Blog af Pernille og Puk fra Horsemanship-Rideskolen
Den der ta’r leg for leg
og alvor for alvor,
har forstået begge lige dårligt.
Frit efter Piet Hein
Ovenstående tilpassede citat af Piet Hein passer godt til mange mennesker, men også til en del heste. Legen blandt heste kan komme til udtryk på mange måder alt efter temperament. Nogle gange kan det være så stilfærdigt, at vi mennesker næppe lægger mærke til det. Det er for eksempel, når en hest stiller sig ved vandet eller høbunken på folden, og ikke lader andre heste komme til. Det foregår fuldkommen udramatisk, og nogle heste finder det underholdende i timevis.
Andre typer af heste er betydelig mere energiske, og kan være utrolig anstrengende selskab, da de konstant forsøger at sætte gang i en leg, og hvis man ikke beder dem om et eller andet, så finder de selv på noget. Det er ofte noget med at nappe, og hvis det bliver ekstremt, kan der også komme et forben eller et stejl. Den slags heste ligger ofte i en endeløs konflikt med deres ejere, der af gode grunde bliver bange for dem, og derfor optræder straffende og hårdt over for dem. Det løser bare ingenting på sigt, for hesten er i gang med en leg, der samtidig skal fortælle, hvor i flokken den hører til; hvem bestemmer mere end den, hvem bestemmer mindre, og hvem svinger den godt med, så der er grobund for et venskab.
Det, der sætter legen i gang hos hestene, er ren og skær lyst. Det er sjov, det er samvær, men det er også nødvendigt, for at hestene i en flok kommer til at kende hinanden. Legen skaber relationer og samtidig viser den hestens plads i flokken. Det er en medfødt adfærd, og når vi finder heste irriterende eller farlige, er det fra hestens side ofte et spørgsmål, den stiller os: ”Hvem er du?”, ”Hvor god er du?”, ”Hvad vil du gøre, hvis jeg gør sådan her?” Vi har så to muligheder for at besvare spørgsmålet. Vi kan enten reagere med frustration og ind i mellem frygt, hvilket hesten egentlig synes er ret morsomt, selvom vi undertiden slår eller på anden måde forsøger at ”irettesætte” den. Det går bare ud over relationen, og hesten mister den sidste respekt for sit menneske. Vi kan også vælge at lege med, og være lidt bedre end hesten til det hele. Det skaber anerkendende respekt; den ender med at anerkende, at vi er bedre end den.
Uanset om hesten er voldsom eller underspillet i sin leg, så må vi som mennesker matche den energi, hesten lægger i det. Hvis den er subtil, og man lægger for megen energi i sit svar, får man skræmt den og den vil opfatte dig, som en der ikke forstår spillets regler. Hvis man har at gøre med en energisk og udadvendt hest, nytter det ikke noget, hvis man går langsomt til værks, for så bliver man bare tværet ud, og hesten opfatter en som en vatnisse, som man for sjov kan køre rundt i manegen en gang i mellem.
Hvis en hest er bange, er dens største behov at få ro på igen, og der er det vigtigt, at den stoler på sit menneske. Hvis en hest føler sig tryg, er dens største behov bekvemmelighed (mæt, lun, ingen fluer mm), og hvis den både føler sig tryg og behageligt tilpas, så er socialt samvær det vigtigste for den. Socialt samvær hos heste består af to dele, der er lige vigtige: At hænge ud og nusse på den ene side, og at lege på den anden. Så det er det, heste mener, der foregår, når de er sammen med os: Skal vi hænge ud eller skal vi lege?
Horsemanship-Rideskolen
Horsemanship-Rideskolens fundamentet for samværet med heste hviler på erfaringen om, at med en kærlig og forstående indstilling kommer man længst. Følg Horsemanship-Rideskolen her.