PONYLOVE: Ny TV-serie sætter fokus på fordelene ved samværet med heste

Den 13. juni er der præmiere på den helt nye TV-serie, PONYLOVE, som sætter fokus på, hvad staldmiljøet og samværet med heste kan give – især til unge piger. Vi har haft æren af at snakke med instruktøren bag, Eva Marie Rødbro, om hendes egen tid som hestepige, hvad hun mener, at samværet med heste kan, og hvad hun ønsker at folk skal tage med fra serien.

Læs også: Derfor er vi, som vi er: 10 skinbarlige facts om hestemennesker

Annonce
PONYLOVE

Dokumentarserien PONYLOVE starter på DR Ultra mandag den 13. juni, og serien er fordelt på ni episoder. Serien giver et unikt indblik i hestestalden som et tilflugtssted for unge piger – væk fra familie, voksne og drenge. Selvom serien omhandler teenagepiger og deres forhold til heste, behandler den i høj grad også en række universelle tematikker i overgangen fra barn til voksen så som forelskelse, drømme, frygt, mod og drenge. I serien følger man en gruppe meget forskellige piger med ét til fælles: Følelsen af at relationen til en hest gør dem stærkere.

Inspirationen bag

Eva Marie Rødbro var selv en rigtig hestepige som lille, og det er hendes egne erfaringer, der oprindeligt startede idéen til denne serie. Hun husker selv, hvordan det var at være hestepige, og den dag i dag, kan hun se, hvor meget det har påvirket hendes voksne jeg. Hun fortæller: “Jeg havde en kæmpe kærlighed til hestene, og det var en helt ny verden, der åbnede sig, da jeg startede til ridning som 5-årig. Det var virkelig noget særligt.” Det er netop derfor, at hun satte sig for at sætte fokus på hesteverdenen gennem serien PONYLOVE.

Det var en virkelig vigtig del af mit liv, så jeg vil gerne fejre det

Eva Marie Rødbro

Men det er ikke kun selve ridningen, Eva ønsker at sætte fokus på – det er alt det udenom: “Alt det, der omgiver hesteporten – miljøet i stalden, fællesskabet, det miljø der er omkring ridesporten” fortæller hun. Hun var rundt på ca. 20-30 forskellige rideskoler i jagten på at finde dem, der skulle bruges i dokumentarserien. Hun ville nemlig gerne finde noget, hun selv kunne genkende fra sin tid som hestepige. Og her blev hun glædeligt overrasket over, hvor mange hestepiger, der stadig er over det hele.

Hun er ikke i tvivl om, at hendes barndom med heste har lært hende rigtig meget, og det er hun begyndt at reflektere over som voksen. Nogle af de ting, hun har selv lært, kan hun se, at pigerne i serien også er ved at lære. Hun forklarer selv: “Jeg ved, at jeg havde været en anden, hvis ikke jeg havde haft hestene.”

Eva Marie Rødbro

Eva Marie Rødbro er uddannet dokumentarinstruktør, og hun er instruktøren bag PONYLOVE. Hun elsker at lave portrætter af miljøer, som hun ønsker at folk skal få øjnene op for. Dette har hun blandt andet gjort i den populære dokumentarserie Prinsesser fra blokken og nu også i PONYLOVE.

Med PONYLOVE begiver den tidligere Bodil- og Robertnominerede instruktør sig i kast med at portrættere et miljø, hun i høj grad selv kender til fra sin barndom. Det er nemlig hendes egne erfaringer med heste, der har inspireret hende.

Læs også: Børn og ridning – hvornår og hvordan?

Foto: Michella Bredahl

Heste giver superkræfter

Eva forklarer, at hun nærmest oplevede, hvordan hestene gav hende nogle ekstra kræfter, når hun var sammen med dem: “Det der med at skulle blive ét med hesten samtidig med, at man både skulle styre den og samarbejde med den – det giver ligsom en form for superkræfter. Det føltes lidt ligesom, når min søn leger Spider-man.” Det er blandt andet disse superkræfter, som Eva mener er en af fordelene ved at arbejde med heste.

Pigerne i serien havde også hver deres egen mission for at være med i dokumentarserien. De ønsker især at viderebringe præcist, hvor meget hestene har gjort for dem. Ifølge Eva, har hestene hjulpet disse piger enormt meget. I serien siger pigerne blandt andet: “Hvis folk der har det svært bare tager ud og rider og er sammen med nogle heste, så vil de få det meget bedre.”

Fysisk samvær fremfor online samvær

Nu til dags er de digitale platforme mere fremtrædende end nogensinde før, og mange mennesker – især unge – bruger rigtig meget tid på de digitale og sociale platforme. Dette er også noget, Eva har bidt mærke i. Hun fortæller, at hun kender rigtig mange teenagepiger, som bruger virkelig meget af deres tid på disse platforme, som der selvfølgelig er nogle gode ting ved. Eva siger: “Der er jo rigtig meget samling omkring de her platforme, og nogle af dem er meget kreative.” Men hun synes dog ikke, at det digitale samvær kan alt.

Hun uddyber og tager fat i den tendens, der er på de sociale medier, hvor (især) unge kan få det skidt, når de hele tiden ser en redigeret virkelighed, som de ikke føler, at de kan leve op til. Og det kan være virkelig hårdt. Derfor mener Eva, at det er vigtigt med nogle andre fælleskaber – især når man er ung og sårbar og forsøger at finde sig selv.

I hendes øjne er det derfor også rigtig godt, at der i ridesporten ikke er fokus på, hvordan ens krop ser ud. “Det er ligemeget, hvordan du ser ud, og det handler ikke om at være lækker og smuk – eller om at seksualisere kroppen.” Tværtimod lærer man i en stald, at det bestemt ikke gør noget, at man har lidt mudder på bukserne eller hø i håret.

Det er sejt at være stærk, og det er sejt at være beskidt

Eva Marie Rødbro

Læs også: Sådan forbereder du dit barn på en god ridelejr

Kærligheden til heste

Da Eva selv har været hestepige, har hun selv mærket, hvor meget kærligheden til en hest eller pony kan fylde. Og dette er noget af det, hun synes er fantastisk ved samværet med heste. Hun fortæller: “Jeg var jo helt forelsket i min pony. Jeg skrev hendes navn over det hele, og jeg havde forstørrede billeder af hende på værelset”. Hun tror på, at man kan bruge denne kærlighed til hestene som en tryg måde at øve sig på det med kærligheden:

“Man lærer for eksempel noget af det følelsesmæssige i kærligheden, som at sige ‘Jeg elsker dig’, men man lærer også at sætte grænser. Nogle gange kan det jo godt være farligt at have med heste at gøre, så derfor skal man også sætte sig selv igennem og være en autoritet. Det er enormt fedt. Det er vildt godt at lære at tage styring og kontrol – så lærer man også at mærke efter og mærke, hvad man selv har lyst til. Hestepiger er virkelig gode til at være i kontakt med dem selv.”

Foto: Eva Marie Rødbro

Et frirum med plads til alle

Da vi spurgte Eva omkring, hvad hun især oplevede, at samværet med hestene kunne give pigerne, lød svaret:

I hvert fald et sted, hvor de føler sig hjemme og frie – hvor de ikke skal performe hele tiden

Eva Marie Rødbro

Eva beskriver stalden lidt som et frirum: “Der er ikke nogen, der holder øje med dig, og der er ikke nogen, du skal imponere. Alle har fokus på at lave hver deres ting. Der er hårdt arbejde, der skal gøres, men der er også plads til leg, fis og ballade og til at være sig selv.” Eva lægger også fokus på, at stalden er et sted, som man har sammen med sine staldvenner, hvor man er sammen om at ordne hestene, muge ug, snakke og dele kærligheden til de dejlige dyr.

I stalden er der heller ikke så meget opdeling, som der for eksempel kan være på skoler, Eva siger: “Der er plads til alle og plads til forskellighed. Man kan være venner på kryds og tværs af både personligheder og alder, hvilket er en kæmpe rigdom.” Der er en vis grad af jævnbyrdighed med både voksne, børn og unge, hvilket Eva synes er virkelig vigtigt. Hun lagde også mærke til, at der heller ikke var så meget opdeling af de små og store børn, men at de store gerne hjalp de mindre, hvilket hun synes var virkelig fedt at se.

Til sidst nævner Eva også, at der jo ikke er nogen tvivl om, at det altid er godt for mennesker at være tæt med naturen: “Det er sundt for både krop og sjæl.” Hvilket blot er endnu en fordel ved livet som hestepige.

Læs også: 12 tips: Sådan sikrer I god stemning i stalden

Vil gerne have folk til at tænke: “Hvor er de seje”

Afslutningsvist da vi spurgte Eva, hvad hun ønsker, at folk skal have ud af serien, svarede hun: “Jeg ønsker helt sikkert, at folk skal tænke ‘hvor er de bare seje de her piger!’.”

Og så vil hun selvfølgelig gerne være med til at nedbryde nogle af de fordomme, der er omkring det at gå til ridning. Hun fortæller, at hun mødte flere børn og unge mennesker, som forklarede, at det ikke var noget, de fortæller til alle, de møder. Tværtimod. De holder det måske mere for sig selv, for eksempel når de møder nye mennesker. Her kan de unge nemlig godt forvente at få nogle fordomsfulde reaktioner som for eksempel, at det er kikset eller for nørder. Derfor vælger de ikke at sige det. Dette er noget, Eva meget gerne vil lave om på. Hun håber på, at det kan blive rigtigt sejt at gå til ridning – og bestemt ikke en ting, man holder skjult.

Derudover ønsker Eva, at serien kan inspirere nogle til at få lyst til at gå til ridning og have med heste at gøre. Hun siger: “Folk skal føle, at de møder nogle virkelig dejlige mennesker, som man kan se lidt op til og måske få lyst til at gøre lidt af det samme som dem.” Dette forsøger hun også at gøre ved at vise, hvad samværet med sådan et dyr – samt tid i naturen – kan gøre ved en:

“Det er virkelig svært at forklare, til dem der ikke selv har prøvet det – og det kan godt lyde lidt mystisk – men det er ubeskriveligt at være venner med et dyr. Et dyr giver bare os mennesker noget helt andet. En helt anden type relation. Det håber jeg, at jeg kan overbevise folk om.”

Læs også: Godt nyt til Netflix brugere: Charlotte Dujardin med i ny serie

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce