To gallashows der når ud til alle

Fredag og lørdag aften under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning vil man kunne opleve de spektakulære gallashows i Jyske Bank Boxen. De to gallashows byder i år på masser af festlig underholdning under temanavnet Four Seasons, hvor publikum vil blive begejstret og bevæget i et væld af fortryllende indslag.

Vi kommer igennem forårets farverige udspring og føltid, sommerens lyse nætter, høj sol og kærlighed, efterårets løvfald, storme, ild i pejsen og hubertusjagt og videre til det festlige nytår og den hvide vinters is og sne. Årets gallashow mestrer i sin sammensætning den vigtige variation af det hurtige og hårrejsende samt det fyldige og fortryllende, så der spilles på mange sanser og et bredt følelsesregister. Der bliver plads til begejstring og god grund til gåsehud.

Billetterne til de to gallashows er traditionen tro de af hingstekåringens billetter, der først bliver solgt, så det gælder om at slå til netop nu.

Store artister fra udlandet
I showet vil man kunne se nogle af Danmarks bedste ryttere på de bedste varmblodsheste, men de mindre heste er også yderst populære, så showudvalget glæder sig til at kunne præsentere nogle af de store billetsælgere, nemlig de islandske heste, i et nyt og forrygende nummer.

Er der noget, der begejstrer og bevæger tilskuerne i Herning, så er det dyrs medvirken i gallashowet – og ikke mindst menneskets foretrukne ven, hunden. Samspillet mellem dyr og mennesker tager altid kegler, og her må man sige, at tyske Wolfgang Lauenburger og hans hjerteknusende hunde går rent ind. Den populære hundekunstner kan opleves i gallashowet med et nyt repertoire.

Det er lykkedes at få fat i endnu et af de helt store navne, nemlig franske Mélie Philippot, der gæster gallashowet med helt nye numre. Hun er særlig kendt for sin skønne shetlænderhoppe Luma, hvis kunstnertalent kan bringe tårerne frem hos selv de hårdeste.

Danske kunstnere binder numrene sammen
Gallashowet byder på kendte, danske entertainere, der vil akkompagnere de store numre. En af dem er den populære standupkomiker Uffe Holm, som showudvalget glæder sig til at kunne præsentere og slippe løs i manegen. Med sin fængende humor vil han få os alle til at le.

Man kan også se frem til store musikalske oplevelser, hvor verdenskendte Kim Sjøgren og barnestjernen Villads med deres violiner tager os med ind i musikkens vidunderlige verden, og den dansk-grønlandske sangfugl Julie Berthelsen – en af Danmarks mest folkekære sangerinder – i kraft af sin varme personlighed og smukke stemme rækker langt ud over scenen med de helt store sange.

Der er intet gallashow uden Dansk Varmblods prægtige hingste, som man vil kunne opleve i både konkurrence og i solonumre, ligesom andre hesteracer også vil indtage scenen – bl.a. nogle af verdens bedste islænderekvipager.

Kilde: Dansk Varmblod

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce