Dressur-VM Aachen 2026: De tre par DRF kigger på
Læs mere →
En survey udførst af World Horse Welfares 2026 med 4.600 respondenter har vist at over halvdelen mener at stævneryttere tager for lidt hensyn til deres hestes mentale helbred — og det giver anledning til at kende seks konkrete adfærdsmarkører der fortæller om en hest er ved at nå sit psykiske loft.
68% af offentligheden mener, at stævneryttere prioriterer hestens mentale velfærd kun sommetider, sjældent eller aldrig. Det viser World Horse Welfares 2026-survey, gennemført med 4.600 respondenter. Færre end 20 procent tror, at det mentale velvære prioriteres konsekvent.
Ikke fordi ryttere er ligeglade. Men fordi psykisk stævnestress ikke har de samme synlige markører som et haltende ben eller en hævet kode. Den sidder i spiseadfærden natten efter ankomst til stævnestald, i en øreposition der holder sig en anelse for længe, i et dyr der ikke rigtig kan sætte sig til ro i boksordningen.
Falsterbo Horseshow åbner 4. juli 2026 og er et af de mest trafikerede stop på den nordeuropæiske stævnekalender — årets program reserverer 12 pladser til DV-dressur. Her er seks adfærdsmarkører, som adfærdsforskere og dyrlæger bruger til at vurdere om en hest er ved at nå sit psykiske loft.
Denne artikel handler ikke om smerteindikatorer. De klassiske smertesignaler — øjentrikant, ørernes vinkel under ridning, anspændt muskulatur over rygsøjlen — hører til smerteudredning og er et selvstændigt felt, som bl.a. dyrlæge og smerteforsker Karina Gleerup har arbejdet med i kortlægningen af hestens ansigtsudtryk ved smerte.
“Psykisk stævnestress er den samlede effekt af gentagne transportture, ukendte staldmiljøer, støj, ventetid og krav om præstation under konstant ekstern opmærksomhed”
Psykisk stævnestress er kumulativ belastning. Det er den samlede effekt af gentagne transportture, ukendte staldmiljøer, støj, ventetid og krav om præstation under konstant ekstern opmærksomhed — stævne efter stævne, sæson igennem. En hest kan være klinisk rask og alligevel have nået sin mentale kapacitetsgrænse.
Forskning i konkurrencehestes adfærd viser, at stressrelaterede stereotypier stiger i forbindelse med intensiverede konkurrenceperioder — også hos heste der ikke udviser kliniske sygdomstegn.
Markørerne nedenfor er ikke en diagnostisk tjekliste, men et observationsredskab. Registrer dem som mønstre på tværs af to til tre stævner — ikke som enkeltbegivenheder. Jo flere markører der optræder i kombination, og jo mere konsistent de dukker op over sæsonen, desto tydeligere er signalet om psykisk overbelastning.
1. Ørerne flader bagud — og bliver der
En ør der lægger sig momentant bagud ved en pludselig lyd er en normal reaktion. En hest der bærer ørerne vedvarende fladt bagud eller konstant roterer dem i søgen efter stimuli — også i rolige omgivelser og uden ekstern årsag — befinder sig i et forhøjet aktivationsniveau. Forskning i genkendelse af hestenes affekttilstande viser, at øreposition er en af de mest pålidelige indikatorer på hestens interne stressniveau og adskiller sig fra momentane reaktioner ved sin varighed.
2. Spiseadfærden ændrer sig ved ankomst
En veltilpasset hest begynder at æde hø relativt hurtigt efter ankomst til en ny stald. En hest der er ved sit kapacitetsloft, afviser typisk foder de første timer — ikke af mangel på sult, men fordi kortisolfrigørelse undertrykker appetitten. Forskning i transportbelastning dokumenterer, at selv erfarne rejseheste viser en klar fysiologisk stressprofil efter transport, uanset om de er adfærdsmæssigt rolige undervejs.
Hvis hesten systematisk springer over foder ved ankomst til stævne, skal det registreres som et mønster — ikke som en enkeltbegivenhed.
3. Synlig hvid i øjet — uden ekstern årsag
Whale eye — hvid synlig i øjets yderkant — er en veletableret stressindikator i adfærdsvidenskaben. Den adskiller sig fra smertemarkøren ved at opstå uden direkte fysisk årsag og typisk optræde kombineret med en hest der søger flugt frem for lindring. En anspændt pande og tilbagetrukne ører i kombination med whale eye er et klart signal om høj emotionel aktivering, ikke smerte.
4. Lastningsmodstand øges over sæsonen
En enkelt lastningsepisode kan skyldes mange ting. Et mønster der forværres hen over sæsonen er noget andet: hesten der i foråret gik ind i traileren uden problemer, men som nu sætter sig i skammelen, sveder ved synet af vognen eller udviser urolig adfærd allerede i nærheden af lastningsstedet. British Horse Society identificerer tiltagende lastningsmodstand som en af de mest konsistente indikatorer på akkumuleret stressbelastning hos konkurrenceheste.
5. Stereotypier intensiveres eller dukker op
Boksgang, vævning og cribbing er mestringsstrategier, som hesten tyr til for at regulere et kortisolniveau der er steget for højt. Når en hest der normalt vever lidt, begynder at veve konstant ved stævner — eller begynder at boxgå i en boks den aldrig har gjort det i hjemmestalden — er det et signal om psykisk pres, ikke en vane der blot skal brydes.
Et studie offentliggjort i PLOS ONE (2024) dokumenterer en direkte sammenhæng mellem konkurrenceintensitet og forekomsten af stereotypier hos konkurrenceheste, og at salivær kortisol er en brugbar markør for stressniveauet.
6. Manglende fokus i opvarmningsringen
Den sjette — og oftest oversete — markør: hesten der er teknisk tilstrækkeligt opvarmet, men ikke er mentalt til stede. Den kigger konstant væk, holder ikke hjælperne konsekvent, viser overdreven reaktion på stimuli (flag, publikumsbevægelse, andre heste) og kan ikke falde til ro på trods af korrekt ridning. Det er ikke modvilje. Det er en kognitiv kapacitet der er tømt.
Et studie fra februar 2026, publiceret i tidsskriftet Animals og baseret på 238 dressurhest-rytterkombinationer på tværs af nationale niveauer fra A-dressur til Grand Prix, viser at stressadfærd stiger konsekvent med konkurrenceniveauets sværhedsgrad — og at mundåbning bliver den dominerende adfærdsmarkør ved de sværeste programmer. Tegnene optræder allerede i opvarmningsringen.
Kendskab til markørerne er ikke nok, hvis de tolkes forkert. Her er de fejl der oftest forsinker handlingen.
Fejl 1: At behandle hvert tilfælde som en enkeltbegivenhed
Psykisk stævnestress er kumulativ. Én nat med dårlig appetit, én vanskelig lastning, én urolig opvarmning er ikke i sig selv afgørende. Mønsteret over to til tre stævner er det der tæller. Ryttere der ikke registrerer observationer løbende, mister evnen til at opdage en gradvis forværring af hestens tilstand — og handler for sent.
Fejl 2: At tolke stress som modstand og øge presset
Hesten der ikke kan finde ro i opvarmningsringen, og som efterfølgende rides hårdere for at “sætte sig til” — det er en klassisk eskalationsdynamik. Kognitiv overbelastning ligner modvilje udefra. At øge presset på en hest der er over sit kapacitetsloft, forværrer ikke blot situationen på dagen, men accelererer den kumulative belastning mod næste stævne.
Fejl 3: At give fysisk hvile frem for mental restitution
En uge i folden er ikke automatisk psykisk restitution. Fold med ustabil flokdynamik, nye artsfæller eller dårlige sociale forhold kan fastholde et forhøjet kortisolniveau. Psykisk restitution kræver trygge sociale rammer, kendte omgivelser og fravær af præstationskrav — ikke blot fravær af ridning.
Fejl 4: At normalisere stressmarkørerne
“Alle stævneheste er lidt urolige.” Det er korrekt — en vis grad af aktivering er normal og nødvendig for præstation. Problemet opstår, når markørerne optræder i kombinationer og gentager sig på tværs af sæsonen. Normaliseringstanken er den mest effektive barriere mod at tage stresssignaler alvorligt i tide.
Fejl 5: At springe den fysiologiske udredning over
Psykisk stress og kronisk smerte er to sider af en dynamik der forstærker hinanden gensidigt. At konkludere psykisk overbelastning uden at have udelukket tandproblemer, rygproblemer eller andre fysiske stresskilder er en kortslutning. Den fysiologiske udredning er ikke valgfri — den er altid første skridt.
Psykisk stævnestress er ikke en trivselsnuance uden klinisk relevans. Kronisk forhøjede kortisolniveauer undertrykker immunfunktionen, øger mavesyrens produktion og reducerer maveepitelets beskyttende slimdannelse. Sammenhængen mellem konkurrencepres og mavesår er veldokumenteret — mavesår kan udvikle sig på under fem dage under stressede betingelser.
Heste der ikke restituerer mentalt mellem stævner, viser desuden tendens til øget reaktivitet i hjemmestalden: sværere at lande i arbejde, og gradvist tiltagende modstand mod opgaver der tidligere var uproblematiske.
ISES 2026-konferencen, der afholdes 11.-13. august i Billund under temaet The Nature of Horses, sætter specifikt sammenhængen mellem ridepraksis, mental velfærd og langsigtede konsekvenser på dagsordenen. Olympioniken Daniel Bachmann Andersen deltager i konferencens praktiske equitation science-sessioner.
Ingen enkelt markør er afgørende alene. Men en hest der konsekvent viser tre eller flere af ovenstående tegn over to til tre stævner, har brug for psykisk restitution — ikke nødvendigvis fysisk hvile, men reel afkobling: hjemmestald, fold, rutine og ingen præstationskrav.
Flokdynamik og social adfærd spiller ind her: en socialt marginaliseret hest i en fold med rangordenkonflikter er ikke i psykisk restitution. Tjek at hesten faktisk hviler — socialt og fysisk.
Kontakt din dyrlæge hvis hesten afviser foder i mere end seks timer ved stævne, mister synlig kondition over en ellers stævnefri periode, eller udviser ny lastningsvægring eller selvskadende adfærd som biding af bokskarme og spark mod vægge.
Viser hesten vedvarende adfærdsproblemer efter en fysiologisk udredning der frigiver den for smerter, er en adfærdsfagperson næste skridt. Husk at en skarp tandkant eller strukturelle problemer i rygsøjlen kan maskere sig som psykisk modstand — det fysiske skal altid udelukkes først.
Smerteadfærd opstår typisk i forbindelse med den aktivitet der gør ondt — ridning, berøring af et bestemt sted, specifik bevægelse. Psykisk stævnestress er situationsbestemt: den optræder i stævnemiljøet, ved transport og under præstationspres, men ikke nødvendigvis under ridning hjemme. Overlapning er mulig — kronisk smerte øger stressniveauet, og kronisk stress sænker smertetærsklen.
Forskning viser, at temperament og individuel kortisolfølsomhed varierer betydeligt. Nogle heste tilpasser sig intensiv stævneaktivitet uden tegn på psykisk overbelastning; andre når deres kapacitetsloft ved to til tre stævner pr. sæson. Det er ikke udtryk for en træningsmæssig fejl, men om individuel velfærdstilpasning.
Minimum to uger uden transport til ukendte miljøer, rutinebaseret dagligdag i velkendt omgivelse, fold med kendte artsfæller og ingen deciderede præstationskrav under ridning. Hesten bør vise genoprettet appetit og rolig staldsadfærd inden sæsonen genoptages.
Ja. Transport, ukendte miljøer og præstationspres er stressorer der ikke er disciplinspecifikke. Visse discipliner medfører højere transportfrekvens, hvilket øger den kumulative belastning hen over en sæson.
En vis grad af aktivering er normal og kan endda forbedre præstationen. Det bliver et problem når markørerne optræder i kombinationer (tre eller flere), gentager sig på tværs af stævner, eller varer ved efter at hesten er kommet hjem til stalden. Enkeltstående episoder er ikke i sig selv alarmerende; mønstre er.