i skole, og hendes lærer kan se en tydelig forskel. Jeg tror, det handler om, at hun har fået noget fast i Sarafine, som bare er hendes. Hvor hun kan slippe det hele lidt og trække vejret helt ned i maven.”  

Den perfekte uperfekte pony

Med det blotte øje ligner Sarafine en helt almindelig pony. Det er hun også på mange måder, men én ting skiller sig lidt ud; hendes hals.  

”Sarafine har tidligere været overvægtig. Det vægttab, hun efterfølgende har været igennem, har desværre medført, at hendes halskam er væltet, fordi bindevævet ikke kunne holde det oppe. Vi har fået hende tjekket hele vejen rundt, og hun har ikke ondt eller er generet af det.” 

Et langt stykke henad vejen er den væltede halskam derfor ikke noget, som spænder ben for den daglige håndtering af Sarafine.  

”Sarafine er glad og tilpas i både håndtering og ridning. Hun har lidt svært ved galop, fordi hendes balance bliver udfordret, men så må det bare tage den tid, det tager. Derudover kommer hun nok heller aldrig til at kunne søge korrekt ned, fordi muskelsammensætningen også er faldet lidt sammen.”  

Lyra og Sarafine har et helt særligt venskab, og der er ingen tvivl om, at de har valgt hinanden. Foto: Privat

Der er dog ingen tvivl om, at Lyra knuselsker Sarafine lige præcis, som hun er. For Lyra er Sarafine den perfekte pony.  

”Lyra siger selv, hun har fået en bedste ven. Og så er hun helt indforstået med, at hendes bedste ven bare ikke kommer til at gå de høje dressurklasser, så der har hendes fokus ændret sig.”  

Signe

”Både Lyra og jeg havde nok lidt en forestilling om, at hun skulle have en pony, som hun kunne starte nogle stævner på, men det er bare slet ikke fokus lige nu. Lyra vil bare gerne ud til sin pony, og så kan hun stå i flere timer og strigle og nusse den pony. Så står hun og hvisker hemmeligheder til Sarafine.”   

LÆS OGSÅ: PONYLOVE: Ny TV-serie sætter fokus på fordelene ved samværet med heste 

Med Sarafine har Lyra nemlig fundet sig en ven, som hun kan spejle sig selv i.  

”Lyra siger selv, at hun – ligesom Sarafine – jo også er lidt anderledes. Jeg tror, hun oplever, at de kan være lidt anderledes sammen. Når hun fortæller om Sarafine til sine veninder, kan jeg høre, at hun egentlig bare synes, at Sarafines udseende gør hende lidt unik. Hun formår virkelig at vende det til, at hun faktisk er stolt af at have en pony, som ser lidt anderledes ud.”  

5 ting, børn lærer ved at omgås heste
  • Empati og respekt for andre levende væsner 
  • Ansvar og vedholdenhed 
  • Selvtillid og selvkontrol 
  • Teamwork og kommunikation 
  • Fysisk sundhed og velvære 

Læs hele artiklen her

”De seneste seks måneder har virkelig været en aha-oplevelse. Det har været helt vildt at være vidne til, hvordan Lyra og Sarafine har fundet hinanden. Jeg er enormt stolt af Lyra, fordi hun og sagde nej tak til ponyer, hvor hun ikke havde sin mavefornemmelse med.”  

Drømmen om stævner

At Sarafine ser anderledes ud, er ikke noget, som spiller en rolle i hverdagen. Både Sarafine og Nate står opstaldet på et lille privat sted, hvor der er højt til loftet og plads til forskelligheder.  

”Jeg har snakket med Lyra om, at hvis de vil ud at starte stævner, så kan der godt være nogle, som kan finde på at pege fingre. Men som hun siger: ”Det er min pony, og det er mig, som skal kunne lide hende.” Så hun er bevidst om det, men derfor kan det selvfølgelig sagtens være, at hun reagerer anderledes, hvis hun kommer ud til et stævne, men så må vi tage den der. Heldigvis er det efterhånden også blevet muligt at starte andre typer af stævner.” 

På trods af den kosmetiske fejl er Sarafine en glad og tilpas pony. Foto: Privat

Tanken er, at Lyra kan starte eksempelvis lette dressurklasser samt små springstævner og stævner med fokus på jordarbejde og lignende. Desuden drømmer Lyra om at deltage i engelske rideklasser under avlsforbundet. Og ellers er Sarafine altid klar på en tur i skoven!

LÆS OGSÅ: Ridning kan forbedre dit barns intelligens 

At stå stærkt i sig selv

For nu har Sarafine uden tvivl givet både Lyra og Signe et nyt blik på, hvad hestene faktisk kan gøre for os mennesker.  

”Sarafine har givet Lyra en helt ny tro på sig selv. Hun har fået et helle, hvor hun bare kan få lov til at mærke, at tingene lykkes, og det smitter af på hendes skole. Hun er selvfølgelig også blevet ældre, men jeg tænker helt sikkert, at Sarafine har bidraget positivt til den udvikling. Jeg har også lært, at jeg virkelig skal lytte til hende og hendes perspektiver. Lyra står enormt stærkt i sig selv.”  

Derfor tror og håber Signe også, at Lyra er godt rustet til at håndtere de eventuelle udfordringer, der kan komme, når ens pony har en kosmetisk defekt. 

”Jeg tror helt sikkert, hun vokser af det her ansvar. Det er fantastisk at stå på sidelinjen og opleve, hvordan de udvikler sig sammen,” lyder det fra Signe.  

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce