Portræt: EM-guldvinder i holddressur, Diederick van Silfhout

I løbet af de sidste 20 år har den hollandske rytter Diederick van Silfhout haft succes i ridesportens verden, både på og uden for dressurbanen. Ridning har været en del af hans familie gennem hele hans liv, og han begyndte også selv at ride tidligt. Hans far, Alex van Silfhout, har selv været professionel i rideverdenen hele Diedericks liv, både som træner og rytter. Han har opnået top-3 placeringer flere gange ved de hollandske dressurmesterskaber og har været træner for det hollandske dressurlandshold siden 2019.

Læs også: Forlæng din karriere som rytter

Diederick fandt hurtigt succes som dressurrytter og vandt syv europamesterskabs-guldmedaljer i løbet af sine junior- og ungrytter-år, fordelt over to individuelle og fem holdmedaljer. Mange af hans tidlige succeser fandt sted på hesten Ruby, som kortvarigt fulgte van Silfhout op til seniorniveau, indtil hendes overgang til at være avlshoppe. Van Silfhouts seniorkarriere var nogle år om at komme op på højeste niveau, men i 2014 debuterede han for det hollandske landshold.

Karrierehøjdepunkter med Arlando

Denne debut fandt sted ved Verdensmesterskaberne i normandiet, så begivenheden kunne ikke være meget større. I løbet af 2014 var den dengang relativt uerfarne hingst Arlando N.O.P. blevet van Silfhouts foretrukne konkurrencehest. Til VM deltog han sammen med Adelinde Cornelissen, Hans Peter Minderhoud og Edward Gal, der alle var med til at vinde holdguld ved det foregående VM. Imponerende nok endte van Silfhout og Arlando som den næstbedste hollandske ekvipage i de individuelle konkurrencer og de var med til at sikre bronzemedaljer til holdet. Den gode form fortsatte for van Silfhout og Arlando de næste to år.

Læs også: Betyder negativ forstærkning afstraffelse?

Foto: Kamila Tworkowska

I 2015 repræsenterede ekvipagen igen deres hjemland, denne gang ved Europamesterskaberne i Aachen. I de individuelle konkurrencer endte de på 10. og 9.-pladsen, men i holdkonkurrencen var de med til at vinde guld. Dette markerede det sjette EM i træk, hvor Holland endte med en medaljeplacering. Året efter sikrede ekvipagen sig det hollandske dressurmesterskab, hvor deres freestyle-præstation løftede dem op til førstepladsen fra en tredjeplads i Grand Prix Special. En måned senere deltog de i OL i Rio de Janeiro, igen sammen Minderhoud, Gal og Cornelissen. Begivenheden endte dog skuffende, da det var det første OL uden hollandske dressurmedaljer siden 1992. I april 2017 blev Arlando, der dengang var nummer 12 på ranglisten over verdens bedste dressurheste solgt til danske Anna Zibrandtsen, med hvem han deltog i EM samme år. Han blev pensioneret i 2021, i en alder af 16.

Håber på Paris

Efter salget af Arlando har van Silfhouts sportskarriere ikke nået de samme højder som tidligere. Han deltog i EM i 2017, hvor han red Four Seasons 19. Endnu en gang missede han og det hollandske hold medaljeplaceringerne. Siden da er hans fokus gradvist blevet rettet mere imod forretningsdelen af branchen. Dette har han selv begrundet med de økonomiske konsekvenser af Covid-19’s påvirkning af sporten, samt hans fortsatte søgen efter en hest, som han kan nå toppen med. I 2021 udtalte han, at hans ambition er at finde en hest, som han kan kvalificere sig til OL i Paris med. Diederick van Silfhouts rejse i dressurverdenen har været præget af bemærkelsesværdige succeser, udfordringer og en fornemmelse af, at han stadig har til gode at nå sit fulde potentiale. Han vil uanset hvad fortsætte med at være en prominent figur i dressurverdenen, om det så er på banen eller som hesteavler.

Læs også: Portræt: Dinja van Liere, Hollands store dressurhåb

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce