Uanset om det drejer sig om massage til mennesker eller heste, så er et ordentligt setup vigtigt for at opnå et optimalt resultat. Der skal være ro, så massøren kan gøre et godt stykke arbejde og klienten kan få mest muligt ud af behandlingen. Men der er faktisk flere ting, som du som hesteejer kan – og bør – gøre for at hjælpe din hest til at få mest muligt ud af massagen.
Forestil dig, at du selv skal have en massage. Det er det første gang hos en ny massør. Du bliver bedt om at tage noget af dit tøj af. Du står lige foran et stort vindue og på modsat side af vejen kan et helt kontor holde øje med, hvad der foregår. Det føles enormt ”udsat” og lidt utrygt.
Du lægger dig på maven på briksen. Du har en skulder, der er mega øm – og der er myoser under skulderbladet. Det gør virkelig ondt, når massøren trykker let på skulderen. Men du går ind i dig selv og lader kroppen og hovedet være med i behandlingen.
Pludseligt går døren op og receptionisten kommer ind og stiller et spørgsmål – massøren stopper behandlingen og svarer – og så går receptionisten ud igen. Massøren fortsætter behandlingen og du prøver at fokusere igen. Efter få minutter går døren endnu engang op, og receptionisten kommer ind med en stak papirer, udveksler et par ord med massøren og går igen. Nu kan du hverken samle tankerne eller mærke kroppen.
Da tiden lidt efter er gået, tager du tøjet på igen og nærmest før du får taget i døren kommer næste klient ind.
Dette er tydeligvis ikke et hverken godt eller rart setup.
Hesten har omkring 700 muskler og et sirligt ”netværk” af bindevæv/fascier. Uanset race, disciplin og niveau, så er der mange muligheder for, at spændinger kan opstå. Er du hesteejer, er der derfor en ret stor sandsynlighed for, at du på et tidspunkt får brug for at booke en hestemassør eller en anden type fagperson til at hjælpe hesten af med muskelspændinger.
Læs også: Trækker eller går du med hesten?
Det lavpraktiske skal være i orden
Når din hest skal masseres, er der nogle ting som skal være opfyldt for at behandlingen kan gennemføres.
Først og fremmest skal hesten være tør og ren. Dette gælder både kroppen og hovene. Er den våd fungerer massage-grebene simpelthen ikke. Er den beskidt risikerer du, at der trykkes snavs ned i huden, så der opstår sår og måske betændelse. Foregår behandlingen i fældningsperioder, så er det endvidere rart for massøren at i det mindste nogle af de løse hår er børstet væk på forhånd.
Din hest må gerne være redet/trænet inden behandling, men den må ikke have arbejdet hårdt, da det vil være smertefuldt for hesten at blive masseret direkte på muskler, der er syret til.
Sørg for en fridag efter besøget
Dybdegående massage behandling bør planlægges på en dag, hvor din hest har mulighed for at holde fri resten af dagen og gerne dagen efter. En gåtur eller let løsgørende arbejde dagen efter er normalt i orden – det vurderes ifm behandlingen. Da massage frigør affaldsstoffer og ændrer på kroppen, er det bedst, hvis kroppen får lov til at restituere. Kroppen har dog behov for lidt bevægelse efter behandlingen, så hesten skal ud at gå 10-15 minutter umiddelbart efter behandlingen.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ved massage er muligt at løsne op for kompensationer i hestens krop, og der kan ske midlertidig reaktivering af gamle traumer. Derfor anbefales det, at man ikke giver dybdegående behandling i ugen op til et stævne eller andre arrangementer, hvor hesten forventes at kunne præstere optimalt.
De optimale betingelser for behandling
Ro
Noget som er super vigtigt for at man kan behandle optimalt, således at hesten får mest muligt ud af behandlingen er, at der er ro der hvor behandlingen udføres. Er der eksempelvis en masse larm, mennesker og heste, der skal forbi eller maskiner, der kører rundt, så kan din hest have svært ved at slappe af og modtage behandlingen. Ikke dermed sagt, at man slet ikke kan behandle under de forhold, men ro er bedst.
Under behandlingen kan massøren godt tale med dig, men nogle behandlere bruger teknikker, hvor de ”lukker sig inde i boblen med hesten”. Så det er vigtigt, at du har situationsfornemmelse og giver ro, når det er nødvendigt.
Frihed
I rigtig mange stalde står heste bundet med 2 kæder eller tove sat fast i en staldgrime. Udover at de tunge kæder kan give spændinger og skader, for eksempel hvis hesten bider i dem eller rykker bagud, så er det uhensigtsmæssigt under behandlingen. Det er vigtigt, at hesten kan strække sig, ryste sig, vise hvor den ønsker behandling og i det hele taget give signaler. Nogle heste er ikke gode til at være løse under behandling. De mister fokus, og nogle steder er der ikke mulighed for at hesten er løs. Men kan hesten stå bundet i ét tov eller kan du som ejer stå og holde tovet, er det absolut det bedste.
Tid
Massører skriver typisk, at et besøg varer 1 – 1,5 timer. Men det er vigtigt, at massøren er god til at aflæse hesten og stopper, når hesten har fået nok. Nogle gange er der meget, der skal løsnes – både fysisk og emotionelt, og så kan det være at hesten ikke klarer så lang tid.
Derfor kan du komme ud for, at massage måske kun tager 45 minutter. I sådanne tilfælde kan det være en fordel at booke flere besøg, så massøren får mulighed for at ”tage et lag ad gangen”. Men sæt altid god tid af, så du ikke står og stresser. Din hest kan mærke din stress og det forstyrrer.
Læs også: Kend hestens signaler i stress-situationer
Massage kan ikke altid udføres
I visse tilfælde kan man ikke massere en hest. Det er vigtigt, at du er opmærksom på disse tilfælde, så du ikke får booket behandling forgæves. Nedenfor kan du se eksempler på heste, som ikke bør modtage massage.
- Syge heste
- Halte heste (dog tilladt ved accept fra dyrlæge)
- Heste, der er i behandling med dyrlægeordinerede præparater som fx vaccination, ormekur, antibiotika, binyrebark-hormon, smertestillende m.m. indenfor de seneste 7 dage (dyrlægen kan godt vaccinere i ugen efter en massage)
- Drægtige hopper
- Heste med tumor (sarcoider er undtaget – men der kan ikke masseres direkte på disse)
- Der kan ikke masseres på flåtbid samt akutskader.
Jo bedre et set-up du sørger for i forbindelse med massagen, des bedre udbytte får din hest.
Camilla Jacobs står bag firmaet HorseMama. Hun tilbyder bodywork/hestemassage, undervisning i hesteforståelse og holder en lang række foredrag og workshops. Camilla er desuden forfatter til børnebøgerne ”Braveheart flytter ind” og ”Lær med Braveheart – SMIL Horsemanship”, som handler om, hvordan man bruger horsemanship til at omgås hesten på en rar, harmonisk og sikker måde.
Læs også: 4 strækøvelser, du bør lave med din hest, efter du har redet